I Yerevan samles europæiske ledere til to historiske topmøder, der sætter fokus på Armeniens rolle mellem Rusland og EU. Centrale temaer forventes at være energisamarbejde, sikkerhed og politiske forbindelser i regionen.
Indledende signal
Hændelse 3. maj 23.19
58
Europæiske ledere mødes i Armenien til to historiske topmøder
Under udvikling·4. maj 10.53
Armenien rykker tættere på EU og væk fra Rusland
Se lignende artikler på Google
Del artikel
Del denne artikel
Armenien tager mandag imod mere end 30 europæiske ledere til et topmøde i Det Europæiske Politiske Fællesskab. Tirsdag følger det første egentlige topmøde nogensinde mellem EU og Armenien. Begge dele ville for få år siden have lydt usandsynligt. [1] [2]
Landet er stadig formelt dybt forankret i Ruslands kredsløb. Armenien er medlem af den russiskledede Eurasiske Økonomiske Union, russiske soldater har base på armensk jord, og Moskva spiller fortsat en stor rolle for armensk energiforsyning. Alligevel er Yerevan nu blevet scene for Europas mest tydelige diplomatiske fremstød i Sydkaukasus i årevis. [3]
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
Bruddet med Moskva begyndte ikke med ord, men med krig
Vendepunktet kom i praksis i 2023. Da Aserbajdsjan gennemførte den militære operation, som afsluttede kontrollen over Nagorno-Karabakh og sendte over 100.000 etniske armeniere på flugt, greb Rusland ikke ind. Det gjorde indtryk i Armenien, fordi Rusland ikke kun var en fjern partner, men den sikkerhedsmagt, som mange i landet havde lænet sig op ad i årtier. [4]
Skuffelsen var ikke ny. Også tidligere aserbajdsjanske indtrængen på armensk territorium blev mødt med passivitet fra den russiskdominerede CSTO-alliance. I 2024 frøs Armenien derfor i praksis sit engagement i CSTO. Det var et politisk signal med reel vægt: Den gamle sikkerhedsarkitektur blev ikke længere opfattet som troværdig. [5]
Det er baggrunden for, at premierminister Nikol Pasjinjan nu fører en mere åben diversificeringsstrategi. Ikke et dramatisk vestligt spring fra den ene dag til den anden, men en kontrolleret bevægelse væk fra ensidig afhængighed af Rusland.
Armeniens europæiske spor er ældre, men blev afbrudt
Armeniens drejning mod Europa begyndte ikke i går. For lidt over et årti siden forhandlede landet med EU om en associeringsaftale og en dyb frihandelsaftale, den type aftale som blandt andet Georgien endte med at underskrive i 2014.
Men Armenien trak sig i sidste øjeblik og valgte i stedet den russiskledede told- og markedsintegration, som senere blev til Den Eurasiske Økonomiske Union. Forklaringen var i høj grad sikkerhedspolitisk. Konflikten om Nagorno-Karabakh gjorde det svært for Yerevan at udfordre Moskva direkte.
I stedet kom der i 2017 en mere begrænset, men stadig vigtig samarbejdsaftale med EU, den såkaldte CEPA-aftale. Den gav plads til tættere samarbejde om reformer, institutioner, handel på udvalgte områder og politisk dialog, men uden den fulde frihandelsdel, som ville have kollideret med medlemskabet af den russiskledede økonomiske union. [6]
Det er derfor misvisende at beskrive den nuværende udvikling som en pludselig kursændring. Den ligner mere et spor, som længe var åbent, men som først nu bliver politisk muligt at følge mere offensivt.
Rusland har stadig hårde greb om økonomien
Det gør ikke Armenien frit af Moskva. Tværtimod.
Landet er fortsat afhængigt af russisk gas, som leveres til en lavere pris end den, mange europæiske lande betaler. Under Pasjinjans besøg i Moskva 1. april understregede Vladimir Putin netop dette punkt med næsten demonstrativ præcision: Armenien betaler 177,50 dollar per 1.000 kubikmeter gas, langt under de omkring 600 dollar, som han sammenlignede med europæiske priser.
Budskabet var enkelt. Rusland kan stadig gøre europæisk åbning dyr for Armenien.
Det gælder ikke kun energi. Armeniens økonomi er tæt flettet sammen med Rusland gennem handel, remitter og markedsadgang i den eurasiske union. Derfor bliver spørgsmålet i Yerevan ikke, om landet kan bryde med Moskva hurtigt. Det kan det næppe. Spørgsmålet er, hvor langt det kan flytte sig uden at udløse for høje sikkerheds- og økonomiske omkostninger. [3]
Topmøderne handler også om korridorer og indflydelse
De to topmøder i Yerevan er ikke kun symbolpolitik. De handler også om geografi.
Sydkaukasus er blevet vigtigere, fordi alternative ruter mellem Europa og Asien er under pres. Krigen i Ukraine, sanktioner mod Rusland og uro længere sydpå har gjort transport- og energikorridorer mere politiske og mere værdifulde. Det øger interessen for forbindelser gennem Kaukasus. [7]
For EU er Armenien derfor ikke bare en sårbar demokrati-case, men også en brik i en bredere konkurrence om transit, energi og regional orden. USA har samtidig vist større interesse for nye transportforbindelser via Armenien. Tyrkiet, Kina og Rusland følger det samme kort. [8]
Hvis fredsprocessen mellem Armenien og Aserbajdsjan bevæger sig fremad, kan hele regionens logik ændre sig. Korridorer, grænseåbninger og ny handel vil ikke i sig selv skabe stabilitet, men de kan ændre magtbalancen og mindske Ruslands monopol på adgang og afkobling. [9]
EU sender et signal, men ikke en sikkerhedsgaranti
Det europæiske fremstød har dog klare grænser. EU har allerede en civil overvågningsmission på Armeniens side af grænsen mod Aserbajdsjan, og unionen har øget den politiske kontakt markant. I 2024 vedtog Armenien desuden en lov, som formelt erklærede landets intention om at søge EU-medlemskab på sigt. [10]
Det er store skridt i armensk sammenhæng, men de ændrer ikke den grundlæggende virkelighed: EU er ikke ved at overtage Ruslands gamle rolle som Armeniens sikkerhedsgarant.
Det gør ugens topmøder vigtige, men også risikable. Hvis forventningerne i Armenien bliver for høje, kan skuffelsen senere blive politisk farlig. Især hvis spændingerne med Aserbajdsjan blusser op igen, og europæisk støtte viser sig at være mere diplomatisk end hård.
Blik fremad
Det nye i Yerevan er ikke kun, at europæiske ledere kommer på besøg. Det nye er, at Armenien nu offentligt bruges som scene for en magtforskydning, som for få år siden stadig blev behandlet mere forsigtigt.
Rusland er ikke væk. Det sidder stadig på energi, militær infrastruktur og økonomiske forbindelser. Men Moskvas vigtigste aktiv i Armenien var længe noget andet: forestillingen om, at der ikke fandtes noget realistisk alternativ.
Det er præcis den forestilling, der bliver testet i denne uge.
Nævnte personer
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Armenien rykker tættere på EU og væk fra Rusland” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påeller
Læserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10