Græsk politi brugte migranter til pushbacks, siger BBC

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Nye anklager rammer Grækenlands grænsepolitik

Græsk politi skal ifølge en omfattende BBC-undersøgelse have brugt migranter som maskerede håndlangere til at tvinge andre migranter tilbage over landgrænsen til Tyrkiet. Hvis oplysningerne holder, peger sagen på et system, der ikke kun bygger på ulovlige pushbacks, men også på en slags privatiseret vold i skyggen af statens egen grænsekontrol. ^[1]

Kernen i de nye oplysninger er, at såkaldte "mercenaries" ikke blot har været løst tilknyttede kriminelle eller smuglernetværk, men ifølge interne politidokumenter er blevet rekrutteret og styret under opsyn af højtstående græske betjente. Det er en langt mere alvorlig påstand end tidligere rapporter om maskerede mænd ved Evros-grænsen. ^[2]

Hvad den nye dokumentation peger på

BBC beskriver et mønster, der ifølge flere kilder har eksisteret siden mindst 2020 ved grænseområdet Evros, hvor Grækenland møder Tyrkiet langs floden af samme navn. Regionen er i forvejen kendt som en af EU's hårdeste og mest militariserede ydre grænser. ^[1]

Undersøgelsen bygger på flere typer materiale: interne dokumenter, politiforklaringer, lækkede udskrifter, vidneudsagn fra migranter, en tidligere medhjælper i systemet og kilder i politiet. Hertil kommer videooptagelser, som BBC ikke fuldt ud har kunnet verificere, men som ifølge mediet stemmer overens med en række uafhængige beretninger.

Blandt de mest alvorlige anklager er oplysninger om, at migranter er blevet frataget tøj og værdigenstande, slået bevidstløse og i nogle tilfælde udsat for seksuelle overgreb. En grænsevagt skal i en disciplinærsag have forklaret, at der fandtes information om voldtægter mod kvindelige migranter begået af disse civile håndlangere. ^[1]

Et kendt rygte, nu med ny tyngde

Det er ikke første gang, der kommer meldinger om maskerede mænd ved Evros. Allerede i 2022 offentliggjorde Lighthouse Reports en undersøgelse, der beskrev, hvordan udenlandske, maskeklædte mænd deltog i pushbacks på græsk jord. Det nye er, at BBC nu knytter disse grupper tættere til det officielle apparat.

Det ændrer sagen markant. Tidligere kunne myndigheder afvise hændelserne som uklare episoder i et grænseland præget af smugling, vold og kaos. Hvis rekrutteringen faktisk er sket efter ordre og under ledelse fra politiet, er der ikke længere tale om gråzonepraksis, men om potentiel statsorganiseret omgåelse af loven.

Evros som laboratorium for afskrækkelse

Evros-grænsen har længe været et symbol på Europas hårde kurs. Siden 2015 er over en million migranter og flygtninge ankommet til Grækenland, hovedsageligt ad søvejen, men landgrænsen mod Tyrkiet har periodisk fået stor strategisk betydning, især når havruter er blevet vanskeligere eller mere overvågede.

Grækenland har i flere år optrappet kontrollen i Evros med hegn, overvågning, patruljer og et politisk sprog, hvor grænsen beskrives som et bolværk for hele EU. Den ramme har skabt et stærkt incitament til at holde antallet af registrerede ankomster nede. Netop derfor er anklager om pushbacks ved grænsen ikke nye. Det nye er detaljegraden og den interne dokumentation.

En politikilde i området siger ifølge BBC, at der ikke findes soldater, politifolk eller Frontex-ansatte i Evros, som ikke ved, at pushbacks finder sted. Hvis det er korrekt, rejser det også spørgsmål om, hvad EU's eget grænseagentur har vidst, og hvor langt den institutionelle tavshed rækker. ^[1]

Hvad loven siger

Pushbacks er i udgangspunktet ulovlige efter international ret, når mennesker sendes tilbage over en grænse uden individuel behandling og uden reel adgang til at søge asyl. Det centrale princip er non-refoulement, som forbyder stater at sende personer tilbage til steder, hvor de risikerer forfølgelse, tortur eller anden alvorlig overlast. ^[3]

Det princip gælder bredt i både flygtningeretten, menneskeretten og EU-retten. Det handler ikke kun om det endelige asylafslag, men også om adgangen til selve proceduren. En stat må ikke omgå pligten ved at forhindre mennesker i overhovedet at komme ind i systemet. ^[4]

Hvis anklagerne mod Grækenland bliver bekræftet, kan der være tale om flere samtidige brud: ulovlig kollektiv udsendelse, nægtelse af adgang til asylprocedure, umenneskelig eller nedværdigende behandling og mulig medvirken til overgreb begået af ikke-statslige aktører på statens vegne. Juridisk er det væsentligt, at ansvar ikke forsvinder, bare fordi volden udføres af civilt rekrutterede mellemled.

Mulige veje til ansvar

Ofre kan i princippet søge prøvelse ved nationale domstole, ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og gennem andre europæiske kontrolmekanismer. I praksis er det langt vanskeligere. Pushbacks foregår netop i områder med lav dokumentation, høj frygt og minimal adgang til advokater, læger eller uafhængige observatører.

Det er en af forklaringerne på, at denne type praksis kan fortsætte i årevis, selv når rygterne er mange. Den håndfaste dokumentation kommer ofte først sent, fragmenteret og efter betydelig risiko for dem, der fortæller.

Regeringens svar er tyndt

Premierminister Kyriakos Mitsotakis siger til BBC, at han er "fuldstændig uvidende" om anklagerne. Det svar vil næppe lukke sagen. Enten taler vi om alvorlige overgreb i et nøgleområde af den græske stat, uden at regeringschefen er orienteret, eller også forsøger regeringen at skabe afstand til en praksis, som længe har været omdiskuteret. ^[1]

Begge muligheder er belastende. Sagen er heller ikke nem at isolere som enkelte rå episoder begået af afvigere. Når interne dokumenter og disciplinære spor peger opad i systemet, bliver spørgsmålet ikke kun, hvad der er sket, men hvem der godkendte det, og hvem der valgte ikke at se det.

De græske myndigheder har ifølge BBC ikke svaret på detaljerede skriftlige spørgsmål. Den tavshed er i sig selv bemærkelsesværdig, fordi sagen rører ved et af de mest følsomme punkter i EU's migrationspolitik: om medlemsstater i praksis håndhæver grænser med metoder, de officielt benægter.

Et europæisk problem, ikke kun et græsk

Sagen rammer ikke kun Athen. Evros er EU's ydre grænse, og Grækenland har i årevis fået politisk opbakning og finansiel støtte til at beskytte den. Når der igen kommer troværdige anklager om systematiske pushbacks, bliver det også et spørgsmål for Bruxelles.

Det gælder især Frontex, som tidligere er blevet mødt med kritik for mangelfuld reaktion på overgreb ved Europas grænser. Hvis lokale kilder har ret i, at praksissen er bredt kendt blandt folk på jorden, vil presset vokse for at forklare, hvad EU-institutioner har observeret, rapporteret eller undladt at reagere på. ^[5]

Hvad der nu bør undersøges

Der er tre spørgsmål, som en troværdig undersøgelse må besvare hurtigt:

1. Kommandovejen

Hvem beordrede rekrutteringen af migranter som håndlangere, og på hvilket niveau blev den godkendt?

2. Omfanget

Hvor mange personer er blevet brugt, hvor ofte, og i hvor lang tid har ordningen fungeret?

3. EU's kendskab

Hvad har Frontex, EU-Kommissionen og andre europæiske aktører vidst om metoderne i Evros?

Hvorfor det betyder noget

Denne sag handler om mere end endnu en anklage om brutal grænsekontrol. Hvis staten faktisk har brugt sårbare migranter til at overfalde og fordrive andre migranter, er det et billede på, hvor langt Europas afskrækkelseslogik kan skubbes ud i mørket.

Det mest opsigtsvækkende er ikke kun volden, men konstruktionen: mennesker uden rettigheder bruges til at nægte andre mennesker rettigheder. Det er effektivt, svært at spore og politisk bekvemt. Netop derfor er sagen større end Grækenland. Den tester, om EU vil håndhæve sine egne regler ved sin egen grænse.

Grækenland bruger migranter som håndlanger til ulovlige push‑backs

BBC: Græsk politi brugte migranter til pushbacks