Canada splittes om dødshjælp ved psykisk sygdom

Toronto, Ontario, Canada – stedet hvor Claire Brosseau bor og hvor sagen om MAID i første række bliver set.

Maps

Hun beskriver sig selv som "funktionelt terminal". Efter årtier med bipolar lidelse, PTSD og et langt forløb gennem psykiatrien siger hun, at alle realistiske behandlingsmuligheder er prøvet. Hendes krav er enkelt formuleret, men politisk eksplosivt: Hun vil have det, hun kalder en "sikker død", i stedet for at ende i et voldeligt selvmordsforsøg.

En lov, der er udskudt igen og igen

Ottawa, Ontario, Canada – hovedstad og politisk centrum hvor udvidelsen af MAID har været genstand for beslutninger.

Maps

Canada har allerede et af verdens mest vidtgående systemer for lægeassisteret død, kendt som MAID, Medical Assistance in Dying. Ordningen blev først indført for døende patienter, men er siden udvidet betydeligt. I 2021 åbnede landet for, at også personer uden umiddelbart nært forestående død kunne komme i betragtning, hvis lidelsen blev vurderet som alvorlig og uafhjælpelig. ^[1]

Det næste skridt skulle have været psykisk sygdom som eneste grundlag. Men Ottawa har udskudt udvidelsen flere gange, senest til 2027, efter hård kritik fra psykiatere, provinser og parlamentarikere, som mener, at sundhedsvæsenet ikke er klar. ^[2]

Det er ikke kun et spørgsmål om etik. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt systemet overhovedet kan skelne sikkert mellem en vedvarende, uafhjælpelig psykisk lidelse og en suicidal krise, der kan ændre sig.

Det centrale stridspunkt: Kan psykisk lidelse være "uafhjælpelig"?

Netop her splitter debatten fagfolk. Tilhængere af en udvidelse argumenterer for, at psykisk sygdom ikke automatisk bør behandles anderledes end fysisk sygdom. Hvis en patient i årevis har været gennem medicin, terapi, indlæggelser og andre intensive indsatser uden bedring, bør vedkommende også have ret til at afslutte livet under kontrollerede former, lyder argumentet.

Modstanderne peger på, at psykiatrien sjældent kan forudsige forløb med samme sikkerhed som ved mange somatiske sygdomme. En patient, der i dag fremstår uden håb, kan om måneder eller år få markant bedring. Derfor er begrebet "uafhjælpelig" langt mere usikkert i psykiatrien end i store dele af kræftmedicin eller neurologi.

Flere canadiske psykiatere har desuden advaret om, at ønsket om at dø kan være tæt vævet sammen med selve sygdommen. Hvis dødsønsket er et symptom, ikke et autonomt og stabilt valg, bliver hele den juridiske og medicinske vurdering langt mere skrøbelig. ^[3]

Kritikken handler også om social svigt

Den canadiske debat er blevet skærpet af flere sager, hvor alvorligt syge eller handicappede personer har søgt MAID, mens de samtidig kæmpede med fattigdom, utilstrækkelig bolig, manglende hjemmehjælp eller utilgængelig behandling. Kritikerne siger, at staten risikerer at tilbyde døden hurtigere end reel hjælp. ^[4]

Brosseaus sag rammer præcis den konflikt. Hun siger, at hun ikke søger døden af økonomiske grunde, men fordi hendes lidelse er blevet uudholdelig trods massiv behandling. For hendes støtter er det et eksempel på, at nogle patienter falder uden for et forbud, der ellers hævder at beskytte dem. For hendes kritikere er det et eksempel på, hvorfor loven ikke bør åbnes.

Domstolen kan presse Ottawa

Det lægger pres på Ottawa på to niveauer. Politisk, fordi regeringen allerede har haft svært ved at forklare, hvorfor en planlagt udvidelse hele tiden skubbes. Juridisk, fordi en domstol kan blive bedt om at afgøre, om det nuværende forbud krænker grundlæggende rettigheder for patienter, som vurderer deres lidelse som uafvendelig.

Canada har tidligere set, at domstole har drevet udviklingen på området hurtigere frem, end politikere egentlig ønskede. ^[5]

Hvorfor sagen rækker langt ud over Canada

Internationalt bliver Canada fulgt tæt, fordi landet er blandt de mest liberale jurisdiktioner på området. Nederlandene og Belgien tillader i visse tilfælde aktiv dødshjælp ved psykisk lidelse, men praksis er fortsat omstridt og stærkt reguleret. Hvis Canada åbner døren bredere, vil det blive læst som en test af, hvor langt liberale demokratier er villige til at gå i forståelsen af autonomi, værdighed og behandlingens grænser.

Bundlinjen

Sagen handler i sidste ende ikke kun om én kvindes ønske om at dø. Den handler om, hvorvidt et moderne sundhedssystem kan afgøre, hvornår psykisk lidelse virkelig er uden udvej, og hvornår et dødsønske stadig er en del af sygdommen.

Det er et spørgsmål, Canada endnu ikke har kunnet besvare entydigt. Domstolene kan nu tvinge landet til at prøve.