Energinet får kritik for langsomme indkøb

Interne indkøbslister og nye oplysninger om Energinets projektstyring har udløst usædvanligt skarp kritik fra andre dele af energibranchen. Kernen i kritikken er enkel: Mens Danmark står midt i en historisk elektrificering, ser det statslige transmissionsselskab ikke ud til at have brugt de indkøbsgreb, der kunne have øget tempoet i udbygningen af elnettet.

Det er ikke en teknisk detalje. Det er et spørgsmål om, hvorvidt selve infrastrukturen under den grønne omstilling bliver flaskehalsen.

Kritikken rammer et ømt punkt

Kort over Aarhus i Jylland, som repræsentant for planlagte opførelser af omkring 50 nye 150 kV-stationer i Jylland

Maps

Ifølge de nye oplysninger har Energinets indkøb ligget langt fra det, flere branchefolk og eksperter vurderer, der var behov for, hvis man ville presse leveringstiderne ned og få flere netprojekter hurtigere gennem systemet. Forundringen skyldes især, at markedet i flere år har været præget af lange leveringstider på højspændingsudstyr, transformere, koblingsanlæg og stationskomponenter. ^[1]

Det er netop her, mange store infrastrukturaktører normalt forsøger at sikre kapacitet tidligt gennem rammeaftaler, standardisering og mere aggressiv lager- eller reservationsstyring. Når det ikke sker i tide, bliver konsekvensen ofte, at projekter glider, selv når finansiering og behov er på plads. ^[2]

Offentlige mål og faktisk fremdrift er kommet ud af takt

Danmark har satset på en massiv udbygning af vedvarende energi frem mod 2030. Elforbruget skal op, ikke ned, fordi transport, opvarmning, industri og produktion af grønne brændsler i stigende grad skal køre på strøm. Det kræver markant flere stationer, flere forbindelser og et transmissionsnet, der kan flytte store mængder strøm mellem landsdele og nye produktionsområder. ^[4]

Netop derfor var det bemærkelsesværdigt, da Energinet i 2024 indgik en langsigtet rammeaftale med Siemens Energy om opførelse og forstærkning af omkring 50 nye 150 kV-stationer i Jylland og på Fyn. Aftalen blev præsenteret som et strategisk svar på den voksende belastning af nettet og behovet for at holde trit med udbygningen af grøn energi. ^[5]

Den aftale peger i én retning: at Energinet godt kender problemet og ved, at skala og tempo kræver nye greb. Kritikken nu peger i en anden: at den erkendelse enten kom for sent eller ikke bredt nok er blevet omsat til konkrete indkøbsbeslutninger.

Forsinkelser i elnettet rammer langt bredere end energisektoren

Hvis transmissionsnettet ikke følger med, bliver effekten hurtigt synlig uden for branchen.

Dyrere og mere ustabile elpriser

Danmarks Nationalbank har tidligere peget på, at energi allerede er en central drivkraft bag inflation og prisudsving. Jo større andel vind og sol får, desto større bliver behovet for et net, der kan balancere svingende produktion og flytte strømmen derhen, hvor den efterspørges. Hvis nettet halter, forstærkes prisudsvingene. ^[6]

Det betyder ikke bare højere risiko for lokale kapacitetsproblemer. Det kan også give mere volatile elpriser for husholdninger og virksomheder, fordi billig grøn strøm ikke kan transporteres effektivt gennem systemet, når den produceres.

Grønne projekter kan blive stående i kø

Forsinkelser i nettet betyder også, at nye vind-, sol- og batteriprojekter kan få sværere ved at blive tilsluttet. Energinet har selv måttet ændre sin tilgang til nettilslutning og varslede i slutningen af 2025, at man ville forlade princippet om først til mølle. Fra 2026 skal de mest modne projekter prioriteres højere for at få mere fart på. ^[7]

Den beslutning er i sig selv et signal om, at presset på systemet er blevet for stort. Når man opgiver køprincippet, er det typisk fordi infrastrukturen ikke længere kan absorbere mængden af ansøgninger og behov.

Elektrificering af industri og PtX bliver mere usikker

Store strømforbrugere, fra datacentre til industrivirksomheder og Power-to-X-anlæg, er afhængige af sikker adgang til kapacitet. Hvis netudbygningen trækker ud, bliver investeringsbeslutninger vanskeligere, og Danmark risikerer at tabe projekter, der ellers skulle være en del af den næste industrielle vækst.

Det gælder især i et marked, hvor andre lande også kæmper om de samme grønne investeringer.

Et mønster af for sen reaktion

Det mest belastende ved sagen er ikke nødvendigvis én enkelt indkøbsliste. Det er, hvis den dokumenterer et bredere mønster, hvor Energinet offentligt har talt om en historisk omstilling, mens organisationens indkøb og projektmodning ikke har været dimensioneret derefter.

Det er præcis den slags mismatch, der kan koste år i infrastrukturprojekter. Ikke fordi man mangler ambitioner på papiret, men fordi komponenter, entreprenørkapacitet og stationsudstyr skal bestilles længe før de bliver kritiske.

Bundlinjen

Den nye kritik af Energinet rammer derfor hårdere end en almindelig debat om indkøb. Den rejser et mere ubehageligt spørgsmål: Har Danmark i årevis vidst, at elnettet var den afgørende forudsætning for den grønne omstilling, uden at den vigtigste netaktør handlede hurtigt nok?

Hvis svaret bare delvist er ja, er konsekvensen ikke kun forsinkede projekter. Det er højere systemrisiko, mere usikre investeringer og en grøn omstilling, der bliver dyrere og langsommere, end den behøvede at være.