Forsvaret ville dæmpe forskeres medieudtalelser

Intern kommunikation fra Forsvaret kaster nyt lys over et følsomt spørgsmål: Hvor langt kan en militær ledelse gå i forsøget på at styre forskeres offentlige stemmer? ^[1]

Dokumenter fra foråret og sommeren 2025 viser, at Forsvarskommandoen og Forsvarsakademiet arbejdede med en plan, der skulle dæmpe akademiets synlighed i den brede offentlighed. Ifølge de fremkomne oplysninger var ambitionen ikke blot bedre koordinering, men direkte at "skrue ned" for formidlingen. Blandt de konkrete forslag var et forbud mod, at forskere optrådte i uniform i medierne. ^[1]

København-området: placeringen af Forsvarskommandoen og Forsvarsakademiet i forhold til øvrige forsvars- og embedsmandsmiljøer i Danmark.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En plan med klare begrænsninger

Sagen er principielt sprængfarlig, fordi Forsvarsakademiet befinder sig i et spændingsfelt mellem myndighed, militær organisation og forskningsinstitution. Når ledelsen overvejer at begrænse, hvilke forskere der kan udtale sig, hvordan de må gøre det, og i hvilken fremtoning, handler det ikke kun om pressehåndtering. Det handler også om akademisk frihed og offentlighedens adgang til kvalificeret viden om forsvar og sikkerhedspolitik.

Det mest opsigtsvækkende element var idéen om at forbyde forskere at stille op i uniform. Det forslag blev ifølge de tilgængelige oplysninger droppet igen, blandt andet på grund af forfatningsretlige betænkeligheder. Netop det peger på, at man internt var bevidst om, at grænsen ikke bare var kommunikativ, men juridisk. ^[1]

Mere end et spørgsmål om uniformer

Uniformsspørgsmålet er dog kun den synlige del af sagen. Den centrale konflikt ligger i ønsket om at reducere forskernes direkte formidling til offentligheden. Hvis forskere i praksis bliver presset til at nedtone deres deltagelse i den offentlige debat, risikerer man at erstatte faglige vurderinger med mere strømlinede myndighedsbudskaber.

Det er især problematisk på et område som forsvarspolitik, hvor den offentlige debat i disse år er blevet mere intensiv. Danmark opruster, Nato fylder mere, og trusselsbilledet er ændret markant siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine. I den situation er militærforskere ikke en kommunikationsrisiko, men en vigtig del af den oplyste debat. ^[2]

Oslo-området: Norge som en del af Norden i debatten om forskningssikkerhed og åbenhed i forsvarsrelateret forskning.

Forsvarets dilemma er reelt, men ikke nyt

Forsvarsledelsen har samtidig et legitimt hensyn at varetage. Militære forskere arbejder tæt på operative miljøer, klassificerede vurderinger og institutioner, hvor loyalitet og sikkerhed ikke er abstrakte størrelser. Der findes allerede i flere vestlige lande en voksende tænkning om "research security", altså hvordan åbne forskningsmiljøer skal beskytte sig mod sikkerhedsrisici uden at lukke sig om sig selv. ^[3]

Den debat er også rykket tættere på Norden. I Norge og andre europæiske lande er forskningssektoren i stigende grad blevet mødt med krav om ansvarlig internationalisering, særligt på områder med sikkerhedspolitisk eller teknologisk betydning. Pointen er den samme overalt: Åbenhed er udgangspunktet, men ikke uden grænser. ^[4]

Det gør dog ikke sagen mindre følsom i Danmark. For her handler det tilsyneladende ikke om at forhindre læk af følsomme oplysninger, men om at begrænse rækkevidden af forskeres offentlige formidling som sådan. Det er en helt anden type indgreb.

Et sammenstød mellem styring og armslængde

Sagen rammer ind i en bredere nordisk diskussion om armslængdeprincippet. En ny nordisk sammenligning af mediepolitik viser, at afstand mellem magthavere og uafhængige vidensinstitutioner fortsat er et bærende ideal, men også at modellerne varierer betydeligt. Overført til denne sag er pointen enkel: Når en myndighed forsøger at styre forskningsbaseret kommunikation for tæt, opstår der et troværdighedsproblem. ^[5]

For Forsvarsakademiet er det ekstra følsomt. Akademiet skal både levere forskning, uddanne officerer og indgå i Forsvarets samlede struktur. Netop derfor er institutionens uafhængighed aldrig fuldstændig. Men hvis offentligheden får indtryk af, at forskernes analyser filtreres efter ledelsens behov, svækkes værdien af deres bidrag markant.

Blik fremad

Det nye i sagen er ikke kun, at planerne fandtes, men at de fremstår så konkrete, at ledelsen tilsyneladende overvejede håndfaste begrænsninger og en tydelig nedskalering af offentlig formidling. At uniformsforbuddet blev opgivet, ændrer ikke ved den større pointe.

Forsvaret står nu med en tillidsopgave. Hvis ledelsen vil undgå, at sagen udvikler sig til et bredere opgør om censur og faglig frihed, kræver det større klarhed om, hvilke regler der faktisk gælder for forskeres medieoptræden, og hvor grænsen går mellem sikkerhedshensyn og budskabskontrol.

Det er den skillelinje, denne sag i virkeligheden handler om. Ikke uniformen, men hvem der får lov til at definere virkeligheden.

Forsvarets øverste ledelse forsøgte at dæmpe forskeres medieomtale