Krigstræthed svækker Putins opbakning i Rusland

Tre år inde i den fuldskala krig mod Ukraine er Kremls vigtigste politiske aktiv stadig intakt: Vladimir Putin sidder fast i toppen. Men under den tilsyneladende stabilitet er noget begyndt at skride. De nyeste tegn peger ikke på et nært forestående sammenbrud, men på et Rusland, hvor krigstræthed, social slitage og mere åben irritation gør opbakningen mindre robust, end den ser ud på statstv.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Stabilitet på overfladen, erosion nedenunder

Officielle russiske målinger og data fra det uafhængige Levada Center har gennem 2024, 2025 og ind i 2026 fortsat vist høje tal for Putin. Hans godkendelse ligger typisk omkring eller over 80 procent, og et flertal siger fortsat, at landet bevæger sig i den rigtige retning. Det er det tal, Kreml gerne viser frem. ^[1]

Men de mere interessante bevægelser ligger et lag længere nede. Støtten til selve krigen er mere svingende end støtten til præsidenten. I målinger fra Levada har der over tid været et tydeligt mønster: Et flertal siger ja til de væbnede styrkers handlinger, men samtidig vokser ønsket om forhandlinger, især når spørgsmålene formuleres som et valg mellem fortsat kamp og en fredsløsning. Det er ikke nødvendigvis et ideologisk opgør med krigen. Ofte er det udtryk for træthed, resignation og et ønske om at få hverdagen tilbage. ^[1]

Det er en vigtig forskel. Mange russere støtter stadig Putin som systemets garant, men uden samme entusiasme for en langvarig og omkostningstung krig. Den forskel kan over tid blive politisk farlig for Kreml.

Hvem er mest loyale, og hvem er mest slidte?

Kort over Sankt Petersborg i Rusland, der viser byens placering som reference for, hvordan store byer påvirker krigsstøtten.

Kort over Moskva i Rusland, der viser byens placering som reference for, hvordan store byer påvirker krigsstøtten.

Storbyer er mindre medgørlige

Der er fortsat markante forskelle mellem storbyer og resten af landet. Moskva og Sankt Petersborg ligger generelt lavere på ubetinget krigsopbakning end mindre byer og landdistrikter. Det skyldes flere ting: større adgang til alternative informationskilder, højere uddannelsesniveau, tættere kontakt til udlandet og en større middelklasse, som har mere at tabe på isolation og militarisering.

I provinserne har statstv stadig en langt stærkere gennemslagskraft. Samtidig er hæren, våbenindustrien og krigsrelaterede udbetalinger blevet en reel økonomisk livline i mange fattigere regioner. For nogle familier er loyaliteten derfor ikke kun politisk, men også materiel.

Alder og sociale omkostninger

Ældre russere er fortsat den mest stabile del af Putins vælgerbase. De er mere tilbøjelige til at stole på tv, mere præget af sovjetisk sikkerhedstænkning og ofte mere modtagelige for Kremls fortælling om en eksistentiel konflikt med Vesten. ^[2]

Yngre russere er mindre ensrettede. De er ikke nødvendigvis antikrigsaktive, men mere skeptiske, mere tilbøjelige til at undvige mobilisering og mindre villige til at forbinde personlig fremtid med statens krigsprojekt. Netop derfor har regimet brugt censur, straffelov og digital kontrol så massivt. Målet er ikke at overbevise alle, men at gøre passivitet mere sandsynlig end modstand.

Militærfamilier er ikke en ensartet blok

En af de mest følsomme grupper er familier med soldater ved fronten. Kreml forsøger at fremstille dem som den mest patriotiske del af samfundet, og mange støtter fortsat staten. Men erfaringen fra de seneste to år er, at netop disse familier også kan blive kilder til farlig utilfredshed.

Det handler især om tab, mangelfuld rotation, dårlig behandling af sårede og konflikter om kompensation. Protesterne er sjældent åbent antikrigsorienterede. De formuleres oftere som loyal kritik: Hvorfor bliver vores mænd sendt af sted uden ordentligt udstyr, hvorfor kommer de ikke hjem, og hvorfor lyver systemet? For Kreml er den type kritik langt mere problematisk end slogans fra eksilmiljøer, fordi den kommer fra mennesker, som i udgangspunktet accepterer statens præmis.

Propaganda virker, men ikke uden grænser

Det er for enkelt at forklare Putins fortsatte styrke med ren frygt eller ren manipulation. Begge dele spiller en rolle, men de virker sammen med noget tredje: nationalistisk mobilisering og vane. Efter årtier med centraliseret magt opfatter mange russere staten som noget, man tilpasser sig, ikke noget man ændrer.

Statsmediernes fortælling er stadig effektiv. Krigen beskrives som forsvar, ikke aggression. Tab tones ned, nederlag omfortolkes, og Vesten gøres til medansvarlig for alle afsavn. Under de vilkår er det muligt at fastholde høje opbakningstal, selv når virkeligheden bliver dyrere. ^[2]

Men propaganda har en praktisk grænse. Den virker bedst, når krigen er fjern, og hverdagen fungerer. Når inflation, mangel på arbejdskraft, stigende priser og nye mobiliseringsrygter trænger ind i hjemmene, bliver fortællingen sværere at vedligeholde. Ruslands økonomi har indtil videre undgået kollaps, men den er mere militariseret, mere skæv og mere afhængig af krigsproduktion end for få år siden. Det giver vækst på papiret, men slider på samfundet. ^[3]

Hvad kan svækket opbakning betyde for Kreml?

Det mest sandsynlige er ikke folkelig opstand, men hårdere styring. Hvis krigstrætheden vokser, vil Putin sandsynligvis reagere med mere kontrol, mere selektiv undertrykkelse og større forsigtighed omkring nye upopulære mobiliseringsskridt. Regimet har allerede lært af chokket efter mobiliseringen i 2022, hvor hundredtusinder flygtede eller forsøgte at undgå indkaldelse.

En anden konsekvens kan vise sig i eliten. Så længe Putin leverer stabilitet og undgår et klart nederlag, bliver de fleste magtcentre i systemet på plads. Men et regime som det russiske er ikke bygget på tillid. Det er bygget på afvejning. Hvis krigen fortsætter uden strategisk gevinst, og de sociale omkostninger stiger, kan flere i eliten begynde at tvivle på, om prisen bliver for høj. Det betyder ikke nødvendigvis åben opposition. I Rusland kommer eliteuro typisk til udtryk som passiv modstand, intern rivalisering og mindre villighed til at tage ansvar for Kremls risici. ^[4]

Samtidig peger internationale analyser på, at et mere presset Rusland ikke automatisk bliver mindre farligt udadtil. Tværtimod kan et regime under indre pres søge ydre konfrontationer, især i gråzonen, for at demonstrere styrke, splitte Vesten og holde befolkningen samlet om en belejret-fæstning-fortælling. ^[5]

Blik fremad

Sprækker i Putins opbakning er reelle, men de skal ikke forveksles med et forestående sammenbrud. Det centrale nye er ikke, at russerne pludselig vender sig mod ham. Det er, at støtten i stigende grad ligner udmattet accept frem for aktiv begejstring.

For et autoritært regime kan det være nok i lang tid. Men det er også en skrøbeligere form for loyalitet. Hvis krigen fortsætter med at koste blod, penge og fremtid, kan den passivitet, som hidtil har holdt systemet oppe, gradvist blive til noget andet: kynisme, stille trods og en voksende tvivl om, hvor længe lastvognen kan blive ved med at sidde fast i snestormen, uden at nogen til sidst stiger ud.

Kritik og krigstræthed får Putins støtte til at vakle i Rusland