Pakistan bliver nyt spor i USA's Iran-krise

Islamabad, Pakistan – placering som mellemstation i USA's Iran-krise

Maps

Hvorfor Islamabad pludselig er vigtigt

Netop derfor er et møde i Islamabad mere end et bilateralt rutinetjek. Pakistan sidder på flere af de forbindelser, USA mangler direkte adgang til i regionen. Det gælder både i forhold til Taliban-styret i Afghanistan, militante grupper med grænseoverskridende aktivitet og en bredere regional afspænding, hvor Iran ikke kan isoleres fra resten af sikkerhedsbilledet.

Et forhold præget af penge, pres og terrorbekæmpelse

Siden 2020 har forhandlinger mellem USA og Pakistan typisk kredset om fire hovedpunkter: sikkerhedsbistand, antiterrorsamarbejde, adgang til efterretninger og spørgsmålet om, hvor hårdt Pakistan faktisk vil gå efter grupper, der opererer fra pakistansk territorium.

Under de sidste år af den amerikanske tilstedeværelse i Afghanistan handlede meget om logistisk adgang og støtte til fredsprocessen. Efter Talibans magtovertagelse blev dagsordenen ændret. USA havde ikke længere tropper på jorden, men havde stadig behov for regional kapacitet til at overvåge og ramme grupper som Islamisk Stat Khorasan og al-Qaeda-relaterede netværk. ^[5]

Pakistan ønskede på sin side at genoprette en relation, der var blevet slidt ned af amerikanske beskyldninger om utilstrækkelig indsats mod terrorgrupper. Men Islamabad har samtidig været tydelig om prisen: mere respekt for pakistanske sikkerhedsinteresser, økonomisk støtte og mindre offentlig amerikansk mistænkeliggørelse.

Det grundproblem er ikke forsvundet. Amerikanske embedsmænd har længe ønsket mere håndfaste pakistanske skridt mod militante helligsteder og bedre koordinering om grænseoverskridende terrortrusler. Pakistan har igen og igen svaret, at landet selv betaler en høj pris i form af angreb, intern uro og økonomisk belastning.

Forbindelsen til Iran-krisen går gennem regionens magtbalance

Set fra Washington giver Islamabad-kanalen mening af tre grunde.

For det første kan Pakistan bruges som diplomatisk buffer i en situation, hvor direkte kontakt med Iran er politisk og militært risikabel. Pakistan deler grænse med Iran og har en åbenlys interesse i at undgå regional brandspredning. ^[6]

For det andet hænger Pakistan tæt sammen med Kina. Det gør landet relevant i et større strategisk spil, hvor USA både vil dæmpe en akut krise og undgå at skubbe endnu flere regionale aktører længere ind i Beijings bane.

For det tredje handler det om Afghanistan. Hvis samtalerne i Islamabad bryder sammen, risikerer USA at stå svagere i arbejdet mod transnationale terrorgrupper, samtidig med at Pakistan kan søge endnu tættere sikkerhedspolitisk støtte hos Kina og Golfstaterne. Hvis de derimod giver bare begrænsede fremskridt, kan Washington få et vigtigt kontaktpunkt i en region, hvor USA's direkte fodaftryk er blevet mindre.

Hvad der realistisk kan komme ud af mødet

Et større strategisk gennembrud virker mindre sandsynligt. Pakistan vil næppe binde sig tættere til en amerikansk linje mod Iran, hvis det bringer forholdet til Kina eller nabolandene i fare. Omvendt har USA heller ikke meget appetit på endnu en bred sikkerhedspakke uden klare modydelser.

Bundlinjen

Det nye her er ikke kun, at en amerikansk delegation rejser til Islamabad. Det vigtige er, hvad det siger om USA's position: Washington mangler direkte greb om udviklingen og må derfor arbejde gennem mellemled.

Efter vores tidligere dækning af Hormuz som verdens farligste trykpunkt peger Islamabad-sporet på næste fase i krisen. Ikke på havet, men i de diplomatiske bagkanaler, hvor USA forsøger at forhindre, at en energikrise bliver til en bredere regional sikkerhedskrise.