Rigsrevisionen kritiserer politiets sagshåndtering

Rigsrevisionens nye kritik rammer et af de mest følsomme punkter i retssystemet: Hvad sker der med sager om voldtægt, vold, stalking og menneskehandel, når de bliver lukket for tidligt, registreret forkert eller slet ikke efterforsket? ^[1]

Statsrevisorerne kalder praksissen skarp kritik. Rigsrevisionen kalder den meget utilfredsstillende. Det er usædvanligt hårde ord om politiets håndtering af personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og de peger på mere end rod i sagsgange. De peger på en risiko for, at gerningsmænd går fri, og at ofre mister både retssikkerhed og tillid til systemet. ^[1]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Kernen i kritikken

Sagen handler om det, der i debatten er blevet omtalt som "vask" af sager. Altså mistanken om, at sager bliver lukket eller parkeret, før den nødvendige efterforskning er gennemført, ofte for at lette pres på sagsbunker og måltal. ^[2]

Rigsrevisionen har identificeret cirka 5.900 sager om personfarlig kriminalitet og 7.100 sager om økonomisk kriminalitet, hvor politiet har oplyst de forurettede, at efterforskning var indledt, men hvor der ifølge revisionens vurdering ikke kan spores egentlige efterforskningsskridt. ^[1]

Det er et tungt fund. For hvis en sag formelt ser aktiv ud, men reelt står stille, får ofret et billede af fremdrift, som måske ikke findes.

Samtidig konkluderer Rigsrevisionen, at tusindvis af sager om personfarlig kriminalitet er blevet henlagt af politiet, selv om det i de tilfælde skulle have været anklagemyndigheden, der traf afgørelsen. Hertil kommer sager, der ifølge rapporten er lukket med misvisende begrundelser. ^[1]

Hvad "henlæggelse" og "undersøgelsessag" faktisk betyder

En henlæggelse er i praksis en beslutning om at stoppe sagen, fordi der for eksempel ikke vurderes at være tilstrækkeligt grundlag for at gå videre. Det er i sig selv en legitim del af straffesystemet. Ikke alle anmeldelser kan eller skal føre til tiltale.

Problemet opstår, hvis beslutningen træffes på et for tyndt grundlag, af den forkerte myndighed eller efter en registrering, der gør kravene mindre strenge.

Netop registrering er central i kritikken. Omkring 2.000 voldtægtssager er ifølge Rigsrevisionen oprettet som undersøgelsessager. Den kategori har færre krav til både efterforskningsskridt og tidsfrister. Rigspolitiets egne retningslinjer siger, at det kun må ske helt undtagelsesvist. ^[1]

Det betyder i praksis, at en sag kan havne i et spor med lavere intensitet, selv om forbrydelsens karakter tilsiger det modsatte.

Et system, der siger to forskellige ting

Det bemærkelsesværdige er, at statsadvokaterne så sent som i december konkluderede, at der ikke foregik systematisk eller usaglig henlæggelse af sager om økonomisk kriminalitet. I en særskilt tilsynsundersøgelse af personfarlige sager fandt de også, at langt de fleste afgørelser var materielt korrekte, og at 95,2 procent af de gennemgåede sager havde tilstrækkelig efterforskning. ^[3]

Rigsrevisionens billede er altså mørkere.

Noget af forskellen kan skyldes metode. Statsadvokaterne vurderede, om afgørelserne fagligt kunne forsvares. Rigsrevisionen har i højere grad set på registrering, proces, dokumentation og på, om der overhovedet kan findes spor af efterforskning i sagen. Det er ikke nødvendigvis direkte modstridende konklusioner, men de peger på et centralt problem: Et system kan godt levere juridisk holdbare afgørelser i mange enkeltsager og samtidig have en praksis, der er så svag, at væsentlige sager aldrig bliver ordentligt udviklet.

Der er også et vigtigt forbehold. Rigsrevisionen efterlyser ikke selv en fuldstændig fast definition af, hvad der tæller som et efterforskningsskridt, og det giver politiet et muligt modargument. Men det ændrer ikke ved, at revisionen har fundet et omfang, som er for stort til at bortforklare som enkeltsager eller registreringsteknik.

Konsekvensen for ofrene er større end statistik

Når sager om personfarlig kriminalitet lukkes for tidligt, er konsekvensen ikke kun, at opklaringsprocenten risikerer at falde. Det rammer ofre direkte.

Forskning fra Justitsministeriets Forskningskontor peger på, at straffesystemets legitimitet i høj grad hænger sammen med straffens vished og hastighed. Med andre ord: Borgernes tillid påvirkes ikke kun af straffens hårdhed, men af om systemet faktisk reagerer, og om det sker i tide. ^[4]

Hvis et offer får at vide, at en sag efterforskes, men sagen reelt ikke bevæger sig, undergraver det både retssikkerheden og oplevelsen af, at staten tager forbrydelsen alvorligt.

Det er også derfor, Statsrevisorerne bruger så skarpe formuleringer. Deres pointe er ikke kun administrativ. Den er samfundsmæssig: Når alvorlige voldsforbrydelser ikke håndteres ordentligt, skader det retsfølelsen og kan i værste fald give plads til ny kriminalitet.

Økonomisk kriminalitet viser, at problemet er bredere

Kritikken stopper ikke ved personfarlige sager. På området for økonomisk kriminalitet oplyser 13 procent af de ansatte, der arbejder med denne type sager, at de har undladt at oprette sager. ^[1]

Det er et opsigtsvækkende tal. Ikke fordi alle de sager nødvendigvis ville have ført til tiltale, men fordi problemet dermed flytter sig et skridt tilbage i kæden. Her handler det ikke kun om henlæggelse, men om sager, der muligvis aldrig bliver til egentlige sager.

Det peger på et kapacitetspres eller en kultur, hvor prioritering ikke kun afgør tempoet i efterforskningen, men også om sagen overhovedet kommer ind i systemet.

Blik fremad

Nu bliver det afgørende spørgsmål, om kritikken fører til mere end nye vejledninger og lokal egenkontrol.

Rigspolitiet har allerede varslet skærpet fokus på korrekt registrering, bedre vejledning af ofre, mere præcis brug af undersøgelsessager og på, at afgørelser træffes af de rette personer. Det er nødvendigt, men næppe tilstrækkeligt, hvis problemet også handler om arbejdspres, ledelseskrav og incitamenter i kredsene. ^[5]

Bundlinjen er enkel: Henlæggelse er en legitim del af retssystemet. "Vask" af sager er det ikke. Hvis grænsen mellem de to i praksis er blevet for uklar, er det ikke bare et internt styringsproblem i politiet. Det er et retssikkerhedsproblem for hele samfundet.

Rigsrevisionen kritiserer politiets praksis med henlæggelser af sager