Rød regering er stadig mest sandsynlig efter Løkke

Mette Frederiksens plan om at føre regeringsdannelsen mod en ny midterløsning blev ramt hårdt, da Lars Løkke Rasmussen trak Moderaternes støtte og i praksis tvang processen ind i et nyt spor.^[1] Men selv efter Løkkes markante indgreb er det stadig den røde vej, der ligner den mest realistiske ende på forløbet.^[2]

Det afgørende er ikke, at Løkke har skabt uro. Det har han.^[3] Det afgørende er, at hans manøvre ikke automatisk har skabt et bedre alternativ.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Løkkes træk ændrede processen, ikke regnestykket

Det konkrete nye i forløbet er, at Venstres formand Troels Lund Poulsen nu er sendt af sted som kongelig undersøger med et snævert mandat: Han skal afsøge en regering uden Socialdemokratiet og uden Moderaterne.^[1] Det skete efter seks ugers forhandlinger under Mette Frederiksen, hvor et centrum venstre spor ikke blev forløst.

Løkkes såkaldte håndgranat lå i praksis i to ting på én gang. Han trak støtten til Mette Frederiksens sonderinger, og han accepterede samtidig en proces under Troels Lund, som han selv tydeligvis ikke har stor tro på.^[4] Det var et magtgreb forklædt som procedure.

Formålet var ret klart. Løkke ville stoppe en løsning, hvor Socialdemokratiet kunne bygge videre uden at betale en høj pris til Moderaterne. Samtidig ville han teste, om blå blok kunne bevise, at den faktisk kan samle noget holdbart. Hvis ikke, kunne han senere vende tilbage og sige: Jeg sagde jo, at midten var eneste realistiske vej.

Relateret artikel:

Løkke presser på for en bred regering i midten

Derfor er en rød regering stadig mest sandsynlig

Det kan lyde paradoksalt, når Mette Frederiksens forhandlingsspor netop er brudt sammen. Men sandsynlighed handler ikke om, hvem der vandt den seneste runde i forhandlingslokalet. Det handler om, hvilke løsninger der faktisk kan overleve mødet med Folketinget.^[2]

Troels Lund står med en opgave, som er politisk tungere end den ser ud. Han skal forsøge at samle partier, der er langt fra hinanden på både økonomi, reformtempo og strategisk retning. Blå blok er ikke bare numerisk presset. Den er også substantielt splittet.

Venstre og Liberal Alliance kan mødes om skat og arbejdsudbud. Men det er straks sværere, når spørgsmålet bliver pension, velfærd, klima eller forholdet til de partier, der skal levere de sidste afgørende mandater. Dansk Folkeparti, Konservative og eventuelle løsgængere trækker ikke nødvendigvis i samme retning, og Moderaterne står udenfor den model, som Troels Lund formelt skal undersøge.

Det betyder, at den borgerlige vej hurtigt kan blive en øvelse i at bevise mulighed snarere end i at bygge stabilitet.

Rød magt kan komme tilbage i en smallere og dyrere form

Hvis den blå sondering bryder sammen, peger meget på, at Socialdemokratiet igen står med det mindst dårlige udgangspunkt. Ikke fordi Mette Frederiksen har fået sin oprindelige plan igennem, men fordi de andre spor stadig ser svagere ud.

Det mest sandsynlige røde udfald er ikke nødvendigvis en stor og elegant konstruktion. Tværtimod. Det kan ende i en smallere regering eller en socialdemokratisk ledet løsning, der bliver mere afhængig af skiftende støtte fra SF, Radikale og andre mindre partier.

Det er her, Løkkes indgreb faktisk kan få varige konsekvenser. Selv hvis Mette Frederiksen ender med at beholde magten, bliver prisen højere. Hun vil stå svagere i forhandlingerne, og støttepartierne vil vide, at hendes alternativer er færre end før.^[5]

Budgetterne bliver første stresstest

En rød regering, især en smal en af slagsen, vil hurtigt blive målt på budgetforhandlingerne. Erfaringen fra andre nordiske mindretalsforløb er, at den type regeringer kan overleve længe, men kun hvis forventningerne med støttepartierne bliver afklaret tidligt og præcist.^[6]

For dansk politik vil det betyde hårdere forhandlinger om prioriteringer. SF vil presse på for mere velfærd og social profil. Radikale vil kræve økonomisk ansvarlighed, reformer og et mere midtersøgende spor. Andre partier vil forsøge at sælge deres støtte dyrt fra sag til sag.

Dermed bliver budgettet mindre et teknisk finanslovsarbejde og mere en løbende test af, om regeringen har et reelt parlamentarisk fundament eller bare et midlertidigt pusterum.

Løkke har muligvis ødelagt planen, men ikke udpeget en ny vinder

Det er den vigtigste pointe i hele forløbet.

Lars Løkke Rasmussen har vist, at han stadig kan forstyrre et spil, som andre troede, de havde kontrol over. Han har blokeret Mette Frederiksens foretrukne vej og tvunget Christiansborg til at afsøge et nyt spor. Det er i sig selv en magtdemonstration.

Men en håndgranat er ikke det samme som en færdig bro.

Hans manøvre har gjort det sværere for Mette Frederiksen at få den regering, hun helst ville have. Den har ikke gjort det væsentligt lettere for Troels Lund Poulsen at skabe en mere holdbar løsning. Og netop derfor er en rød regering fortsat det mest sandsynlige udfald, bare i en mere skrøbelig udgave end før.

Blik fremad

De næste dage bliver afgørende for, om Troels Lund Poulsen kan omsætte sit mandat til noget mere end en mellemstation. Hvis ikke, vil presset for endnu en kongerunde stige hurtigt.

Så vil Løkkes træk stå tilbage som det, det i virkeligheden var: ikke en løsning, men en bevidst sprængning af den eksisterende plan.

Og i dansk politik er det ofte nok til at ændre magtbalancen. Det er bare ikke altid nok til at ændre, hvem der ender med magten.

Løkke presser for bred midterregering, men rødt flertal fortsat mest sandsynligt

Rød regering er stadig mest sandsynlig

Løkkes træk ændrede processen, ikke regnestykket

Derfor er en rød regering stadig mest sandsynlig

Rød magt kan komme tilbage i en smallere og dyrere form

Budgetterne bliver første stresstest

Løkke har muligvis ødelagt planen, men ikke udpeget en ny vinder

Blik fremad

Nævnte personer

Emner

Snak om artiklen med andre

Læserens bedømmelse af artiklen