Statsrevisorer kritiserer svinekontrol hårdt

Statsrevisorerne har igen fundet alvorlige huller i statens kontrol med landbruget. Denne gang rammer den næsthårdeste kritik Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Ministeriet for Grøn Trepart for tilsynet med dyrevelfærd i svineproduktionen. ^[1]

Kernen i kritikken er enkel: Kontrollen er skruet sådan sammen, at dårlig dyrevelfærd risikerer ikke at blive opdaget eller stoppet.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En kontrol, der rammer ved siden af

Ifølge beretningen er det ikke systematisk de svinebedrifter med størst risiko, der bliver udtaget til kontrol. Samtidig er der problemer med måden, kontrollen gennemføres på, og med den måde myndighederne reagerer, når de finder overtrædelser. ^[2]

Det er alvorligt i en sektor, hvor de strukturelle velfærdsproblemer længe har været kendt. Smågrisedødeligheden er steget markant over de seneste årtier. Hvor omkring 17 procent af pattegrisene døde kort efter fødsel i begyndelsen af 1990'erne, ligger andelen nu omkring 25 procent. Og selv om rutinemæssig halekupering har været forbudt i EU siden 1993, får omkring 95 procent af danske grise stadig klippet halen. ^[3]

Statsrevisorernes pointe er ikke kun, at problemerne findes. Den er, at statens kontrol ikke er stærk nok til at fange dem konsekvent.

CVR-smuthullet lever videre

Et af de mest belastende punkter i beretningen handler om kunstig opsplitning af bedrifter. Hvis en producent tidligere er blevet sanktioneret for dårlig dyrevelfærd, kan dele af produktionen i praksis flyttes over i et andet CVR-nummer. Det kan svække myndighedernes mulighed for at udløse skærpede sanktioner ved gentagne overtrædelser.

Samtidig kan det åbne for, at der søges EU-støtte via et nyt nummer.

Det er ikke en ny problemstilling. Statsrevisorerne kritiserede allerede i 2021 kontrollen med EU-midler til landbruget og pegede dengang på, at myndighederne i årevis havde kendt til sårbarheder i tilsynet uden at rette dem. Den nye sag viser, at den samme type svaghed stadig præger kontrollen, nu med direkte betydning for dyrevelfærden. ^[4]

En stikprøve i den nye undersøgelse viste, at 21 ud af 100 producenter modtog landbrugsstøtte fra et andet nummer end det, som grisebesætningen var registreret på. Det er præcis den slags administrative tågebanker, der gør målrettet kontrol vanskelig. ^[5]

Milde sanktioner og sjældne genbesøg

Kritikken rammer også Fødevareministeriets område mere direkte. Myndighederne mangler ifølge beretningen klare kriterier for, hvornår regler anses for overholdt, og de bruger for ofte de mildeste reaktioner.

I 31 procent af tilfældene blev producenten vejledt i stedet for sanktioneret. I 65 procent af sagerne, hvor dyrevelfærdsloven faktisk var overtrådt, endte det med den mildeste sanktion.

Det undergraver et system, der på papiret skulle blive hårdere ved gentagelser. Sanktioner skal skærpes, hvis en ny overtrædelse sker inden for to år. Men når den samme besætning typisk ikke bliver kontrolleret igen inden for tre år, falder logikken sammen. Reglen findes, men kontrollen er ikke indrettet til at bruge den. ^[6]

To myndigheder, samme stald

Statsrevisorerne peger også på et mere grundlæggende designproblem: Kontrollen er delt mellem flere myndigheder under to forskellige ministerier. To ud af tre griseproducenter kan derfor blive mødt af både dyrevelfærdskontrol og støtte- eller arealkontrol uden, at indsatsen nødvendigvis hænger sammen.

Det skaber dobbeltarbejde for staten og gør det samtidig lettere for alvorlige problemer at falde mellem to systemer.

Anbefalingen er derfor lige så praktisk, som den er politisk følsom: Ministerierne bør undersøge, om kontrollen kan samles eller i det mindste koordineres langt bedre. Når samme bedrift vurderes fra to forskellige administrative spor, uden fælles risikostyring, bliver resultatet ofte mere bureaukrati, ikke bedre håndhævelse.

Statsrevisorernes rolle, og hvorfor kritikken vejer tungt

Statsrevisorerne er Folketingets kontrolorgan over for statens forvaltning og økonomi. De fører ikke selv tilsyn ude i staldene, men de vurderer, om ministerier og styrelser udfører deres opgaver lovligt, effektivt og hensigtsmæssigt på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelser. ^[7]

Derfor betyder en "skarp kritik" mere end en politisk markering. Det er et formelt tegn på, at Folketingets eget kontrolsystem vurderer, at forvaltningen svigter på et væsentligt område.

Og der tegner sig et mønster. De senere år har Statsrevisorerne kritiseret landbrugsforvaltningen for utilstrækkelig kontrol med EU-midler, for svag kontrol med kvælstofudledning og nu for et dyrevelfærdstilsyn, der ikke er robust nok. På tværs af sagerne går det samme tema igen: Staten mangler sammenhængende kontrol, præcise data og konsekvent opfølgning. ^[8]

Blik fremad

De ansvarlige ministre har nu fire måneder til at svare. Det bliver den første test på, om kritikken fører til mere end endnu en beretning i rækken.

Sagen er politisk sprængfarlig, fordi den samler tre følsomme spor i én historie: dyrevelfærd, landbrugsstøtte og statslig kontrol, der ikke virker, som den skal. Hvis ministeriernes svar ender i mindre justeringer og nye arbejdsgrupper, vil kritikken sandsynligvis vokse. For problemet, Statsrevisorerne har peget på, er ikke en enkelt fejl i et tilsynsskema. Det er et system, der for ofte ser for sent og reagerer for blødt.

Statsrevisorerne kritiserer to ministerier for svineproduktionens tilsyn