VM i Kina og Indien uden tv-aftale

Millioner af fodboldfans i Kina og Indien ved stadig ikke, hvor de skal se VM i 2026. Det er bemærkelsesværdigt sent i processen, og det peger på en hård konflikt mellem Fifa's prisforventninger og de kommercielle realiteter i to af verdens vigtigste mediemarkeder. ^[1]

Fifa har ifølge egne oplysninger indgået aftaler i omkring 180 territorier. Men netop Kina og Indien, som tilsammen repræsenterer omtrent en tredjedel af verdens befolkning, mangler fortsat en offentliggjort aftale få uger før turneringen går i gang i USA, Canada og Mexico. ^[2]

En usædvanlig sen forhandling

Normalt er tv-rettigheder til en slutrunde af den størrelse afgjort lang tid i forvejen. For tidligere VM-slutrunder blev aftaler i store markeder typisk landet måneder eller år før første kamp. I Kina blev rettighederne til både VM 2018 og 2022 eksempelvis sikret i en samlet aftale allerede i 2017. ^[3]

Denne gang er billedet et andet. Fifa siger, at forhandlingerne i både Kina og Indien fortsætter, og at de er fortrolige. Det siger i praksis to ting: at der stadig er afstand mellem parterne, og at ingen endnu er klar til at blinke offentligt. ^[4]

CCTV-hovedkvarteret i Beijing, Kina

Maps

Kina: stor digital appetit, mindre tvivlsom betalingsevne

Det er ikke svært at se, hvorfor den kinesiske side presser imod. Landsholdet er ikke kvalificeret, og kampene i Nordamerika vil ofte blive spillet om natten eller tidligt om morgenen kinesisk tid. Det svækker værdien af de dyreste annoncer og den brede prime time-eksponering, som klassisk tv lever af.

Samtidig er Kina alt for vigtigt til bare at blive afskrevet. Under VM i 2022 stod Kina for 49,8 procent af alle globale visningstimer på digitale og sociale platforme, ifølge Fifa-tal gengivet i internationale medier. Det gør markedet enormt interessant, men det ændrer ikke ved, at digital interesse ikke automatisk omsættes til den pris, Fifa ønsker for en samlet rettighedspakke. ^[6]

Det egentlige slagsmål: lineært tv mod digital distribution

Tallene fra 2022 peger på, at Fifa i højere grad forsøger at sælge fremtidige rettigheder ud fra digitalt potentiale, ikke kun klassiske seertal. Det kan give mening strategisk, men det skaber også en åbenlys spænding: Broadcastere og platforme i Kina vil betale for den reelle indtjening, de forventer her og nu, ikke for Fifa's langsigtede fortælling om vækst.

Det øger sandsynligheden for, at en eventuel aftale ender som en hybrid mellem traditionel tv-dækning og stærkere streamingrettigheder, hvis reguleringen og de kommercielle vilkår tillader det.

Indien: priskløften er blevet synlig

Det fortæller noget vigtigt om markedet. Indien er enormt, men det er også et sted, hvor sportens værdi er stærkt skævvredet af cricket. VM i fodbold er attraktivt, men ikke nødvendigvis attraktivt nok til at udløse den type premiumpriser, som Fifa håber på.

For indiske platforme er regnestykket enkelt: Hvis abonnementsvækst, annoncepriser og sponsorintegrationer ikke kan forsvare beløbet, så venter man. Fifa gør det modsatte og forsøger at beskytte den globale prisdisciplin. Resultatet er et klassisk dødvande. ^[7]

Hvad fans og annoncører risikerer

Blik fremad

Det mest sandsynlige udfald er stadig, at der kommer aftaler i både Kina og Indien. Spørgsmålet er ikke kun om der bliver en aftale, men på hvilke vilkår. Hvis Fifa må sænke prisen yderligere eller acceptere mere fleksible pakker med digitalt fokus, kan det få betydning langt ud over dette VM. Det vil være et tegn på, at selv verdens stærkeste sportsrettigheder ikke kan prissættes ens på tværs af markeder.

For fans er konklusionen mere jordnær: VM plejer at være en sikker del af den globale mediekalender. I år er det ikke tilfældet i to nøglelande. Det er i sig selv en historie om, hvordan sport, streaming og global forhandling er blevet langt mere kompliceret end selve spillet på banen.