64-holdsmodellen er et turneringsformat, hvor 64 hold er med i samme konkurrence. Modellen bruges især i sport og e-sport, når arrangører vil samle mange deltagere i en overskuelig struktur. Formatet kan være bygget op som ren knockout, hvor et nederlag sender et hold ud, eller som en kombination af
gruppespil og slutspil.
Sådan fungerer modellen
I sin enkleste form består en 64-holdsmodel af en knockoutturnering. Her mødes holdene i første runde, hvorefter 32 går videre, så 16, 8, 4 og til sidst 2 i finalen. Det gør formatet let at forstå for både deltagere, publikum og medier. Hver kamp får stor betydning, fordi ét resultat kan afgøre hele turneringsforløbet.
I nogle turneringer bruger man i stedet 64 hold i flere faser. Holdene kan for eksempel først blive fordelt i puljer, hvor de spiller flere kampe, før de bedste går videre til et slutspil. Det giver ofte en mere retfærdig turnering, fordi et enkelt dårligt resultat ikke nødvendigvis betyder øjeblikkelig
exit.
Fordele og udfordringer
En 64-holdsmodel gør det muligt at inkludere mange deltagere fra forskellige regioner eller kvalifikationsturneringer. Det kan styrke interessen omkring en begivenhed og skabe plads til overraskelser, hvor mindre favoritter slår stærkere modstandere. Samtidig stiller modellen store krav til
planlægning,
logistik og kampafvikling, især hvis alle hold skal have rimelige hvileperioder og ensartede forhold.
Formatet er også vigtigt i dækningen af sport og turneringer, fordi det påvirker alt fra lodtrækning og seedning til sandsynligheden for sensationer. Når medier omtaler en 64-holdsmodel, handler det derfor ikke kun om antallet af deltagere, men også om hvordan konkurrencen er skruet sammen, og hvem der får de bedste muligheder for at nå langt. Det gør begrebet relevant i aktuelle nyheder om store mesterskaber, reformer af turneringsstrukturer og debat om fairness i sport.