Afskærmning er fysisk beskyttelse, der mindsker udsættelsen for stråling. Det sker ved at placere et materiale mellem strålingskilden og mennesker, udstyr eller omgivelser, så strålingen bliver svækket eller helt stoppet. Begrebet bruges især om ioniserende stråling, som røntgen, gamma- og beta-stråling, men kan også anvendes bredere om beskyttelse mod andre typer stråling.
Hvordan afskærmning virker
Effekten afhænger af både strålingstypen og materialet. Nogle materialer er gode til at bremse bestemte former for stråling, mens andre er mindre egnede. Bly og beton bruges ofte mod kraftig ioniserende stråling, fordi tætte materialer bedre kan absorbere energi. I sundhedsvæsenet kan man for eksempel bruge blyforklæder, afskærmede vægge og særlige glasruder i rum med røntgenudstyr.
Afskærmning er kun én del af strålebeskyttelse. Man arbejder typisk også med afstand til kilden og kortere eksponeringstid. Jo længere væk man er fra strålingen, og jo kortere tid man er udsat, desto lavere bliver den samlede dosis. Derfor planlægges arbejde med strålingskilder ofte meget nøje.