Andet Vatikankoncil, ofte kaldet Vatican II, var et stort kirkemøde i den romersk-katolske kirke fra 1962 til 1965. Koncilet samlede biskopper fra hele verden og blev indkaldt af pave Johannes XXIII. Formålet var ikke at ændre kirkens grundlæggende tro, men at forny kirkens liv og gøre dens budskab mere forståeligt i en moderne verden.
Hvad ændrede koncilet?
Koncilet er især kendt for at have sat gang i en omfattende modernisering af katolsk praksis. Det gjaldt blandt andet liturgien, altså kirkens gudstjenester, som mange steder begyndte at blive fejret på nationale sprog i stedet for latin. Det gjorde messen mere tilgængelig for almindelige troende.
Derudover lagde koncilet større vægt på lægfolkets rolle i kirken, altså de troende, som ikke er præster eller munke. Det understregede også, at kirken skulle gå i dialog med det moderne samfund, andre kristne kirker og andre religioner. Dokumenter fra koncilet behandlede emner som religionsfrihed, kirkens natur og forholdet mellem tro og samtid.
Hvorfor var det historisk vigtigt?
Andet Vatikankoncil regnes som et vendepunkt i nyere kirkehistorie, fordi det ændrede måden, kirken talte om sig selv og sin plads i verden på. I stedet for primært at fremhæve afstand til omverdenen søgte koncilet i højere grad åbenhed, samtale og fornyelse.
Det kan ses i praksis i alt fra gudstjenesters form til katolske skolers, menigheders og biskoppers arbejde med sociale spørgsmål, menneskerettigheder og samarbejde på tværs af trosretninger. Samtidig er koncilet stadig genstand for debat, fordi nogle mener, at reformerne gik for langt, mens andre ønsker, at dets ånd skal føres endnu videre.
Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi diskussioner om pavens linje, kirkens reformer, forholdet til andre religioner og katolicismens rolle i samfundet ofte knytter sig direkte til arven fra Andet Vatikankoncil.