Artikel 7-proceduren er en særlig mekanisme i EU, der kan bruges, hvis et medlemsland mistænkes for alvorligt at tilsidesætte unionens grundlæggende værdier. Det gælder blandt andet demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for mindretal. Proceduren er forankret i EU-traktaten og bliver ofte omtalt som EU's mest vidtgående politiske værktøj over for medlemslande, der bevæger sig væk fra fælles spilleregler.
Hvad går proceduren ud på?
Artikel 7 har både en forebyggende og en sanktionerende del. Først kan EU konstatere, at der er en klar risiko for et alvorligt brud på EU's værdier. Det åbner for dialog, høringer og politisk pres på det pågældende land. Hvis situationen forværres, kan EU i næste fase fastslå, at der er tale om et alvorligt og vedvarende brud.
I sidste ende kan proceduren føre til sanktioner, herunder suspension af visse rettigheder i EU-samarbejdet. Det mest omtalte eksempel er, at et land kan miste sin stemmeret i Rådet. Det er dog meget svært at nå så langt, fordi det kræver meget bred opbakning blandt de øvrige medlemslande, i praksis næsten enstemmighed på det mest alvorlige trin.
Hvornår bliver den brugt?
Proceduren er især blevet kendt i sager om domstolenes uafhængighed, magtens deling og politisk kontrol med centrale institutioner. Debatten har blandt andet handlet om udviklingen i Polen og Ungarn, hvor EU-institutionerne har vurderet, at ændringer i retssystem og statsapparat kunne true retsstaten.
Artikel 7-proceduren er ikke det samme som en almindelig traktatbrudssag om konkrete EU-regler. Den handler bredere om, hvorvidt et medlemsland respekterer de værdier, som hele samarbejdet bygger på. Derfor er den vigtig i aktuelle nyheder, fordi den viser, hvordan EU forsøger at beskytte demokratiske normer internt, ikke kun lave fælles lovgivning.