Everest-model er betegnelsen for den traditionelle måde at organisere bestigninger af Mount Everest på, især fra den nepalesiske sydside. Modellen bygger på, at et specialiseret nepalesisk hold, ofte sherpaer og andre højtuddannede bjergfolk, forbereder ruten for resten af ekspeditionen. Det sker ved at etablere lejre, transportere udstyr, sætte faste reb op og lægge stiger over farlige sprækker i isen.
Hvordan modellen fungerer
I praksis betyder Everest-model, at mange kommercielle ekspeditioner følger den samme grundstruktur. Før klatresæsonen gør et såkaldt isfaldshold ruten farbar gennem Khumbu Icefall, som er et af de mest risikable områder på vejen mod toppen. Herefter kan guider og betalende klatrere bevæge sig mellem lejrpladserne med støtte fra den
infrastruktur, der allerede er opbygget.
Modellen gør det muligt for flere mennesker at forsøge toppen, også klatrere som ikke selv kan etablere en fuld ekspedition fra bunden. Samtidig er den afhængig af stor logistisk
koordinering,
lokalkendskab og fysisk arbejde under ekstreme forhold. Derfor er sherpaernes rolle helt central, både som ruteåbnere, bærere og guider.
Fordele, kritik og betydning
Tilhængere peger på, at Everest-model har gjort verdens højeste bjerg mere tilgængeligt og har skabt indtægter for lokalsamfund, guider og rejsearrangører i Nepal. Kritikere fremhæver derimod, at modellen kan føre til trængsel på ruten, øget risiko i snævre vejrvinduer og en skæv fordeling af faren, fordi det lokale personale ofte udfører det mest udsatte arbejde.
Begrebet bruges derfor ikke kun om en bjergteknisk opsætning, men også om en bestemt måde at organisere højrisikoekspeditioner på. I den aktuelle nyhedsdækning er det vigtigt, fordi debatter om sikkerhed, turisme, arbejdsvilkår og
klimaændringer på Everest ofte handler om netop denne model.