En terms-first-model er en forhandlingsmodel, hvor parterne først forsøger at afklare betingelser, krav og procedurer, før de mødes direkte på politisk topniveau. Tanken er, at selve kontakten først giver mening, når der er en vis enighed om rammerne for samtalen. Modellen bruges især i diplomati og konfliktfyldte politiske processer, hvor tilliden er lav, og hvor uenighed om spillereglerne i sig selv kan blokere for fremskridt.
Hvad modellen går ud på
I en terms-first-model kommer indholdet i forberedelserne før den symbolske eller politiske kontakt. Det kan handle om at fastlægge, hvilke emner der skal drøftes, hvem der deltager, hvilke krav der skal opfyldes på forhånd, og hvordan en aftale eventuelt skal kontrolleres bagefter. Tilhængere ser modellen som en måde at undgå tomme møder uden resultater. Hvis parterne på forhånd ved, hvad der skal ske, kan risikoen for misforståelser og politisk iscenesættelse blive mindre.
Kritikere mener dog, at modellen kan gøre forhandlinger stive. Hvis kravene bliver for omfattende eller ufravigelige, kan den direkte kontakt aldrig komme i gang. I nogle situationer kan selve mødet mellem ledere eller ministre være nødvendigt for at skabe den tillid, der skal til for at løse de mere tekniske spørgsmål.
Hvornår bruges den
Modellen ses ofte i internationale forhandlinger om sikkerhed, våbenhvile, handel eller diplomatiske relationer. Et land kan for eksempel kræve, at modparten først accepterer bestemte principper, før et topmøde bliver aktuelt. På den måde bliver forhandlingernes vilkår en del af den politiske kamp.
Hvorfor det er vigtigt
Begrebet er vigtigt, fordi det hjælper med at forklare, hvorfor diplomatiske processer nogle gange går langsomt, selv når alle siger, at de ønsker dialog. I nyhedsdækning og aktuelle politiske konflikter kan en terms-first-model være nøglen til at forstå, hvorfor parter taler om forhandlinger, men stadig ikke mødes direkte.