Cuba advarer om blodbad ved et amerikansk angreb

Cubas præsident Miguel Díaz-Canel advarer nu om, at et amerikansk angreb vil føre til et blodbad. Udtalelsen kommer ikke ud af ingenting. Den falder midt i en ny og tydelig optrapning mellem Washington og Havana, hvor retorik, sanktioner og juridisk pres igen er begyndt at ligne noget mere farligt end blot endnu en diplomatisk strid. ^[1]

Havanna, Cuba – hovedstaden og centrum for den cubanske ledelse i forhold til USA i nyhedsartiklen

Det nye i forhold til vores tidligere dækning er derfor ikke kun ordene fra Havana. Det er, at den cubanske ledelse åbent kobler den aktuelle amerikanske kurs sammen med risikoen for egentlig voldelig konfrontation.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En gammel konflikt i ny form

USA og Cuba har levet i skyggen af hinanden i mere end seks årtier. Siden revolutionen, embargoen og bruddet mellem de to lande har forholdet bevæget sig i bølger mellem afskrækkelse, pres og kortvarige forsøg på normalisering. ^[2]

Den historiske reference, som stadig vejer tungest i Havana, er Cubakrisen i 1962. Dengang bragte opdagelsen af sovjetiske missiler på Cuba verden faretruende tæt på atomkrig. For cubanske ledere er den episode ikke bare historie, men et varsel om, hvor hurtigt konfrontation med USA kan løbe ud af kontrol. ^[3]

Guantánamo-basen, østlige Cuba – den amerikanske militærbase nævnt i artiklen

Det er også derfor, formuleringer om et muligt amerikansk angreb rammer så hårdt. I cubansk politisk tænkning er truslen om amerikansk magtanvendelse aldrig kun hypotetisk. Den er en del af statens grundfortælling, fra Svinebugtsinvasionen til årtiers embargo og fortsat amerikansk tilstedeværelse på Guantánamo-basen i det østlige Cuba. ^[4]

Hvorfor Havana taler om blodbad

Når Díaz-Canel bruger et så voldsomt ord, handler det både om militær realitet og politisk signal. Cuba er i dag økonomisk svækket, energisystemet er i krise, og befolkningen lever allerede med omfattende strømafbrydelser, varemangel og pres på sundhedsvæsenet. Et angreb, selv begrænset, ville ramme et samfund, hvor de civile beredskaber i forvejen er tyndslidte. ^[5]

Konsekvenserne ville sandsynligvis række langt ud over militære mål. Et sammenbrud i el, vand, hospitaler og transport ville hurtigt kunne udvikle sig til en humanitær krise. I et land, hvor store dele af infrastrukturen allerede kører på nødberedskab, er afstanden fra chok til systemsvigt kort.

Samtidig ville en væbnet konfrontation næsten sikkert udløse nye migrationsbølger over Floridastrædet. Det er et gammelt mønster i forholdet mellem USA og Cuba: Når presset stiger kraftigt på øen, følger risikoen for, at flere forsøger at flygte. En militær eskalation ville gøre det scenarie akut, ikke teoretisk.

Mønstret er velkendt, presset skifter form

For få år siden så forholdet anderledes ud. Barack Obama genoptog diplomatiske relationer med Cuba i 2015, lempede visse restriktioner og besøgte Havana i 2016 i det mest markante forsøg på tilnærmelse i årtier. ^[6]

Siden er udviklingen gået den modsatte vej. Først blev kursen strammet igen under Trump. Nu er presset blevet bredere og mere sammensat: økonomiske sanktioner, pres på brændstofleverancer, skarp retorik og mulig retsforfølgelse af gamle cubanske magtfigurer.

Netop den kombination er vigtig. Havana læser ikke de enkelte tiltag isoleret. Set fra Cuba ligner de en samlet strategi for regimepres. Det gælder også den mulige amerikanske sag mod Raúl Castro, som vi tidligere har beskrevet. Den sag er juridisk særskilt, men politisk passer den ind i samme billede: USA bruger både økonomiske, symbolske og juridiske redskaber til at skrue op for presset.

Ikke kun retorik fra begge sider

Det betyder ikke, at et amerikansk angreb fremstår nært forestående. Der er et stort spring fra hård retorik til militær handling, og USA ved udmærket, at en væbnet operation mod Cuba ville være risikabel politisk, regionalt og humanitært.

Men historien mellem de to lande viser også, at retorik kan have selvstændig effekt. Trusler, magtdemonstrationer og signalpolitik har gennem årtier været med til at forme cubansk sikkerhedstænkning, styrke regimets belejringsfortælling og skubbe landet længere væk fra afspænding.

Hvad Latinamerika vil se

Et amerikansk angreb på Cuba ville næppe blive opfattet som en isoleret bilateral handling. I store dele af Latinamerika ville det straks blive læst ind i en længere historie om amerikansk intervention i regionen.

Det er en afgørende del af den større kontekst. Mange latinamerikanske regeringer, også dem der ikke sympatiserer med Cubas politiske system, er traditionelt stærkt skeptiske over for direkte amerikansk indgriben. En militær aktion ville derfor kunne udløse en bred diplomatisk reaktion og forny kritik i regionale fora.

Også internationalt ville presset komme hurtigt. FN-systemet og en række regeringer ville med stor sandsynlighed fokusere på civile konsekvenser, proportionalitet og risikoen for regional destabilisering. Cuba står allerede i en situation, hvor energikrisen truer basal samfundsdrift. Det gør enhver tale om militær eskalation endnu mere eksplosiv. ^[7]

Det hårde alternativ til diplomati

Hvis man ser nøgternt på mønstret siden den kolde krig, er konklusionen enkel: perioder med kontakt og diplomati har sænket spændingerne, mens perioder med maksimal prespolitik har forværret konfrontationen uden at løse den grundlæggende konflikt.

Embargo, sanktioner og isolation har påført Cuba store omkostninger, men de har ikke fremtvunget et politisk sammenbrud. Tværtimod har de ofte givet den cubanske ledelse mulighed for at forklare indenlandsk krise med ydre fjendtlighed. Det gør ikke Havanas eget ansvar mindre, men det forklarer, hvorfor presset sjældent giver den effekt, Washington offentligt hævder at ville opnå.

Derfor er det også værd at læse Díaz-Canels udtalelse som mere end alarmisme. Den er et forsøg på at sætte en rød linje og samtidig internationalisere konflikten: Hvis USA fortsætter optrapningen, vil Cuba have omverdenen til at se Washington som den farlige part.

Blik fremad

Det mest sandsynlige scenarie er fortsat ikke invasion, men fortsat optrapning under tærsklen for krig: flere sanktioner, mere juridisk og politisk pres og stadig skarpere ord fra begge hovedstæder.

Problemet er, at selv uden bomber kan konsekvenserne blive alvorlige. Cuba er i forvejen så svækket af energikrise, økonomisk kollaps og socialt pres, at hver ny runde i konflikten får større effekt end før.

Når Cubas præsident taler om blodbad, er det derfor både trusselssprog og diagnose. Ikke nødvendigvis af det, der sker i morgen, men af hvor farligt forholdet mellem USA og Cuba igen er blevet.

Cuba advarer: Amerikanske angreb kan udløse blodbad i regionen

Cuba advarer: USA angreb kan udløse blodbad

USA vil rejse sag mod Raúl Castro om flydrab