EU vil give tilskud til varmepumper i hele unionen

Det nye i Kommissionens udspil er ikke kun, at der skal gives hjælp til husholdninger. Det er, at Bruxelles åbent kobler akut krisehåndtering sammen med en mere langsigtet plan om at elektrificere Europa hurtigere.

Placering af EU-Kommissionens hovedkvarter i Bruxelles, som er centrum for forslaget om tilskud til grønne tiltag

Maps

Hvad AccelerateEU faktisk går ud på

Ifølge Kommissionens præsentation onsdag er målet at give både borgere og virksomheder hurtigere adgang til støtte, hvis de vil erstatte fossil opvarmning og reducere deres elregning. Varmepumper og solceller står centralt, men logikken er bredere: mindre gas og olie i bygninger, mere lokal elproduktion og lavere sårbarhed over for eksterne chok. ^[2]

Pengene er stadig det åbne spørgsmål

Det mest uklare punkt er finansieringen. Kommissionen har lagt den politiske retning frem, men ikke et fuldt selvstændigt EU-budget med én stor ny pulje, som automatisk udbetales fra Bruxelles.

Det passer med den måde EU normalt arbejder på. Budgettet for 2021 til 2027 er allerede fastlagt i den flerårige finansielle ramme, og i praksis bliver mange energi og klimamidler administreret sammen med medlemslandene. Mere end halvdelen af EU-budgettet forvaltes i forvejen i fællesskab med landene selv. ^[4]

Placering af Danmarks hovedstad København i forhold til Danmarks rolle i forslaget om grønne tiltag og energiinvesteringer

Maps

Det betyder i klartekst, at regningen næppe havner ét sted. EU kan omprioritere, lempe statsstøtteregler, åbne for eksisterende fonde og sætte politisk pres bag nationale ordninger. Men medlemslandene skal sandsynligvis selv bære en væsentlig del af de direkte tilskud, mens husholdninger og virksomheder fortsat selv skal betale en stor del af investeringen.

For boligejeren ændrer det ikke ved det grundlæggende regnestykke: Et tilskud kan gøre springet mindre dyrt, men det fjerner ikke behovet for egenfinansiering, lån eller opsparing.

Danmark er allerede foran, men ikke nødvendigvis bedre dækket

Her adskiller Danmark sig ikke ved selve idéen, men ved timingen. Danske boligejere har i flere år kunnet søge støtte til at skifte olie eller gas ud med varmepumper gennem nationale ordninger.

På den måde ligner EU-forslaget en europæisering af noget, Danmark allerede har testet politisk. Men det betyder ikke, at alt er på plads herhjemme. Danske ordninger har været præget af puljer, ansøgningsfrister og perioder med stor efterspørgsel, hvor ikke alle kom igennem. Samtidig er omkostningen ved selve installationen fortsat høj for mange husholdninger, selv med støtte.

Kan det presse priserne ned?

På kort sigt er svaret kun delvist. Flere varmepumper og mere sol på tagene sænker ikke straks prisen på olie, gas eller flybrændstof. Den akutte prisdannelse afhænger stadig af den geopolitiske situation og af forsyningen på verdensmarkedet.

Men på mellemlangt sigt er logikken mere robust. Jo flere husholdninger og virksomheder der flytter deres energiforbrug væk fra importerede fossile brændsler, desto mindre følsomt bliver Europa over for chok udefra. Det er præcis det argument, Kommissionen nu bruger: elektrificering som sikkerhedspolitik, ikke kun klimapolitik. ^[5]

Der er dog en vigtig forudsætning. Elsystemet skal kunne bære omstillingen. Hvis efterspørgslen på strøm stiger hurtigere end netudbygning, fleksibilitet og produktion, kan en del af gevinsten blive spist af nye flaskehalse.

Hvad EU sandsynligvis vil måle på

Kommissionen har endnu ikke offentliggjort en fuld effektmodel for udspillet, men hvis det følger tidligere energipakker, vil succesen blive målt på nogle ret konkrete indikatorer: antal udskiftede olie og gasfyr, udbredelse af varmepumper, installeret solkapacitet, energiregninger for husholdninger og virksomheder samt udviklingen i energifattigdom.

Hvorfor det betyder noget

Kommissionens forslag er i bund og grund et forsøg på at gøre Europas energipolitik mere brutal og mere praktisk: mindre afhængighed, flere elbaserede løsninger, hurtigere investeringer.

For Danmark er historien ikke, at EU finder på noget helt nyt. Historien er, at en dansk kendt model nu bliver løftet op på unionsniveau, fordi energisikkerhed igen er blevet et hårdt politisk spørgsmål.

Det afgørende bliver ikke pressemødet i Bruxelles, men om medlemslandene vil betale nok, designe ordningerne socialt skarpere og gøre dem enkle nok til, at også de husholdninger, der ikke har luft i økonomien, faktisk kan være med. Hvis ikke, risikerer EU at få en grøn støtteordning, som ser stærk ud på papir, men svag i virkeligheden.