EU vil undgå ny energifejl i Golfen og sikre energi

EU vil ikke gentage 2022. Det er kernen i den nye kurs over for Golfen, hvor Bruxelles forsøger at sikre energi, diplomati og politisk adgang, før næste krise rammer. Erfaringen fra Ruslands gaschok og de første paniske måneder efter invasionen af Ukraine sidder stadig dybt: Da Europa akut manglede gas, købte medlemslandene sig til forsyninger uden en samlet plan, betalte dyrt og opdagede, hvor lidt geopolitisk indflydelse man har, når man forhandler under pres. ^[1]

Nu er spørgsmålet ikke kun Rusland. Det er også Golfen, især UAE, Qatar og Saudi-Arabien, i en tid hvor regionens magtforhold forskyder sig, og hvor energisikkerhed igen er blevet koblet direkte til stormagtspolitik, søveje og krig. ^[2]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Filmen EU har set før

Den "film", som europæerne ikke vil se igen, består af flere lag.

Doha i Qatar – europæiske ledere besøgte gulfstaten som købere af LNG

Første akt var 2022, hvor EU på få måneder måtte erstatte store mængder russisk rørgas med LNG fra blandt andre USA og Qatar. Det udløste intern konkurrence mellem medlemslandene, høje priser og hastige besøg i Doha, Abu Dhabi og Riyadh, hvor europæiske ledere kom som købere, ikke som strategiske partnere. Flere lande forhandlede parallelt, og producenterne kunne spille dem ud mod hinanden. ^[1]

Anden akt var erkendelsen af, at energi ikke kan skilles fra geopolitik. Da krigen i Ukraine gjorde forsyninger til et sikkerhedsspørgsmål, blev det tydeligt, hvor risikabelt det er at være afhængig af få leverandører, også selv om leverandøren formelt er en partner og ikke en fjende. ^[3]

Tredje akt er den nye uro i Golfen. Hormuzstrædet er igen et globalt risikopunkt. Store dele af verdens olie og flydende naturgas passerer stadig gennem et smalt farvand, som kan forstyrres militært eller politisk. Samtidig har UAE markeret større strategisk selvstændighed, blandt andet med bruddet med OPEC, som vi tidligere har beskrevet. Det gør regionen mere fleksibel, men også mindre forudsigelig.

Relateret artikel:

Olieprisen stiger på nye USA planer mod Iran

Hvad EU konkret gør anderledes nu

Denne gang forsøger EU at handle tidligere, mere samlet og bredere.

Mere fælles indkøb, mindre intern budkrig

Et vigtigt greb er den fælles platform for energikøb, som blev udviklet efter gaskrisen for at samle europæisk efterspørgsel og reducere konkurrencen medlemslandene imellem. Den model er ikke et fuldt fælles indkøbssystem, men den giver Bruxelles bedre mulighed for at koordinere behov, signalere volumen og undgå, at stater byder priserne op mod hinanden i samme marked. ^[1]

Det lyder teknisk, men pointen er politisk: Hvis Europa møder LNG-eksportører som et mere koordineret marked, stiger forhandlingsstyrken.

Langsigtede aftaler, men med færre låsninger

EU-landene har siden 2022 indgået flere LNG-aftaler med Qatar, USA og andre leverandører. Men modstanden mod meget lange fossilkontrakter er vokset, fordi de risikerer at kollidere med klimamålene for 2030 og 2050. Derfor prøver Bruxelles og flere hovedstæder at finde en mellemvej: nok kontraktlig sikkerhed til at undgå akut mangel, men ikke så meget, at Europa låser sig fast i gas langt ind i den periode, hvor forbruget skal ned. ^[4]

Det er en svær balance. Gulf-producenter foretrækker lange aftaler, fordi de retfærdiggør milliardinvesteringer i eksportkapacitet. EU vil have fleksibilitet. Der ligger allerede en reel konflikt.

Diplomati før panik

Det nye er også timingen. EU har de seneste år løftet kontakten til Golfens Samarbejdsråd, åbnet for mere regelmæssige topmøder og forsøgt at gøre relationen bredere end blot olie og gas. Handelsforbindelser, grøn teknologi, hydrogen, investeringer, søsikkerhed og kritisk infrastruktur fylder mere i samtalerne.

Det er ikke idealisme. Det er forebyggelse. Tanken er, at hvis relationen kun aktiveres i en energinødsituation, bliver Europa igen den svage part ved bordet.

Hvor UAE passer ind

UAE er blevet særlig interessant for EU, netop fordi landet ikke længere kun læses gennem saudiske eller OPEC-briller. Abu Dhabi vil have større handlefrihed, flere globale partnere og en mere selvstændig rolle i energi, logistik og investeringer. Det giver EU en mulighed.

For Bruxelles er Emiraterne attraktive af tre grunde. De har kapital, eksportkapacitet og en udenrigspolitik, der ofte er mere smidig end Riyadhs. Dertil kommer, at UAE satser aggressivt på både fossile brændsler og post-fossile teknologier. For Europa betyder det, at man potentielt kan tale både LNG i dag og grønne værdikæder i morgen. ^[5]

Men netop den dobbelte strategi gør også samarbejdet politisk følsomt. EU vil gerne fremstille sig som klimaleder. Golfstaterne vil gerne sælge mere energi nu og samtidig positionere sig i fremtidens markeder. Det er ikke nødvendigvis det samme projekt.

Kritikken af den europæiske strategi

Der er flere indvendinger mod kursen.

Risikoen for ny afhængighed

Nogle eksperter peger på, at EU risikerer at erstatte én sårbarhed med en anden. Afhængigheden af Rusland var farlig, fordi den var koncentreret. Men en tungere drejning mod LNG fra Golfen og USA skaber også udsathed, især hvis maritime flaskehalse eller regionale konflikter rammer leverancerne.

LNG er mere fleksibelt end rørgas, men ikke immunt. Skibe kan omdirigeres, forsinkes eller blive for dyre.

Klimapolitikken kan blive udhulet

Andre advarer om, at Europas energisikkerhedspolitik stadig i praksis favoriserer mere fossil infrastruktur. Nye terminaler, længere kontrakter og investeringer i gas kan leve længere end politikerne lover. Hvis efterspørgslen falder hurtigere end ventet, kan regningen ende hos europæiske skatteydere eller forbrugere. ^[4]

Her er EU's eget dilemma tydeligt: Den hurtigste måde at købe sikkerhed på er ikke nødvendigvis den hurtigste vej til dekarbonisering.

Menneskerettigheder og troværdighed

Der er også et klassisk udenrigspolitisk problem. Når EU intensiverer samarbejdet med Gulf-monarkier, bliver det sværere at føre en skarp værdipolitisk linje uden at fremstå selektiv. Menneskerettigheder, arbejdsforhold og politiske friheder forsvinder ikke, bare fordi Europa har brug for energi og investorer.

Flere tidligere diplomater peger på, at Bruxelles forsøger at løse dette ved at føre mere "moden" realpolitik. Kritikere vil kalde det noget enklere: lavere standarder under strategisk pres.

Beslutningerne bliver truffet hurtigere nu

En væsentlig forskel fra 2022 er, at energipolitik i dag i højere grad behandles som beredskabspolitik. Kommissionen, medlemslandene og energiselskaberne arbejder med kortere beslutningsveje, flere stresstests og tættere overvågning af lagre, LNG-kapacitet og maritime risici. ^[1]

Derfor handler den nye linje ikke kun om kontrakter. Den handler også om tid. Hvor hurtigt kan EU omdirigere forsyninger, hvis Hormuz forstyrres? Hvor meget lager er til rådighed? Hvor stærk er interkonnektiviteten mellem medlemslandene? Hvor hurtigt kan efterspørgslen dæmpes i en nødsituation?

Det er præcis de spørgsmål, som manglede klare svar under det første store gaschok.

Det store billede

EU's nye Gulf-strategi er i bund og grund et forsøg på at købe sig ud af sårbarhed uden at købe sig ind i en ny fælde.

Det er lettere sagt end gjort. Europa vil have sikker energi, geopolitisk adgang og grøn troværdighed på samme tid. Gulfstaterne vil have stabile kunder, politisk respekt og frihed til selv at definere deres rolle i en mere fragmenteret verdensorden.

Derfor er den vigtigste forskel fra 2022 måske ikke, at EU nu har fundet den perfekte model. Det har unionen næppe. Den vigtigste forskel er, at Bruxelles denne gang ved, hvor dyrt det er at komme for sent, være splittet og forhandle i panik.

EU sætter ny kurs i Gulf-samarbejdet – læring fra fortiden

EU vil undgå ny energifejl i Golfen

UAE bryder med OPEC i opgør med Saudi-Arabien