Iran-krig: Hegseth vil sætte lovfrist på pause

Striden handler nu om mere end bare krigen

Vi har allerede beskrevet regningen for konflikten, omkring 25 milliarder dollar på godt otte uger.

Det nye er, at slaget nu flytter sig til selve hjemlen.

Washington, D.C., USA: Capitol Hill og beslutningscentret i War Powers-debatten

Maps

Administrationens argument hviler på ordet "hostilities"

Det Hvide Hus' linje er, at fjendtlighederne i War Powers-forstand er ophørt. En højtstående embedsmand har understreget, at der ikke har været ildudveksling mellem USA og Iran siden 7. april, og at våbenhvilen fra begyndelsen af april fortsat gælder. ^[5]

Det er administrationens stærkeste kort. War Powers Resolution er bygget op omkring begrebet "hostilities", og amerikanske præsidenter har i årtier forsøgt at udnytte netop den uklarhed. Hvis der ikke længere er aktive kamphandlinger, kan man hævde, at lovens tvangsbestemmelser ikke længere bider på samme måde. ^[6]

Set med den optik er der tale om en pause i kampene, ikke nødvendigvis en afslutning på krigen.

En pause er ikke nødvendigvis fred

Det er også dér, den juridiske kamp bliver strategisk. Hvis en våbenhvile uden klar slutstatus tæller som ophør af "hostilities", kan enhver præsident i princippet føre en konflikt i ryk: angrib, stop kortvarigt, og start igen uden at skulle møde en reel 60-dagesmur fra Kongressen.

Republikanerne er ikke helt så samlede længere

Det mest interessante i Washington lige nu er måske ikke demokraternes modstand. Den var forventelig. Det nye er, at nogle republikanere begynder at flytte sig.

Hvis flere republikanere efter fristens udløb begynder at se sagen som et institutionelt spørgsmål og ikke bare et partipolitisk slagsmål, kan administrationen få et problem.

Konsekvenserne rækker ud over juraen

Denne strid er ikke kun intern amerikansk forfatningspolitik. Den påvirker også signalerne til regionen.

Israel vil læse enhver amerikansk juridisk fleksibilitet som et tegn på, at Washington ønsker maksimal handlefrihed. Gulf-landene vil omvendt se den samme fleksibilitet som et tegn på fortsat ustabilitet, fordi den antyder, at USA ikke betragter konflikten som politisk afsluttet. Teheran har sin egen grund til at følge nøje med: Hvis Washington insisterer på, at krigen juridisk er sat på pause snarere end lukket ned, styrker det Irans argument om, at våbenhvilen ikke er et troværdigt slutpunkt.

Bundlinjen

Hegseths budskab er klart: administrationen mener ikke, at uret tikker længere.

Men netop derfor er konflikten nu gået ind i sin måske mest følsomme fase. Ikke fordi bomberne falder lige nu, men fordi spørgsmålet er, hvem der i sidste ende bestemmer, hvor længe USA kan være i krig uden et klart ja fra Kongressen.

Hvis en våbenhvile kan stoppe lovens ur, bliver War Powers Resolution mindre en grænse og mere en forhandlingsøvelse. Det er præcis den slags fortolkning, loven oprindeligt blev skrevet for at forhindre.