USA har brugt 25 mia. dollar på krigen mod Iran

Mens Pentagon beder om et forsvarsbudget på 1,5 billioner dollar, er én oplysning blevet hængende over høringen i Repræsentanternes Hus: USA har allerede brugt omkring 25 milliarder dollar på krigen mod Iran på godt otte uger. Det var ikke oppositionspolitikere, der kom med tallet, men Pentagons fungerende comptroller, Jules Hurst III. ^[1]

25 milliarder dollar er et foreløbigt tal

Vigtigt er også, hvad tallet ikke er. Hurst gjorde klart, at der er tale om et foreløbigt estimat over allerede afholdte udgifter, ikke en endelig total. Pentagon har endnu ikke sendt en særskilt finansieringsanmodning til Kongressen, men forventer at gøre det via Det Hvide Hus, når den fulde omkostningsvurdering er klar. ^[4]

Det følger en velkendt amerikansk model. Siden krigene efter 11. september er store militære operationer i Mellemøsten ofte blevet finansieret helt eller delvist uden for det ordinære grundbudget gennem supplerende bevillinger. Den mekanisme gør det politisk lettere at komme hurtigt i gang, men den slører også, hvor dyr en konflikt faktisk bliver over tid.

Det Hvide Hus i Washington, DC, som symbol på USAs beslutninger om budgettet og høringen

Maps

Høringen blottede en strategisk konflikt

Bag slagsmålet om kroner og øre ligger et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad er USA's vigtigste trussel?

Tidligere Pentagon-vurderinger har peget på Kina som den største langsigtede udfordring, med Rusland og Nordkorea lige efter. Derfor pressede flere medlemmer af udvalget på, om en dyr og ressourcekrævende krig i Mellemøsten skaber en farlig ubalance. Formanden for Joint Chiefs of Staff, Dan Caine, svarede i praksis, at præsidenten sætter retningen, og at der altid vil være kompromiser. ^[5]

Hegseths argument: Prisen for ikke at handle er højere

Det er et klassisk argument for forebyggende militærmagt, og det vil have resonans hos republikanere, der ser Iran som en akut trussel. Men argumentet løser ikke det politiske problem i Kongressen. For selv hvis præmissen accepteres, vil lovgiverne stadig vide, hvor længe krigen varer, hvor store de samlede udgifter bliver, og om målene er realistiske.

Her var høringen mere tynd. Hegseth afviste antydninger af, at USA er ved at blive trukket ind i et nyt langvarigt morads, og han insisterede på, at forsyningssituationen er under kontrol. Samtidig lød der forsikringer om, at amerikansk missilproduktion skal tredobles eller firedobles. Den slags løfter peger indirekte på det samme problem: Krigen slider allerede på lagre og industrikapacitet.

Jules Hurst fik en nøglerolle

Normalt er det ikke Pentagon-budgetfolk, der sætter tonen i en højpolitisk høring. Men Jules Hurst blev en nøglefigur, fordi han som fungerende comptroller er den embedsmand, der skal oversætte krig til konti. Det er ham, der har ansvaret for at opgøre de afholdte udgifter, forklare hvad de dækker, og skitsere vejen til en kommende ekstra bevilling.

Hans udmelding var derfor mere end en teknisk note. Den blev den første officielle økonomiske markør for, hvad Iran-krigen faktisk koster USA her og nu.

Blik fremad

Det mest opsigtsvækkende ved høringen var ikke, at demokrater og republikanere råbte ad hinanden. Det sker rutinemæssigt. Det vigtige er, at krigen nu har fået et officielt prisskilt, og at det kun er begyndelsen.

Når Det Hvide Hus sender en supplerende bevillingsanmodning til Kongressen, bliver debatten langt skarpere. Der skal ikke kun stemmes om strategien, men om regningen, prioriteringerne og om endnu en Mellemøst-konflikt er forenelig med USA's erklærede fokus på Kina. Det er dér, den virkelige test for Hegseth begynder.