Iran strammer igen kontrollen med Hormuz

Det varede mindre end et døgn.

Teherans svar på Trumps "åbning"

Ifølge en udtalelse oplæst på iransk stats-tv siger Revolutionsgardens militærkommando, at kontrollen med Hormuz er vendt tilbage til sin "tidligere tilstand" og nu er under streng styring af de væbnede styrker. Ordningen skal fortsætte, indtil USA genopretter fuld navigationsfrihed til og fra Iran.

Iran beskylder samtidig USA for "pirateri" og "maritimt tyveri" under dække af blokaden. Det er ikke kun retorik til hjemmepublikummet. Det er også en juridisk og diplomatisk positionering, hvor Iran forsøger at fremstille sig selv som den part, der reagerer på en ulovlig tvangshandling. ^[3]

Hvorfor Hormuz stadig er det mest følsomme sted i verdensøkonomien

Når trafikken her bremses, forplanter det sig langt ud over Golfen. Syd- og Sydøstasien er særligt eksponeret, fordi en stor del af regionens energiimport kommer fra Golfstaterne. Samtidig er flere af regionens havne og logistikkæder afhængige af, at varer kan komme sikkert ud gennem Hormuz, også fødevarer. Over 70 procent af fødevarerne til dele af Golfen ankommer ad søvejen gennem dette system.

Derfor er problemet heller ikke kun olieprisen. Det er også fragtkapacitet, leveringstider, krigsforsikringer og risikoen for kaskadeeffekter i globale forsyningskæder.

Bandar Abbas, Irans store havneby ved Hormusztrædet, et af landets vigtigste knudepunkter for handel gennem strædet

Maps

Trafikken har allerede været tæt på et stop

Data fra shippingovervågning viste før den seneste eskalation et gennemsnit på 129 daglige transitter gennem Hormuz i februar. Efter optrapningen faldt trafikken til et niveau, som internationale organisationer har beskrevet som tæt på et næsten totalt stop. Andre analyser peger på, at gennemsejlingen i perioder har været ned mod 95 procent under normalen. ^[5]

Det forklarer også, hvorfor markederne ikke kan nøjes med at lytte til politiske erklæringer. Hvis skibe bliver omdirigeret, tilbageholdt eller bare må vente på klarering, opstår den økonomiske skade længe før en formel total lukning.

Konsekvenserne afhænger af varigheden

Kortvarige afbrydelser kan verdenshandlen som regel absorbere. Men allerede omkring en måned begynder problemerne at bide alvorligt. Modellering fra europæiske forskningsmiljøer peger på, at en forstyrrelse på mere end fire uger kan udløse disproportionerede følgevirkninger: havnekøer, forstyrrede sejlplaner, mangel på ledig tonnage og højere omkostninger i kæder langt fra Mellemøsten. ^[6]

Den berørte handel er enorm. Årlige handelsstrømme fra Iran, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Kuwait og Bahrain på omkring 1,2 billioner dollar kan rammes, heraf cirka 800 milliarder dollar i energiprodukter alene.

Europa er ikke den mest direkte afhængige region, men er langt fra skånet. EU importerer varer for omkring 47 milliarder dollar årligt fra Gulf-landene, og lande som Italien, Belgien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Nederlandene vil mærke presset gennem især LNG, energipriser og afledte logistiske forstyrrelser. ^[7]

Alternativerne er dårlige eller utilstrækkelige

Det oplagte spørgsmål er, om trafikken bare kan flyttes. Svaret er kun delvist.

Nogle olie- og gasstrømme kan omdirigeres via eksisterende rørledninger eller andre havne, men kapaciteten er begrænset. Suezkanalen er ikke en erstatning for Hormuz, fordi mange laster først skal ud af Golfen, før de overhovedet kan nå Suez. Den nordlige søvej er endnu mindre relevant som akut aflastning. Den er sæsonbetonet, politisk følsom og logistisk uegnet til hurtigt at opsuge et chok af denne størrelse.

Det betyder, at et alvorligt pres i Hormuz i praksis ikke kan omgås uden store tab af tid, kapacitet og penge.

Det juridiske og militære spil bliver skarpere

Den voksende konflikt handler nu ikke kun om passage, men også om, hvem der overhovedet har ret til at kontrollere den. USA's blokade mod Iran har allerede rejst betydelige folkeretlige spørgsmål. Når Iran svarer igen ved at underlægge et internationalt stræde "streng kontrol", udvides det juridiske minefelt.

For søfarten er den mest presserende realitet dog mindre abstrakt: Hvem kan sejle, på hvilke vilkår, med hvilke inspektioner, og med hvilken risiko for at blive fanget mellem amerikanske og iranske styrker?

Jo længere det spørgsmål står ubesvaret, desto mere vil branchen agere, som om Hormuz i praksis stadig er lukket, selv hvis enkelte skibe får lov at passere efter særlige aftaler.

Blik fremad

Lørdagens iranske udmelding punkterer forestillingen om, at krisen hurtigt kunne skiftes fra militær konfrontation til kontrolleret normalisering.