I Iran siger den øverste leder, Mojtaba Khamenei, at fjender, der gør Iran ondt, hører til i havets dyb. Han markerer en ny æra omkring Hormuzstrædet og Den Persiske Golf efter konflikten mellem Iran, USA og Israel i februar. Strædet er stort set lukket for civil fart, hvilket påvirker olie- og gasindustrien i regionen.
Indledende signal
Hændelse 30. apr. 11.22
64
Irans øverste leder lover en ny æra ved Hormuzstrædet og Den Persiske Golf
Aktuel·30. apr. 11.28
Iran truer igen i Hormuzstrædet
Se lignende artikler på Google
Del artikel
Del denne artikel
Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, skruer nu igen retorikken op i den maritime konflikt omkring Den Persiske Golf. I en skriftlig udtalelse torsdag erklærer han, at fremmede magter, der skader Iran, "hører til på havets bund". Formuleringen er ikke tilfældig. Den ligger i direkte forlængelse af et velkendt iransk mønster, hvor trusler til søs bruges som strategisk sprog, ikke kun som vrede udbrud. [1] [2]
Khamenei kobler udtalelsen til Hormuzstrædet og siger, at Iran vil "sikre regionen" og stoppe fjendens udnyttelse af farvandet. Det sker, mens civil skibstrafik gennem strædet i praksis er blevet kraftigt forstyrret, og mens konflikten med USA og Israel allerede har sendt oliepriser, forsikringsomkostninger og geopolitisk nervøsitet op. [3] [4]
Relateret artikel:
Olieprisen stiger til 126 dollar på Hormuz-frygt
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
En gammel iransk metode i ny krig
Det nye er ikke, at iranske ledere truer med havet. Det nye er timingen. Siden krigen med USA og Israel brød ud i slutningen af februar, er Hormuz igen blevet brugt som fysisk og retorisk pressionspunkt. Khameneis formulering passer ind i en tradition, der går mindst to årtier tilbage: Når Iran er under maksimalt pres, bliver søvejene gjort til både slagmark og megafon.
Tidligere chefer i Revolutionsgarden og flådeledelsen har i årevis brugt billeder af fjendtlige skibe, der kan sendes til bunds, som del af den offentlige afskrækkelse. Især siden 2000'erne har iranske kommandører gentaget, at amerikanske hangarskibe, destroyere og "fremmede styrker" i Golfen er sårbare. Budskabet er enkelt: Hvis Iran presses økonomisk eller militært, kan prisen mærkes i verdens vigtigste energikorridor. [5]
Bandar Abbas i Hormozgan-provinsen ved Den Persiske Golf, en vigtig iransk havneby tæt ved Hormuzstrædet
MapsDen retorik blev særligt synlig under sanktionskonflikterne i 2011 og 2012, under tankskibskriserne i 2019 og nu igen i 2026. Mønstret er stabilt. Først kommer advarslen om, at regionale farvande tilhører Iran og nabolandene. Dernæst en påstand om, at udenlandske magter skaber ustabilitet. Til sidst en mere rå trussel om, at modstanderen kan blive fjernet med magt. [6]
Hormuz er mere end et symbol
Når Teheran taler sådan, er det fordi Hormuzstrædet er et af verdens mest følsomme handelsknudepunkter. Normalt passerer omkring en femtedel af verdens olieforbrug gennem strædet, sammen med store mængder flydende naturgas fra Golfen. For asiatiske importører er afhængigheden særlig stor. [7]
Den nuværende blokadelignende situation har derfor konsekvenser langt ud over regionen. Internationale analyser peger på, at op mod næsten 1.000 fartøjer i perioder har været fanget i eller omkring konfliktzonen, herunder olie, LNG og containerskibe. Det binder kapital, øger kreditrisiko, fordyrer fragt og skaber flaskehalse i alt fra energi til industrivarer. [8]
Det Internationale Energiagentur har allerede reageret ved at koordinere en historisk stor frigivelse af oliereserver, i alt 400 millioner tønder. Det siger noget om krisens alvor. Her handler det ikke længere kun om markedsnervøsitet, men om reel frygt for langvarig fysisk forstyrrelse.
Relateret artikel:
Brent stiger til 117 dollar på frygt for Iran-blokade
Truslen er rettet mod flere modtagere på én gang
Khameneis ord er ikke kun stilet til Washington og Jerusalem. De er også rettet mod Golfstaterne, mod det globale oliemarked og mod Irans egen befolkning.
Ud ad til skal formuleringen signalere handlekraft. Hvis USA og Israel presser Iran militært, vil Teheran vise, at landet stadig kan skade modpartens økonomiske interesser indirekte. Det gælder ikke kun Hormuz. Iranske magtcentre har også de seneste uger truet med at bringe Bab al Mandeb-strædet i spil via allierede i regionen. Pointen er at gøre energisikkerhed til et globalt gidsel. [9]
Indad til tjener retorikken et andet formål. Når regimet bruger voldsomme maritime billeder, fremstiller det konflikten som et spørgsmål om national suverænitet, ikke kun om stormagtspolitik. "Fjenden" bliver den, der vil udnytte iranske farvande, og regimet bliver den kraft, der forsvarer nationens adgang til havet.
Historisk har retorikken haft en pris
Den type udtalelser har længe belastet Irans diplomatiske relationer. Over for USA har de bidraget til at legitimere en vedvarende militær tilstedeværelse i Golfen, flere maritime sikkerhedsoperationer og hårdere sanktioner mod iransk shipping, energi og forsikringsnetværk.
Over for Europa har de styrket billedet af Iran som en aktør, der bruger international skibsfart som pressionsmiddel. Det har gjort det sværere for europæiske regeringer at holde fast i en mere balanceret linje, især når iranske beslaglæggelser eller trusler mod handelsskibe er fulgt efter de hårde ord.
Selv blandt Golfstaterne, som ofte ønsker at undgå åben krig, skaber retorikken mistillid. Flere af dem ønsker mindre amerikansk dominans i regionen, men de ønsker heller ikke et Iran, der åbent antyder, at regional søtrafik kan lukkes eller militariseres efter behov.
Ikke bare propaganda
Det ville være en fejl at afskrive udsagnet som ren propaganda. Irans ledelse har historisk brugt netop denne form for sprog som ledsager til konkret handling: beslaglæggelser af tankskibe, chikane mod kommerciel skibsfart, droneangreb via allierede og trusler om minedriftslignende operationer. [10]
Samtidig er der en vigtig grænse. Iran behøver ikke at sænke skibe i stort omfang for at opnå effekt. Det er nok, at rederier, forsikringsselskaber og råvarehandlere tror, at landet kan gøre det. Den strategiske værdi ligger ofte i troværdig friktion, ikke i total afspærring. [11]
Det er også derfor, udtalelser som denne bliver ved med at vende tilbage. De er billige at fremsætte, svære at ignorere og potentielt dyre for resten af verden.
Blik fremad
Khameneis trussel ændrer ikke alene magtbalancen i Golfen. Men den bekræfter, at Iran igen bruger havet som sit skarpeste politiske sprog.
Det centrale spørgsmål er ikke kun, om Teheran vil eller kan holde Hormuz lukket længe. Det er, hvor længe resten af verden tør handle, sejle og forhandle, som om sådanne trusler bare er ord. I forvejen er energimarkedet presset. Når Irans ledelse taler om havets bund, er budskabet derfor ikke poetisk. Det er økonomisk, militært og diplomatisk.
Nævnte personer
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Iran truer igen i Hormuzstrædet og presser oliemarkedet” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påeller
Læserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10