Israel og Hizbollah trapper op trods møde

Få timer efter de første direkte samtaler mellem Israel og Libanon siden 1993 var budskabet fra fronten det modsatte af diplomati: flere raketter, flere luftangreb, flere døde. ^[1]

Onsdag fortsatte Israel og Hizbollah deres angreb på tværs af grænsen, selv om repræsentanter fra de to lande dagen før havde siddet i Washington til et amerikansk mæglet møde, der skulle afsøge en vej til deeskalering. Det er et klart tegn på, hvor langt der er mellem politiske åbninger og den militære virkelighed på jorden.

Diplomati i Washington, krig i syd

Jiyeh i Libanon tæt syd for Beirut, et af stederne nævnt i artiklen som mål for angreb

Maps

Onsdag blev det tydeligt igen. Israelske angreb ramte køretøjer syd for Beirut, blandt andet ved Jiyeh og Saadiyat, uden for Hizbollahs klassiske kerneområder. Samtidig affyrede Hizbollah omkring 30 raketter mod det nordlige Israel, og en mand blev såret i Tamra.

Fronten er ikke ny, men den er farligere

Konflikten mellem Israel og Hizbollah har været i en skrøbelig balance siden krigen i 2006. Den 33 dage lange krig endte uden en klar politisk løsning, men med en form for afskrækkelse, som i mange år holdt begge sider fra fuld konfrontation. ^[4]

Det, der har ændret sig siden, er især Hizbollahs kapacitet. Gruppen er ikke længere kun en grænsemilits med raketter i baghaven. Israels og vestlige sikkerhedsvurderinger har i årevis peget på tre afgørende opgraderinger: et større arsenal af mere præcise missiler, erfaring fra krigen i Syrien og planer for mere offensive operationer mod israelsk territorium, både over og under jorden. Iransk støtte, især via Revolutionsgarden, har været central i den udvikling. ^[5]

Det betyder, at hver ny runde af kampe nu foregår med en langt lavere fejlmargin. Jo mere præcise våben, jo større pres på Israel for at slå først og hårdere. Jo dybere iransk involvering, jo større risiko for, at den libanesiske front ikke kan isoleres fra resten af regionen.

Israels mål er større end gengældelse

Israel siger nu åbent, at man vil skabe en sikkerhedszone otte til ti kilometer inde i libanesisk territorium. Officielt handler det om at beskytte lokalsamfund i det nordlige Israel mod raketangreb og infiltration.

Men det mål rummer en strategisk forskydning. En bufferzone er ikke bare en taktisk reaktion, den ændrer den faktiske kontrol på jorden. Det vil være svært at gennemføre uden en langvarig militær tilstedeværelse eller kontinuerlige angreb i det sydlige Libanon. Begge dele øger risikoen for en bredere krig. ^[6]

Israels militær oplyser samtidig, at det fortsætter landoperationer i det sydlige Libanon og på et døgn har ramt mere end 200 Hizbollah-mål, herunder raketaffyringsramper. Libanesiske grænsebyer som Khiam og Bint Jbeil har igen været præget af natlige kampe, eksplosioner og massiv beskydning.

Libanon er svækket, og det gør konflikten mere ustabil

En central forskel fra tidligere kriser er Libanons egen tilstand. Landet er fortsat mærket af politisk lammelse, økonomisk kollaps og en dyb tillidskrise efter år med institutionelt forfald, oveni chokket fra havneeksplosionen i Beirut i 2020. ^[7]

Det gør staten dårligere rustet til at kontrollere udviklingen i syd. De libanesiske væbnede styrker eksisterer stadig som en vigtig institution og har international støtte, men de har ikke kapacitet til at tvinge Hizbollah ud af grænseområdet alene. Dermed forbliver den største bevæbnede aktør i landet også den aktør, der i praksis kan trække Libanon dybere ind i krig.

For USA er Washington-sporet derfor ikke kun et spørgsmål om at stoppe raketter. Det handler også om, hvorvidt man kan styrke den libanesiske stat nok til, at en fremtidig aftale ikke kun bliver endnu en pause mellem to optrapninger.

Blik fremad

Samtalerne i Washington viser, at en diplomatisk kanal stadig findes. Men de viser også dens begrænsning. Når der forhandles, mens luftangreb og raketangreb fortsætter næsten samtidig, er det et tegn på, at ingen af parterne endnu føler sig presset nok til at skifte kurs.

Hvis mødet blot ender som en symbolsk kontakt uden en mere holdbar mekanisme for at begrænse Hizbollahs tilstedeværelse ved grænsen og dæmpe Israels militære offensiv, er udfaldet ret forudsigeligt: flere civile tab, flere forskydninger på jorden og en voksende risiko for, at den libanesiske front igen bliver et regionalt brændpunkt.