Live Nation dømt for ulovligt monopol i USA

Sagen rammer kernen i den model, som har gjort Live Nation til den dominerende spiller i liveunderholdning: selskabet kontrollerer ikke kun billetsalget gennem Ticketmaster, men også promotion, festivaler og en stor portefølje af spillesteder. Netop den vertikale integration har i årevis været kritikernes hovedpunkt. Nu har en jury givet dem medhold. ^[1]

En dom med potentielt store konsekvenser

Live Nation har under sagen afvist, at selskabet er et monopol, og har fastholdt, at det konkurrerer hårdt med andre aktører, herunder sportsorganisationer, koncertpromotere og venue-operatører.

Rødderne går tilbage til fusionen i 2010

Tværtimod er billedet siden blevet et mere koncentreret marked med stigende billetpriser og fortsatte klager fra både fans, kunstnere og uafhængige promotere. En ofte citeret udvikling i branchen viser, at koncertbilletpriser i USA er steget med mere end 400 procent siden midten af 1990'erne. Ikke hele den udvikling kan lægges på Live Nation, men selskabets dominans har gjort det sværere at hævde, at markedet selv presser priserne ned. ^[6]

Hvorfor netop denne model er så kontroversiel

Det særlige ved Live Nation er ikke kun størrelsen. Det er kombinationen af forretninger.

Selskabet kan promovere en turné, eje eller drive spillestedet, sælge billetterne, håndtere premium-pakker og i nogle tilfælde også have relationer til kunstnerens øvrige forretning. Den konstruktion giver åbenlyse effektivitetsfordele, men også en magtposition, som rivaler har svært ved at matche. ^[1]

Kritikere har længe hævdet, at venues i praksis kunne føle sig presset til at bruge Ticketmaster, hvis de også ville have adgang til Live Nations koncerter og turnéer. Justitsministeriets sag byggede i store træk på netop den logik: at konkurrencen blev kvalt ikke nødvendigvis gennem én dramatisk handling, men gennem et system, hvor konkurrenter blev holdt ude, og kunderne fik dyrere og dårligere service.

Hvad en opsplitning kan betyde i praksis

I praksis vil en sådan løsning være kompliceret. Myndighederne skal definere præcis, hvilke aktiver der skal sælges fra, hvem der må købe dem, og hvordan de holdes adskilt i overgangsperioden. Amerikanske konkurrencemyndigheder lægger typisk vægt på, at et frasalg ikke bare er formelt, men faktisk genskaber reel konkurrence med en køber, der kan overleve på markedet. ^[8]

For fans er det korte svar, at en opsplitning ikke automatisk gør billetter billige i morgen. Servicegebyrer, dynamisk prissætning og begrænset udbud af populære shows vil stadig presse priserne op. Men en mere åben billetinfrastruktur kan på sigt give venues og promotere flere valgmuligheder, og det kan lægge et vist pres på gebyrer og kontraktvilkår.

For kunstnere og uafhængige promotere kan effekten være større. Hvis adgang til spillesteder og billetsystemer bliver mindre bundet op på én koncern, kan flere spillere få mulighed for at konkurrere om turnéer og arrangementer.

Blik fremad

Dommen er ikke det sidste ord, men den er et sjældent klart signal fra en amerikansk jury om, at Live Nations markedsmagt ikke længere kan forklares som almindelig forretningssucces.

Det afgørende spørgsmål er nu, om retten nøjes med at justere adfærden eller går efter selve konstruktionen. Hvis dommeren vælger det sidste, kan USA stå foran den største omkalfatring af koncertbranchen siden fusionen i 2010. Forbrugerne har hørt løfter om bedre konkurrence før. Denne gang bliver testen, om myndighederne faktisk er villige til at skille maskinen ad.