Macron vil genstarte Frankrigs forhold til Afrika

Frankrig forsøger at genstarte sit forhold til Afrika med et tydeligt signal: væk fra de gamle fransktalende magtnetværk, og ind i en bredere, mere transaktionel og mindre historisk belastet relation. Det er baggrunden for, at præsident Emmanuel Macron denne uge står i Nairobi som medvært for Africa Forward Summit sammen med Kenyas præsident William Ruto. ^[1]

Nairobi, Kenya – vært for Africa Forward Summit og et centralt geografisk fokus i Frankrigs Afrika-politik

At topmødet holdes i et engelsktalende østafrikansk land er ikke en detalje. Det er selve pointen. Paris prøver at vise, at Frankrigs Afrika-politik ikke længere kun skal læses gennem Françafrique, den gamle model, hvor sikkerhed, politiske forbindelser og økonomiske interesser bandt Frankrig tæt til tidligere kolonier i Vest- og Centralafrika. ^[2]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Nairobi som politisk budskab

Macron brugte åbningen af topmødet til at annoncere investeringer for 27 milliarder dollar i Afrika. Pengene skal ifølge de foreløbige udmeldinger målrettes energiomstilling, digital infrastruktur og AI, maritim økonomi samt landbrug. Han koblede satsningen til både jobskabelse i Afrika og i Frankrig og inviterede samtidig afrikanske virksomheder til at investere i Frankrig. ^[3]

Det er klassisk Macron, offensivt sprog om partnerskab, innovation og gensidighed. Men denne gang er scenografien næsten vigtigere end retorikken. Kenya er ikke en del af Frankrigs traditionelle interessesfære. At samle ledere og topfolk fra mere end 30 afrikanske lande i Nairobi sender derfor et signal om, at Paris forsøger at bygge relationer på tværs af sprogblokke og gamle koloniale hierarkier. ^[4]

Kenyas udenrigsminister Musalia Mudavadi kaldte det da også en chance for, at Afrika kan tale med én stemme, uden at relationer afgøres af, om et land er fransk- eller engelsktalende. ^[1]

Bamako, Mali – repræsentant for Sahel-regionen (Mali, Burkina Faso og Niger nævnt i artiklen) i Frankrigs Afrika-politik

Hvorfor Frankrig skifter kurs nu

Skiftet kommer ikke ud af idealisme. Det kommer ud af tab. Frankrigs position i flere tidligere kolonier er blevet markant svækket de seneste år. I Sahel er franske styrker blevet presset ud, anti-franske protester er vokset, og militærjuntaer i blandt andet Mali, Burkina Faso og Niger har gjort op med den gamle sikkerhedspolitiske arkitektur.

Macron har længe forsøgt at formulere et opgør med den franske paternalisme i Afrika. Han har talt om et nyt forhold baseret på respekt, investeringer og kulturel ligeværdighed. Problemet er, at ordene ofte er blevet overhalet af virkeligheden. Mange unge afrikanere ser stadig Frankrig som en magt, der taler om partnerskab, men historisk har handlet ud fra egen kontrol, egne militære prioriteter og egne virksomheder. ^[5]

Det er netop derfor, analytikere peger på Nairobi-topmødet som mere end et diplomatiskevent. Det er et forsøg på at flytte den politiske akse i Frankrigs Afrika-strategi, fra sikkerhed og indflydelsessfærer til handel, teknologi og kapital.

Investeringer med et geopolitisk lag

De 27 milliarder dollar bliver præsenteret som udvikling og fælles vækst. Men de har også en tydelig geopolitisk funktion. Frankrig, og bredere Europa, forsøger at styrke sin position i Afrika i en tid, hvor Kina allerede er dybt inde i infrastruktur, råstoffer og finansiering, og hvor USA også skruer op for konkurrencen om teknologi, forsyningskæder og kritiske mineraler. ^[6]

Det gælder især grøn energi, digitalisering og den maritime økonomi, områder hvor fremtidens værdikæder formes. Når Macron samtidig advarer mod andres dominans over kritiske mineraler og forsyningslinjer, er budskabet klart: Frankrig vil ikke reduceres til en tidligere kolonimagt på retræte. Landet vil være en økonomisk spiller i et multipolært Afrika. ^[7]

Det åbner dog et oplagt spørgsmål. Hvor meget af pakken er reelt nye penge, og hvor meget er ompakning af eksisterende finansiering, garantier og udviklingsmidler? Der er endnu få offentlige detaljer om fordeling, tidsplaner og kontrolmekanismer. Netop det bliver afgørende for, om topmødet efterlader substans eller bare billeder.

Afrikansk skepsis forsvinder ikke af sig selv

Selv hvis Paris mener alvorligt, er mistroen reel. I store dele af Afrika vurderes europæiske investeringsløfter ikke kun på størrelsen, men på vilkårene. Hvem bestemmer prioriteterne? Hvor gennemsigtigt bliver det? Hvem bærer risikoen, hvis projekterne fejler? Og hvor meget politisk indflydelse følger med kapitalen?

Derfor er Macrons nye partnerskabsmodel også et testspørgsmål for afrikanske regeringer. Hvis de vil undgå en ny version af afhængighed, kræver det hårdere krav til gennemsigtighed, lokal værdiskabelse og politisk suverænitet. Ellers kan et opgør med Françafrique ende som et navneskifte mere end et systemskifte.

Blik fremad

Topmødet i Nairobi viser, at Frankrig har forstået noget centralt: den gamle Afrika-politik er udtømt. Militær tilstedeværelse, personlige netværk og postkolonial særstatus giver ikke længere automatisk adgang eller legitimitet.

Men forståelse er ikke det samme som gennembrud. Hvis Macron vil bevise, at Frankrig faktisk har forladt den gamle model, bliver det ikke afgjort af talerstolen i Nairobi. Det bliver afgjort af, om de lovede investeringer er gennemsigtige, gensidige og mærkbare for afrikanske økonomier, uden at den gamle magtlogik følger med i bagagen.

Frankrig søger nyt fodfæste i Afrika ved Nairobi-summit

Macron vil genstarte Frankrigs forhold til Afrika

Nairobi som politisk budskab

Hvorfor Frankrig skifter kurs nu

Investeringer med et geopolitisk lag

Afrikansk skepsis forsvinder ikke af sig selv

Blik fremad

Nævnte personer

Emner

Snak om artiklen med andre

Læserens bedømmelse af artiklen