Politiet kritiseres for at aflive hunde på udseende

Kritikken af politiets håndtering af såkaldt ulovlige hunde bliver nu mere konkret, og mere alvorlig. Det nye er ikke bare, at metoden er omstridt. Det er, at politiet tilsyneladende træffer afgørelser med irreversible konsekvenser på et grundlag, som eksperter længe har kaldt usikkert: hundens udseende. ^[1]

Sagen rammer et ømt punkt i dansk forvaltning. Når en hund vurderes at være omfattet af forbudslisten i hundeloven, kan konsekvensen være aflivning. Hvis vurderingen er forkert, er skaden endelig. Og meget tyder på, at det ikke er enkeltstående fejl. ^[2]

Relateret artikel:

Politiet kan have aflivet hunde på tyndt grundlag

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Udseendet bærer en uforholdsmæssig tung vægt

Efter hundeloven er 13 racer og krydsninger med disse racer forbudt. I praksis opstår problemet især i sager, hvor hunden ikke har entydig dokumentation, og politiet derfor vurderer den ud fra fysiske kendetegn. Det er netop den metode, der nu bliver mødt med massiv kritik. ^[3]

Kernen er enkel: En racebestemmelse ud fra hovedform, brystkasse, muskulatur og øvrige ydre træk er ikke en præcis videnskab. Flere fagfolk inden for hundeadfærd, dyrlægefag og jura har i årevis peget på, at race og farlighed ikke kan aflæses sikkert af udseendet alene. To hunde kan ligne hinanden markant uden at have samme genetiske ophav, og blandingshunde kan ramme flere af de træk, som politiet traditionelt lægger vægt på. ^[4]

Det gør retssikkerhedsproblemet åbenlyst. Staten bruger et groft skøn i sager, hvor udfaldet kan være døden for et familiedyr.

Tallene peger på systematiske fejl

Ifølge de nye oplysninger kan omtrent hver sjette hund, som siden 2010 er blevet mistænkt for at være ulovlig, være blevet aflivet på forkert grundlag. Det peger ikke på en marginal fejlprocent, men på et mønster. ^[1]

Der er ikke offentliggjort et fuldt, let tilgængeligt nationalt datasæt med år for år-opgørelser over fejlvurderinger. Netop det er en del af problemet. Når myndighederne ikke arbejder med høj gennemsigtighed om metode, uddannelse og efterprøvelse, bliver det svært at føre reel kontrol med praksis. Men den samlede tendens er alvorlig nok i sig selv: I en årrække kan lovlige hunde være blevet taget fra deres ejere og aflivet, fordi de lignede noget, de ikke var.

Uklart, hvad betjentene faktisk er trænet i

Et centralt spørgsmål er, hvilken uddannelse politiet overhovedet får i at foretage disse vurderinger. Her er billedet bemærkelsesværdigt tyndt.

Offentligt tilgængelige beskrivelser giver ikke et klart billede af en ensartet, national og specialiseret uddannelse i raceidentifikation ud fra morfologi. Der er heller ikke bredt dokumenteret, at betjente arbejder efter en offentlig standard med validerede kriterier, kvalitetssikring eller systematisk ekstern fagkontrol. Når metoden samtidig kritiseres for at være upålidelig, bliver det svært at forsvare, at netop politiet alene skal bære så tung en afgørelse. ^[5]

Det er her sagen for alvor bliver politisk. For hvis grundlaget ikke kan dokumenteres som robust, er problemet ikke en fejl i enkeltsager. Så er problemet selve systemet.

Ejerne står svagt, når afgørelsen først er truffet

For hundeejere er konsekvensen både følelsesmæssig og juridisk. Hunden kan blive hentet, anbragt i kennel og i sidste ende aflivet, mens sagen kører. Selv hvis ejeren senere får medhold i, at vurderingen var forkert, er skaden i praksis sket, hvis hunden allerede er død.

Det har udløst krav om markante reformer. Et borgerforslag, der samlede knap 20.000 støtter, foreslog blandt andet fire ændringer: at DNA-test, stamtavler og anden dokumentation skal vægte tungere end politiets visuelle vurdering, at domstolene og ikke politiet alene skal træffe endelig afgørelse i racesager, at der indføres en bagatelgrænse for mindre andele af forbudte racer, og at retssikkerheden for ejerne styrkes generelt. ^[6]

Forslaget blev ikke til lov, men det viser, hvor bred utilfredsheden er blevet. Kritikken kommer ikke længere kun fra hundeejere og interessegrupper. Den er rykket ind i den politiske debat.

Alternativerne findes allerede

Der er ingen enkel erstatning for den nuværende praksis, men der er mere præcise værktøjer end et visuelt skøn.

Adfærdsfaglige vurderinger, veterinær dokumentation, bedre brug af stamtavler og andre sporbare ejeroplysninger nævnes igen og igen som mere forsvarlige løsninger. I stedet for at lade racelignende træk udløse en dødsdom foreslår kritikere, at myndighederne fokuserer langt mere på dokumenterbar adfærd, konkrete hændelser og faglige ekspertvurderinger.

Det er også værd at bemærke, at den internationale debat om raceforbud generelt er blevet mere skeptisk. Mange eksperter peger på, at farlighed ikke kan reduceres til raceetiketter. Opvækst, træning, socialisering, ejeransvar og den konkrete situation betyder mindst lige så meget, ofte mere. ^[4]

Blik fremad

Sagen lægger et pres på både Rigspolitiet og Christiansborg. Hvis vurderingerne fortsat hviler på en metode, som ikke kan bære en simpel test for pålidelighed, bliver det svært at forsvare status quo.

Det afgørende spørgsmål er ikke, om myndighederne skal kunne gribe ind over for farlige hunde. Det skal de. Spørgsmålet er, om Danmark vil acceptere, at lovlige hunde bliver aflivet på baggrund af et skøn over deres udseende.

Når konsekvensen er uigenkaldelig, burde beviskravet være derefter. Lige nu tyder meget på, at det ikke er tilfældet.

Hundedømmelse kritiseres: politiets visuelle vurdering kan føre til uretmæssig aflivning