Skjult kamera afslører råd om falsk homoasyl

En skjult kameraoptagelse fra det østlige London har sat nyt tryk på en gammel og følsom konflikt i europæisk asylpolitik: Hvad sker der, når rådgivere angiveligt opfordrer migranter til at påstå, at de er homoseksuelle for at øge chancen for asyl? ^[1]

Området i Østlige London hvor den skjulte kameraoptagelse blev filmet

Maps

Et reelt asylgrundlag, men svært at bevise

I både Storbritannien og EU kan forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet udløse international beskyttelse. Det bygger på fast praksis fra europæiske domstole og nationale asylsystemer. En ansøger behøver ikke bevise sin seksualitet på en måde, der krænker privatlivet. Til gengæld skal forklaringen være sammenhængende, individuel og troværdig. ^[3]

Det lyder enkelt, men i praksis er det noget af det mest komplicerede i asylbehandling.

Mange LGBTQ-asylansøgere kommer fra lande, hvor åben homoseksualitet er strafbart eller socialt livsfarligt. Nogle har levet skjult hele livet, været tvunget ind i heteroseksuelle ægteskaber eller mangler enhver form for dokumentation. Traumer, skam og frygt for myndigheder gør ofte forklaringer usammenhængende, især ved de første interviews.

Netop derfor har britiske og europæiske myndigheder de seneste år formelt bevæget sig væk fra stereotype vurderinger. En mand skal ikke "se homoseksuel ud", kende bestemte barer eller kunne redegøre for vestlige identitetskategorier for at blive troet. Den slags antagelser er flere gange blevet underkendt juridisk. ^[4]

Men mistanken om coaching er ikke ny

Det nye i London-sagen er ikke, at mistanken findes. Det nye er den konkrete optagelse, hvor en rådgiver efter alt at dømme kobler betaling med et råd om at ændre forklaring i en bestemt retning. ^[5]

Det passer ind i et mønster, som britiske myndigheder, forskere og advokater længe har beskrevet mere forsigtigt: et marked af uformelle "immigrationsrådgivere", tolke, mellemled og opportunister, der udnytter et ekstremt presset system. Når sagsbehandlingstiden er lang, dokumentkravene høje og udfaldet livsafgørende, opstår der et incitament til coaching. ^[6]

Det betyder dog ikke, at problemet er opdigtet. Tværtimod peger flere undersøgelser og fagmiljøer på, at coaching forekommer i asylsystemer bredt forstået, også i sager om religion, politisk aktivitet og identitet. Seksualitet er blot et særligt eksplosivt felt, fordi bevisførelsen nødvendigvis er begrænset.

Sådan vurderer myndighederne sagerne i dag

Både i Storbritannien og store dele af EU bygger vurderingen i dag på et samlet troværdighedsskøn.

Hvad der typisk indgår

Myndigheder ser blandt andet på:

• om ansøgerens forklaring hænger sammen over tid
• om den passer med kendt viden om forholdene i hjemlandet
• om der findes støttebeviser, for eksempel beskeder, vidneudsagn, medlemskab af netværk eller oplysninger om tidligere overgreb
• om der er plausible forklaringer på forsinket oplysning om seksualitet

Samtidig er der klare juridiske grænser. Myndigheder må ikke kræve sexvideoer, intime billeder eller medicinske "tests". EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gentagne gange slået fast, at den slags metoder er ulovlige og krænkende.

Hvor systemet ofte fejler

Problemet er, at et menneskeligt troværdighedsskøn let bliver farvet af kultur, klasse og forventninger. En beslutningstager kan komme til at tro mere på en veluddannet ansøger, der taler flydende om identitetspolitik, end på en person fra et stærkt konservativt samfund, hvor ordforrådet om seksualitet er helt anderledes.

Flere LGBTQ-retsgrupper har dokumenteret, at genuine ansøgere stadig bliver afvist med henvisning til, at de ikke har "levet åbent nok", ikke havde en tidlig nok erkendelse eller først sent nævnte deres seksualitet i forløbet. Det sidste er særligt problematisk, fordi mange netop tier af frygt, også over for tolke fra eget miljø. ^[3]

Risikoen ved svindel er større end den enkelte sag

Hvis konkrete tilfælde af coaching viser sig at være reelle, er konsekvensen ikke kun, at enkelte personer forsøger at snyde sig til ophold. Skaden rammer bredere.

For det første undergraver det tilliden til asylsystemet. Når offentligheden får indtryk af, at identitetsforklaringer kan "købes", bliver det lettere for politikere at stramme reglerne generelt.

For det andet rammer det genuine LGBTQ-flygtninge hårdt. Hver ny svindelsag øger risikoen for, at sagsbehandlere bliver mere mistroiske, og at ægte ofre mødes med hårdere krav og flere afslag.

For det tredje kan det skubbe myndigheder mod metoder, der juridisk og etisk er farlige. Presset for "bedre kontrol" kan ende i mere invasive interviews, større vægt på stereotyper eller en forventning om privat dokumentation, som ingen burde tvinges til at fremlægge.

Advokater og forskere peger på et dobbelt behov

Der er bemærkelsesværdig enighed blandt mange immigrationsjurister, forskere og LGBTQ-organisationer om én ting: Systemet skal både kunne opdage misbrug og beskytte dem, der faktisk er forfulgt.

Hvad de foreslår

De mest gennemgående forslag er:

• strengere kontrol og certificering af private immigrationsrådgivere
• bedre uddannelse af asylsagsbehandlere i traumer, kulturforståelse og LGBTQ-forfølgelse
• mindre brug af stereotype forestillinger i interviews
• hurtigere adgang til kvalificeret juridisk bistand, så desperate ansøgere ikke presses over til tvivlsomme mellemled
• tydeligere og mere ensartede retningslinjer for, hvordan troværdighed vurderes

Særligt markedet for uautoriseret rådgivning går igen som en svaghed. Når mennesker i desperation betaler kontant for "hjælp", er de lette ofre, både for bedrag og for råd, der senere ødelægger deres sag. ^[7]

Et system, der belønner fortællinger

Sagen fra London peger også på en mere ubehagelig sandhed om asylsystemer i Europa: De belønner ikke kun fakta, men også evnen til at fortælle en sag på den rigtige måde.

En person med et legitimt beskyttelsesbehov kan falde igennem, hvis vedkommende forklarer sig rodet, sent eller kulturelt "forkert". Omvendt kan en velcoachet ansøger i nogle tilfælde fremstå mere overbevisende end et traumatiseret menneske, der taler sandt.

Det er ikke et særproblem for LGBTQ-sager, men her bliver det særligt tydeligt, fordi meget af vurderingen handler om indre liv, relationer og frygt, altså forhold som sjældent kan dokumenteres entydigt.

Blik fremad

Den britiske optagelse vil næsten sikkert blive brugt politisk som bevis på et bredere problem. Men det er vigtigt at holde to tanker i hovedet samtidig.

Ja, coaching og svig skal tages alvorligt, især hvis der findes rådgivere, som mod betaling instruerer ansøgere i at opfinde en seksuel identitet. Det undergraver systemet.

Men nej, løsningen er ikke at gøre genuine LGBTQ-asylansøgere til hovedmistænkte eller at genåbne for nedværdigende kontrolmetoder. Det vil både være ulovligt og ramme de mest sårbare først.

Den reelle test for Storbritannien og resten af Europa er derfor ikke, om myndighederne kan være mere mistroiske. Det er, om de kan blive mere præcise. Det kræver bedre sagsbehandling, hårdere greb mod lyssky rådgivere og en erkendelse af, at et retssikkert asylsystem skal kunne håndtere to ubehagelige sandheder på én gang: Nogle lyver. Nogle bliver ikke troet, selv om de taler sandt.