Sudan tre år efter: Verdens største nødhjælpskrise

En stat, der kollapsede, før den faldt fra hinanden

Port Sudan, Østlige Sudan, vist som et af de to centrale magtcentre i konflikten

Maps

Fashir, hovedstaden i Nord-Darfur, viser RSFs kontrol i vestlige områder

Maps

Det er kernen i krigens politiske oprindelse: Staten blev aldrig genopbygget som en civil orden. I stedet blev den stående som et delt sikkerhedssystem, hvor hæren og RSF formelt samarbejdede, mens de reelt forberedte sig på det opgør, der kom i 2023.

Tre år senere er resultatet en endnu mere fragmenteret virkelighed. Sudan beskrives nu i stigende grad som et land med to militariserede magtcentre, med SAF's administration i Port Sudan og RSF's parallelle styring i vestlige områder. Det har skabt frygt for en de facto-opdeling af landet mellem øst og vest, især efter store territoriale forskydninger i 2025. ^[4]

Khartoum blev vendepunkt, men ikke løsning

Da SAF i marts 2025 generobrede Khartoum, blev det af nogle læst som begyndelsen på et militært momentum for hæren. Men genindtagelsen af hovedstaden løste ikke konflikten. Tværtimod flyttede den tyngdepunktet mod Darfur og Kordofan, hvor RSF fortsat står stærkt.

Da RSF senere samme år hævdede kontrol over al Fasher, blev frygten for en ny territorial opsplitning markant skærpet. Krigen har dermed ændret karakter fra kamp om centralmagten til kamp om geografiske blokke og varig dominans.

De civile betaler regningen

Omkring 33,7 millioner mennesker, svarende til omtrent to tredjedele af befolkningen, forventes at få brug for humanitær hjælp i 2026. Omkring 21 millioner står over for akut fødevareusikkerhed, og mere end 20 millioner har behov for sundhedshjælp. ^[5]

Tallene er enorme, men de dækker over noget endnu mere konkret: familier uden adgang til rent vand, børn i områder med akut fejlernæring, gravide uden klinikker, og syge mennesker i et sundhedssystem, der i mange områder reelt er brudt sammen.

Ifølge humanitære vurderinger er 65 procent af befolkningen afhængige af hjælp til mad, vand, husly eller medicin. Det er ikke et midlertidigt chok. Det er en varig undtagelsestilstand. ^[6]

Sult, sygdom og lukkede hjælperuter

Adgangen til nødhjælp er blevet et centralt slagfelt i sig selv. Både kamphandlinger, bureaukratiske blokeringer, plyndringer og usikre transportkorridorer har gjort det svært at nå frem. Samtidig er finansieringen skrumpet, netop mens behovene vokser.

I begyndelsen af 2026 meldte humanitære aktører om fortsat fordrivelse i Kordofan-regionerne. Bare siden slutningen af oktober 2025 er mere end 88.000 mennesker blevet fordrevet i Nord-, Syd- og Vestkordofan, heraf omkring 17.000 alene i januar. I Sydkordofan er yderligere over 13.000 flygtet fra deres hjem. ^[7]

Det er kun en del af billedet. Millioner er allerede internt fordrevne eller flygtet over grænserne til især Tchad, Sydsudan og Egypten. Nabolandene er under voldsomt pres, og flygtningestrømmene er ikke kun en humanitær udfordring. De påvirker også sikkerhed, økonomi og lokale spændinger i en i forvejen ustabil region.

Regionale magter har gjort krigen større

Sudan-krigen er ikke en lukket national konflikt. Den er vævet ind i magtspil i hele Afrikas Horn og langs Rødehavet. Egypten ser stabilitet i Sudan som et spørgsmål om egen sikkerhed, ikke mindst på grund af Nilens vand og striden om Etiopiens GERD-dæmning. Etiopien har på sin side egne grænse- og sikkerhedsinteresser. Tchad håndterer store flygtningestrømme, mens Sydsudan påvirkes af grænsekonflikter og væbnede spillover-effekter.

Dertil kommer Golfstaternes rolle, som har tilført endnu et lag af konkurrerende interesser. Ekstern støtte til rivaliserende parter har ikke skabt balance. Den har snarere forlænget krigen. ^[8]

Det forklarer også, hvorfor diplomatiet igen og igen er brudt sammen. Regionale organisationer som IGAD har været hæmmet af interne uenigheder, begrænsede midler og medlemslande med egne dagsordener i Sudan. Internationale initiativer har ofte fokuseret på våbenhviler og nødhjælp, men uden at løse det centrale spørgsmål: hvem skal have magten, og på hvilke civile vilkår?

Fejlslagen mægling og fraværet af civilt styre

Den mest grundlæggende fiasko er politisk. Der har ikke været en troværdig proces, som kunne tvinge de væbnede aktører tilbage og genoprette reel civil autoritet. Tværtimod har de stridende parter konsolideret sig som parallelle magtcentre med civile facader, men militær logik. ^[9]

Det er en væsentlig grund til, at krigen fortsætter på tredje år. Humanitær hjælp kan lindre, men ikke løse, et sammenbrud skabt af militariseret statsmagt. Når internationale aktører nøjes med at administrere katastrofen, uden at ændre magtbalancen bag den, bliver nødhjælpen i praksis en måde at håndtere symptomerne på.

Uddannelse og sundhed er ved at forsvinde som systemer

Krigen har ikke kun kostet liv og hjem. Den har også ødelagt institutioner, som normalt holder et samfund sammen. Sundhedssystemet er i mange områder tæt på kollaps. Skoler er lukkede, ødelagte eller utilgængelige, og en hel generation risikerer at miste flere års undervisning. ^[1]

Det er den langsigtede menneskelige pris, som ofte drukner i frontlinjekort og diplomatiske erklæringer. Selv hvis kampene dæmpes i morgen, vil Sudan stå tilbage med børn uden skolegang, ubehandlede traumer, tabt indkomst og et næsten demonteret offentligt system.

Blik fremad

Tre år inde i krigen er den klare konklusion, at Sudan ikke mangler nødhjælpsappeller. Landet mangler en politisk vej ud af militær dominans. Uden reel civil magtdeling, uden pres på de eksterne støtter, og uden en mere samlet regional linje vil den humanitære krise fortsætte med at vokse.

Det gør Sudan til mere end endnu en fastfrossen konflikt. Det er et eksempel på, hvad der sker, når en revolution aldrig får lov at blive til en stat, og når verden reagerer hurtigere på sult end på årsagerne til den.