Trump truer Powell og udfordrer Feds uafhængighed

Udmeldingen er mere end endnu et personligt opgør mellem to mænd, der længe har ligget i krig om rentepolitikken. Den rammer et af de mest følsomme punkter i amerikansk økonomi: centralbankens uafhængighed. ^[2]

Capitolområdet i Washington, DC – stedet for den politiske magtkamp omkring centralbankens uafhængighed

Maps

Trumps nye trussel øger presset op mod 15. maj

Ifølge Trump vil han gribe ind, hvis Powell bliver siddende som fungerende chef efter udløbet af sin formelle periode. Powell har selv gjort klart, at han vil blive på posten, indtil en efterfølger er godkendt af Senatet, hvis det bliver nødvendigt. Det er ikke usædvanligt i Washington, hvor udpegninger ofte trækker ud. ^[1]

Det gør situationen mere eksplosiv. Trump vil både have Powell væk og samtidig fastholde presset omkring undersøgelsen. Dermed er pengepolitik, institutionel magtkamp og partipolitik blevet viklet sammen i én og samme sag.

Kan en præsident overhovedet fyre Fed-chefen?

Det korte svar er, at det er juridisk omstridt. ^[3]

Den etablerede fortolkning

Den klassiske forståelse af Federal Reserves konstruktion er, at præsidenten ikke bare kan afskedige en centralbankchef på grund af politisk uenighed. Fed-systemet er bygget med lange, forskudte embedsperioder netop for at beskytte pengepolitikken mod kortsigtet politisk pres. ^[4]

Bestyrelsesmedlemmer kan i udgangspunktet kun fjernes med saglig begrundelse, typisk forsømmelse, grov pligtforsømmelse eller misbrug. Det er derfor svært at se, hvordan utilfredshed med manglende rentenedsættelser i sig selv skulle være nok. ^[5]

Den aggressive juridiske linje

På højrefløjen i amerikansk jura findes der dog en mere vidtgående opfattelse: at præsidenten som leder af den udøvende magt har bredere ret til at afskedige topembedsmænd, også i uafhængige institutioner. Den tanke har fået mere luft de senere år, i takt med at Højesteret har styrket præsidentmagten på andre områder. ^{[6] [7]}

Hvis Trump vælger den vej, vil sagen næsten med sikkerhed ende i retten. Det vil skabe en ny og potentielt vidtrækkende prøve på, hvor selvstændig den amerikanske centralbank reelt er.

Markederne reagerer ikke kun på handlinger, men også på trusler

Selv hvis Powell ikke bliver fyret, kan skaden allerede være i gang.

Tidligere episoder, hvor Trump luftede idéen om at afsætte Powell, udløste uro på markederne. Dollaren svækkedes, lange amerikanske renter steg, og aktier kom under pres. Den type reaktion er vigtig, fordi den siger noget om, hvad investorer frygter mest: ikke bare personen Powell, men signalet om, at Det Hvide Hus vil styre renten direkte. ^{[8] [9]}

Hvorfor det er så følsomt

Centralbankens troværdighed hviler på, at investorer, virksomheder og husholdninger tror på, at inflation bliver bekæmpet, også når det gør ondt politisk. Hvis markedet begynder at tro, at renten fastsættes ud fra præsidentens kortsigtede behov, kan inflationsforventningerne stige. ^[10]

Det har konkrete konsekvenser. Højere inflationsforventninger kan presse de lange renter op, gøre statens finansiering dyrere og svække dollaren yderligere. I værste fald kan man få en situation, hvor forsøget på at presse renten ned i stedet gør de finansielle vilkår strammere.

Renoveringssagen er blevet politisk våben

Trump har koblet sin kritik af Powell til en undersøgelse af renoveringen af Federal Reserves hovedkvarter, som han mener er løbet løbsk økonomisk. Han fremstiller sagen som et spørgsmål om mulig forsømmelse eller værre.

Det er ikke tilfældigt. Hvis en præsident skal have en juridisk mere holdbar begrundelse for at fjerne en Fed-chef, er påstande om pligtforsømmelse langt mere brugbare end uenighed om renten. Derfor er det afgørende, at Tillis nu gør netop den undersøgelse til nøgle i kampen om Warshs godkendelse.

Det lægger op til et usædvanligt magtspil: Trump vil bruge sagen til at øge presset på Powell, mens en republikansk senator bruger den til at bremse Trumps egen kandidat.

Det nye i konflikten

Trump har tidligere skældt Powell ud, kaldt ham inkompetent og presset på for rentenedsættelser. Det nye er, at truslen nu er knyttet til en konkret dato og til en konkret overgangssituation i Fed-ledelsen.

Det gør risikoen mere reel. Ikke nødvendigvis fordi en fyring er sandsynlig, men fordi usikkerheden omkring ledelsen i verdens vigtigste centralbank nu er flyttet fra politisk teater til et spørgsmål om få uger.

Blik fremad

De næste uger handler ikke kun om, hvem der sidder i chefstolen i Federal Reserve. De handler om, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i forsøget på at bøje centralbanken efter politiske behov.

Hvis Powell bliver siddende midlertidigt, og Trump forsøger at fjerne ham, kan USA stå med både en forfatningskamp og markedsuro på samme tid. Hvis Warsh hurtigt bliver godkendt, slipper Det Hvide Hus muligvis for det slagsmål, men spørgsmålet forsvinder ikke: Hvor uafhængig er Fed, når præsidenten åbent bruger fyringstrusler som våben?

Det er den egentlige historie. Ikke bare om Powell, men om tilliden til amerikansk økonomisk styring.