Trump antyder nye Iran-samtaler denne uge

Diplomati i skyggen af blokaden

Islamabad, Pakistan – stedet hvor forhandlingerne om iran-konflikten kan genoptages senere i ugen

Maps

Men situationen på vandet peger i den modsatte retning. USA har indsat mere end et dusin krigsskibe og omkring 10.000 soldater for at håndhæve blokaden mod iranske havne og kystområder. Formålet er klart: at ramme Teherans økonomiske livliner, især olieindtægter og indtægter fra passage gennem Hormuzstrædet.

Den amerikanske militærkommando siger, at ingen skibe har passeret blokaden i dens første døgn, og at flere handelsskibe er blevet bedt om at vende om. Samtidig viser skibssporingsdata, at fartøjer fortsat har krydset Hormuz, også skibe med forbindelser til Iran. Det understreger, hvor svært det er at håndhæve en total afskæring i et af verdens mest trafikerede og strategiske farvande.

Derfor er Hormuzstrædet stadig nøglen

Da Iran i marts reelt lukkede strædet efter amerikanske og israelske angreb, steg Brent-olien hurtigt fra godt 71 dollar pr. tønde til over 77 dollar, og siden har markedet flere gange handlet over 100 dollar. De seneste tegn på mulig diplomatisk fremdrift har dæmpet presset og sendt olieprisen ned under den symbolske 100-dollars grænse. Det siger noget om markedets nervøsitet: selv små signaler fra Washington og Teheran flytter priserne. ^[4]

Hvad markedet holder øje med

Hvis samtalerne faktisk genstarter, vil investorer og rederier især se på fem ting: om Hormuz åbnes mere stabilt, om antallet af skibe gennem strædet stiger, om angreb eller konfrontationer til søs falder, om forhandlerne kan enes om en model for sanktioner, og om forsikringspræmier for sejlads i Golfen begynder at falde.

Forsikringsomkostninger og omdirigerede ruter er ofte de første konkrete tegn på, om en krise er ved at lette, eller om den tværtimod er ved at sætte sig fast. ^[5]

De svære knaster er stadig uløste

Det største stridspunkt er fortsat Irans atomprogram. De første højniveaumøder i Islamabad brød i weekenden sammen, fordi Iran ifølge USA ikke accepterede de amerikanske vilkår. Her ligger den centrale politiske udfordring: Washington vil have håndfaste begrænsninger og kontrol, mens Teheran vil have reelle økonomiske indrømmelser, ikke løfter, der senere kan rulles tilbage. ^[6]

Begge regeringer er samtidig bundet af hjemlig politik. Trump kan ikke sælge en aftale, der ligner eftergivenhed over for Iran, og det iranske lederskab har svært ved at acceptere en model, hvor landet først presses militært og økonomisk og derefter forventes at give store indrømmelser.

Blik fremad

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om der kommer endnu et møde. Det afgørende er, om en ny runde kan omsættes til noget mere end taktisk pause og symbolske udmeldinger.

Så længe USA opretholder blokaden, og så længe vilkårene for sanktioner, skibsfart og atomkontrol er uklare, er risikoen den samme som hidtil: at diplomati og militær afskrækkelse løber parallelt, indtil den ene side igen vælger at teste den anden.