USA og Tyskland i ny strid om Ukraine og NATO

Den aktuelle strid er udløst af skarpe udvekslinger om både Ukraine og den bredere sikkerhedspolitiske kurs. Tonen er hård nok i sig selv. Men det vigtige er, at uenigheden rammer et forhold, som i forvejen har været slidt i mere end et årti.

The White House i Washington, DC – et centralt sted for amerikansk udenrigspolitik i forhold til NATO og Ukraine.

Maps

Et forhold med gamle sprækker og nye konflikter

Siden Ruslands første angreb på Ukraine i 2014 har Washington og Berlin gentagne gange stødt sammen over tre spørgsmål: våben til Ukraine, forsvarsudgifter og Tysklands rolle i NATO. ^[2]

Hvor meget er retorik, og hvor meget er reel politik?

Det er fristende at afskrive noget af den nuværende konflikt som Trump-retorik. Det ville være for let.

Der er stadig et lag af politisk teater i det transatlantiske forhold. Amerikanske præsidenter har i årevis brugt Tyskland som eksempel på europæisk nølen. Tyske ledere har omvendt ofte svaret igen med moralsk irritation over amerikansk impulsivitet. Men under overfladen ligger der reelle politiske forskelle.

De ses tydeligst i spørgsmålet om krigens mål. Mange i den amerikanske lejr, især omkring Trump, taler nu åbent om forhandling, hurtig afslutning og mindre strategisk tålmodighed. I Berlin er der også voksende realisme om Ukraines militære begrænsninger, men langt større frygt for, at en amerikansk presset fred vil belønne russisk aggression og svække europæisk sikkerhed i årevis. ^[5]

Det gør ordene tungere. Når den amerikanske præsident taler ned om Ukraine eller lufter tvivl om fortsat engagement, er det ikke bare støj i Berlin. Det bliver læst som et muligt varsel om en strategisk retræte.

Forsvarsudgifterne er stadig et åbent sår

Berlin nåede i 2024 op omkring NATO's 2 procentsmål og har lagt planer, der peger højere op over de kommende år. Det er et dramatisk skifte for et land, som i årevis blev udstillet for at underinvestere i sit forsvar. Men kritikken fra Washington er ikke forsvundet, dels fordi meget af pengene stadig omsættes langsomt, dels fordi kravene i NATO er rykket. ^[6]

Efter topmødet i Haag er diskussionen i stigende grad gledet mod langt højere ambitionsniveauer, i nogle kredse helt op mod 5 procent af BNP. Det er et niveau, som få europæiske lande realistisk kan nå hurtigt uden større gældsætning, besparelser eller skattestigninger. Netop derfor bliver debatten mere eksplosiv: den handler ikke længere kun om at lukke et gammelt hul, men om hvorvidt Europa kan følge med et nyt amerikansk kravregime.

For Tyskland er det ekstra følsomt. Landet forventes både at være Europas økonomiske motor og en langt tungere militær aktør. Hvis Berlin ikke leverer, vokser presset fra Washington. Hvis Berlin leverer hurtigere, risikerer regeringen hjemlig modstand mod oprustningens pris.

Tyskland er svært at erstatte, også for USA

Det gør den seneste amerikanske skarpe kurs særligt risikabel, fordi Tyskland ikke bare er endnu en allieret. Landet er USA's vigtigste militære bagland i Europa.

Derfor bliver enhver konflikt mellem Washington og Berlin hurtigt større end et bilateralt skænderi. Den rammer NATO's evne til at planlægge samlet.

Hvis relationen forværres yderligere, kan det på kort sigt gøre koordineringen om Ukraine mere usikker. På længere sigt kan det presse Europa til at planlægge forsvar med svagere tillid til amerikansk forudsigelighed. Det er præcis den udvikling, flere europæiske regeringer allerede forsøger at forberede sig på.

Energien ligger også under konflikten

Tysklands gamle afhængighed af russisk gas var et af de tydeligste symboler på den strategiske naivitet, som mange i Washington længe kritiserede. Efter 2022 ændrede Berlin kurs hurtigt og dyrt. LNG-import, nye terminaler og bredere europæisk koordinering blev bygget op i hast.

Men erfaringen fra gaschokket hænger stadig ved. Hvis forholdet mellem USA og Tyskland bliver mere ustabilt, rammer det også EU's energiplanlægning indirekte. Ikke fordi USA nødvendigvis lukker for eksport eller samarbejde, men fordi sikkerhed, energi og industri nu hænger langt tættere sammen end før. En svagere transatlantisk relation vil derfor ikke kun være et NATO-problem. Den vil også øge Europas behov for at reducere strategiske afhængigheder hurtigere.

Det store billede

Det aktuelle opgør mellem USA og Tyskland handler ikke kun om skarpe citater eller dårlig kemi. Det blotlægger noget mere alvorligt: at den gamle transatlantiske arbejdsdeling ikke længere kan tages for givet.

For NATO er det en dårlig kombination. For Europa er det et varsel.