USA sender Witkoff og Kushner til Pakistan om Iran

Det Hvide Hus sender nu Steve Witkoff og Jared Kushner til Pakistan i et nyt forsøg på at åbne en kanal til Iran. Det er den konkrete nyhed. Den større pointe er, at Washington igen siger ét offentligt og gør noget andet bag kulissen. ^[1]

I går skrev vi, at Trump havde trukket atomkortet tilbage, men ikke trukket sig tilbage. Lørdagens udvikling bekræfter præcis det mønster. Den militære og økonomiske pression består, men samtidig forsøger USA at skabe et diplomatisk udløb via Islamabad.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Pakistan er igen blevet det rum, alle bruger, men ingen stoler fuldt på

Islamabad, Pakistan – stedet for pakistansk mellemkomst i Iran-forhandlingerne

Ifølge Det Hvide Hus rejser Witkoff og Kushner til Pakistan lørdag morgen for at tale med Iran gennem pakistansk mellemkomst. Pressesekretær Karoline Leavitt siger, at iranerne "vil tale", og at vicepræsident J.D. Vance står klar til at rejse videre, hvis der opstår et gennembrud. ^[2]

Iran afviser imidlertid, at der er planlagt direkte møder med USA. Udenrigsminister Abbas Araghchi er ankommet til Islamabad, men ifølge Teheran skal Irans synspunkter blot viderebringes til Pakistan.

Tehran, Iran – Irans synspunkter videreformidles gennem Pakistan i forhandlingerne

Det lyder som semantik, men det er mere end det. Iran forsøger at undgå billedet af, at landet møder USA direkte under fortsat blokade og militært pres. Washington forsøger omvendt at signalere bevægelse uden at opgive tvangen. Begge parter vil forhandle uden at se ud, som om de giver efter.

Hvorfor netop Witkoff og Kushner

Valget af udsendinge siger noget om, hvordan Trump fører udenrigspolitik i 2026.

Steve Witkoff er formelt særlig udsending og har fået en central rolle i flere af administrationens svære forhandlingsspor. Jared Kushner har ingen klassisk diplomatkarriere bag sig, men er fortsat en af præsidentens mest betroede rådgivere og knyttes igen til de store regionale aftaler. I Trumps inderkreds behandles de to i praksis som et lille, personligt forhandlingsteam, der bevæger sig mellem Iran, Gaza, Israel og Ukraine med en metode, der minder mere om hård forretningsforhandling end traditionelt diplomati. ^[3]

Det er også grunden til, at de vækker så delte reaktioner. Tilhængere ser dem som folk, der kan handle hurtigt, arbejde uden tungt bureaukrati og tale direkte på præsidentens vegne. Kritikere peger på det modsatte: begrænset formel diplomatisk erfaring, svag institutionel forankring og en tendens til at søge store politiske "deals" før de tekniske detaljer er på plads. ^[4] ^[5]

I en Iran-forhandling er netop detaljerne problemet. En holdbar aftale afhænger ikke af kemi ved et mødebord, men af verificerbar kontrol med berigelse, inspektøradgang og håndhævelse. ^[6]

Pakistan har en åbning, men også en indbygget svaghed

At mødet lægges i Islamabad er ikke tilfældigt. Pakistan har de seneste uger forsøgt at placere sig som nødvendig mellemmand mellem Washington og Teheran. Landet har kontakt til begge sider, stærk egeninteresse i at dæmpe konflikten og et akut økonomisk motiv for at få presset på energimarkederne ned. ^[7] ^[8]

For Pakistan er dette ikke kun prestige. Højere oliepriser og uro omkring Hormuz rammer en allerede skrøbelig økonomi direkte gennem importregningen, inflationen og betalingsbalancen. Samtidig har Islamabad brug for at undgå en bredere regional brand langs sin egen iranske grænse. ^[9]

Men Pakistans mæglerrolle er ikke ren. Landets forhold til Iran er historisk ujævnt, dets sikkerhedspolitik er tæt flettet sammen med Afghanistan, og forbindelserne til Saudi-Arabien gør det svært at fremstå som fuldt neutral. Derudover peger flere analyser på, at Pakistans reelle udenrigspolitiske tyngde i denne sag i høj grad er bundet til hærchef Asim Munirs personlige kanal til Trump-administrationen.

Med andre ord: Pakistan kan åbne døre, men ikke nødvendigvis holde dem åbne.

Den egentlige konflikt er stadig den samme

Selv hvis weekenden producerer billeder af smil og håndtryk, ændrer det ikke på sagens kerne. USA kræver fortsat, at Iran opgiver enhver troværdig vej til atomvåben på en måde, der kan kontrolleres. Iran vil have lettelser, sikkerhedsgarantier og en vej ud af det økonomiske og maritime kvælertag.

Samtidig fortsætter blokaden og usikkerheden omkring Hormuz. Det gør enhver diplomatisk åbning skrøbelig fra start. Så længe søpresset består, vil Teheran have svært ved at sælge et kompromis internt som andet end tvungen indrømmelse. Og så længe Iran ikke leverer noget konkret på atomspørgsmålet, vil Trump have svært ved at sælge en lempelse som andet end svaghed.

Der er også et ekstra lag af usikkerhed på iransk side. Som vi tidligere har beskrevet, er magtforholdene i Teheran blevet mere uklare efter Ali Khameneis død. Det gør spørgsmålet om, hvem der faktisk kan godkende et kompromis, mere åbent end normalt.

Relateret artikel:

Magten i Iran flyder efter Khameneis død

Blik fremad

Det nye er altså ikke, at USA og Iran pludselig er tæt på fred. Det nye er, at Trump trods offentlig hårdhed igen tester en bagkanal, og at Pakistan er tilbage som nødvendigt mellemled.

Hvis samtalerne fejler, vil de mest sandsynligt blot bekræfte den nuværende mellemtilstand: våbenhvile uden tillid, blokade uden løsning, diplomati uden gennembrud.

Hvis de lykkes bare lidt, vil næste test komme hurtigt: ikke i Islamabad, men i spørgsmålet om, hvad Iran faktisk vil give på atomprogrammet, og hvad USA reelt vil give igen. Det er dér, denne krise stadig afgøres.

Kushner og Witkoff rejser til Pakistan for Iran-samtaler

USA sender Witkoff og Kushner til Pakistan

Trump afviser atomvåben mod Iran

Trump afviser atomvåben mod Iran

Pakistan er igen blevet det rum, alle bruger, men ingen stoler fuldt på

Hvorfor netop Witkoff og Kushner

Pakistan har en åbning, men også en indbygget svaghed

Den egentlige konflikt er stadig den samme

Blik fremad

Nævnte personer

Emner

Snak om artiklen med andre

Læserens bedømmelse af artiklen