USA trækker 5.000 soldater ud af Tyskland i nyt pres

Det nye i mandagens melding fra Jerevan er ikke, at Europa bliver bedt om at tage mere ansvar for egen sikkerhed. Det har Donald Trump sagt i årevis. Det nye er, hvor direkte forbindelsen nu er blevet mellem en politisk konflikt med Berlin og USA's militære fodaftryk i Europa. ^[1]

EU's udenrigschef Kaja Kallas kaldte timingen af den amerikanske beslutning om at trække 5.000 soldater ud af Tyskland for en overraskelse. Samtidig brugte hun den som argument for det, europæiske ledere allerede er i gang med at sige højt: Europa kan ikke længere planlægge sin sikkerhed ud fra, at amerikansk tilstedeværelse er stabil, forudsigelig og politisk afkoblet fra Det Hvide Hus' dagsform. ^[2]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Tyskland er stadig navet, ikke bare endnu et værtsland

Det er afgørende at skille symbolik fra funktion. 5.000 soldater vælter ikke NATO alene. Men Tyskland er heller ikke et tilfældigt sted at skære.

Kort over placering af udvalgte amerikanske baser og træningsområder i Tyskland: Ramstein, Landstuhl, Stuttgart, Grafenwöhr og Hohenfels.

USA har fortsat omkring 36.000 soldater i Tyskland, flere end i noget andet europæisk land. Ramstein er et centralt knudepunkt for lufttransport og operativ koordinering. Landstuhl er et nøglehospital. Stuttgart huser vigtige amerikanske hovedkvarterer. Grafenwöhr og Hohenfels bruges til træning og samvirke. Når Washington reducerer i Tyskland, er det derfor ikke kun et spørgsmål om mandskab, men om logistik, tempo og sammenhæng i hele NATO's maskinrum. ^[3]

Det gør også sagen mere følsom end en ren omplacering til østflanken ville have været. Indtil videre er der stadig usikkerhed om, hvilke enheder der forsvinder, og om de trækkes helt hjem eller flyttes videre i Europa. NATO har selv sagt, at alliancen nu forsøger at forstå detaljerne. ^[4]

Historien bag: et langt fald siden den kolde krig

Den amerikanske tilstedeværelse i Tyskland er allerede langt mindre end før. Under den kolde krig stod omkring 250.000 amerikanske soldater i Vesttyskland. På europæisk plan var tallet i slutningen af 1980'erne over 300.000. Siden murens fald og Tysklands genforening er strukturen blevet skåret ned i bølger. ^[5]

Det er vigtigt, fordi tilbageværende baser i dag ikke er overflødige rester fra en gammel orden. De er det, USA fortsat vurderer som mest nyttigt. En ny reduktion rammer derfor et system, hvor der er mindre fedt at skære væk end før.

Netop derfor er mandagens udmelding mere end en gentagelse af en gammel byrdefordelingsdebat. Ja, amerikanerne har klaget over europæiske allieredes forsvarsudgifter siden NATO's tidlige år. Kongressen diskuterede allerede i 1980'erne, om USA burde reducere styrker i Europa, hvis de europæiske lande ikke betalte mere. Det nye er, at den gamle frustration nu kobles direkte til en akut diplomatisk konflikt og til en præsident, der åbent bruger tropper som politisk løftestang. ^[6]

Europa har hørt budskabet, men er stadig i overgang

Kaja Kallas og Ursula von der Leyen brugte begge mandagens møde i Jerevan til at presse på for hurtigere europæisk oprustning. Mark Rutte sagde tilsvarende, at europæerne har forstået Trumps frustrationer og er ved at handle.

På papiret er der også bevægelse. De europæiske NATO-lande accepterede sidste år under topmødet i Haag at hæve de direkte forsvarsinvesteringer til 3,5 procent af BNP. Danmark ventes allerede i år at nå den målsætning. I EU-kredse er ambitionen, at Europa omkring 2030 i langt højere grad selv skal kunne stå for sit konventionelle forsvar.

Men den operative virkelighed er mindre behagelig. Europa kan godt hæve budgetter hurtigt. Det er sværere hurtigt at erstatte amerikanske kapaciteter inden for strategisk transport, kommando, luftforsvar, efterretninger, medicinsk beredskab og tung logistik. Det er præcis de områder, hvor Tyskland spiller en central rolle i den amerikanske og alliancens struktur.

Derfor er signalet næsten vigtigere end tallet

Trump sagde i weekenden, at USA vil skære "langt mere ned end 5.000". Hvis det bliver omsat til handling, bliver problemet ikke bare mindre amerikansk tilstedeværelse, men voksende tvivl om selve forudsigeligheden.

Afskrækkelse handler ikke kun om, hvor mange soldater der står hvor. Den handler også om, hvor sikkert allierede og modstandere kan regne med, at styrken bliver stående. Når amerikansk tilstedeværelse i Europa fremstår som noget, der kan justeres hurtigt efter politiske fornærmelser eller uenigheder om Iran og Hormuz, bliver NATO's sikkerhedsgaranti mere personlig og mindre institutionel.

Det er den udvikling, europæerne nu forsøger at svare på med flere penge og mere politisk disciplin. Men penge ændrer ikke den grundlæggende udfordring fra den ene dag til den anden: Europa er stadig i en overgangsfase, hvor det skal opruste hurtigere, end det hidtil har været vant til, samtidig med at USA bliver mindre tålmodigt og mindre stabilt.

Det store billede

Mandagens besked fra Jerevan gør én ting klart. Europas forsvarsdebat handler ikke længere primært om ambitioner på papiret. Den handler om tid.

Hvor hurtigt kan Europa bygge nok kapacitet til, at et amerikansk udtræk fra Tyskland ikke udløser reel strategisk nervøsitet? Og hvor hurtigt kan det ske, hvis USA samtidig fortsætter med at reducere eller politisere sin tilstedeværelse?

Det er det egentlige pres i sagen. Ikke kun 5.000 soldater, men erkendelsen af, at Europas vigtigste sikkerhedspartner også er blevet en af dets største planlægningsusikkerheder.

Trump presser Europa til større forsvar og varsler troppeudtræk fra Tyskland

USA trækker soldater ud af Tyskland

Tyskland er stadig navet, ikke bare endnu et værtsland

Historien bag: et langt fald siden den kolde krig

Europa har hørt budskabet, men er stadig i overgang

Derfor er signalet næsten vigtigere end tallet

Det store billede

Nævnte personer

Emner

Snak om artiklen med andre

Læserens bedømmelse af artiklen