Wes Streeting nævnes nu som ny leder af Labour

Wes Streeting er ikke længere bare manden, der brød med Keir Starmer. Han er nu også det navn, stadig flere i Labour nævner, når talen falder på, hvem der kan overtage partiet og i sidste ende blive premierminister.

Det er en bemærkelsesværdig opstigning for en politiker, der selv har gjort sin barske baggrund til en central del af sin offentlige fortælling. Streeting er vokset op i det østlige London i en familie præget af økonomisk usikkerhed. Hans mor var teenager, da hun fik ham, og han har flere gange fortalt, at hans liv begyndte under vilkår, som i britisk klassepolitik nærmest er blevet et symbol på social sårbarhed. ^[1] Netop derfor er hans navn så politisk potent: Han kan sælge en historie om social mobilitet, som Labour længe har manglet en troværdig bærer af.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Det nye efter bruddet med Starmer

Tiderne.dk har tidligere beskrevet, hvordan Streeting forlod regeringen i åben konflikt med Starmer og gjorde manglende tillid til premierministerens lederskab til hovedpointen. Det nye er, at hans exit ikke længere kun læses som et symptom på Labours krise. Den læses også som begyndelsen på en egentlig lederpositionering.

I Westminster er Streeting i årevis blevet set som en af de få i partiet med både medietække, kampinstinkt og ideologisk fleksibilitet nok til at samle flere fløje. Han kommer fra Labour-højre, men har samtidig en personlig historie, der gør det sværere at stemple ham som ren apparatpolitiker. Det er en sjælden kombination i et parti, der stadig balancerer mellem storbyliberalisme, fagbevægelse og vrede vælgere i postindustrielle områder.

Hans afgang gav ham noget, ministre sjældent får, mens de stadig sidder i embedet: frihed. Frihed til at kritisere, frihed til at placere ansvar og frihed til at fremstå som alternativ.

Westminster i London, centrum for det britiske parlament og Streetings rolle som potentiel Labour-leder

Fra sundhedsminister til magtfigur

Streeting blev især kendt uden for Westminster som manden, der skulle rydde op i NHS. Det var et af de tungeste indenrigspolitiske ministerområder, og han brugte posten til at opbygge en profil som reformorienteret realist snarere end klassisk Labour-traditionalist. ^[2]

Hans projekt i sundhedspolitikken

Han argumenterede for et sundhedsvæsen, der skulle bruge private kapaciteter mere pragmatisk for at få ventelisterne ned, samtidig med at den offentlige model blev bevaret. Det gjorde ham populær blandt nogle midtersøgende vælgere og upopulær blandt dele af venstrefløjen, der så ham som for åben over for markedsløsninger. ^[3]

Den spænding følger ham stadig. For hans styrke er også hans sårbarhed: Han virker regeringsduelig for vælgere i midten, men kan få modstand i et parti, hvor mistilliden til privatisering og management-sprog sidder dybt.

Overlevede det politiske og det personlige

Streetings biografi har også en anden dimension, som gør ham vanskelig at ignorere. Han er en af de mest fremtrædende åbent homoseksuelle toppolitikere i britisk politik, og han har tidligere været igennem et kræftforløb. Det har bidraget til et image af politisk hårdførhed, men også til en mere menneskelig profil end mange af hans rivaler. ^[4]

I et politisk miljø, hvor vælgere ofte oplever partiledere som glatte og indstuderede, er det en reel fordel.

Hvor stærk er hans vej til toppen egentlig?

At kunne blive nævnt som mulig premierminister er ikke det samme som at være tæt på Downing Street. Vejen går først gennem Labour, og her er Streetings position langt fra ukompliceret.

Hvis Starmer for alvor mister grebet, vil Streeting være blandt de oplagte kandidater. Men han vil ikke stå alene. Andre profiler i partiet vil også se en åbning, og Streeting vil skulle bevise, at han ikke kun er dygtig i tv-studier og interne opgør, men også kan holde sammen på en parlamentarisk gruppe, der allerede er dybt splittet.

Hans kritik af Starmer kan samtidig blive et tveægget sværd. For nogle Labour-medlemmer ligner han en mand med mod til at sige det højt, andre kun hvisker om. For andre ligner han en politiker, der forlader skuden, når presset stiger. Den forskel i tolkning bliver afgørende i et eventuelt ledervalg.

Derfor taler hans baggrund så meget ind i britisk politik

Britisk politik er stadig besat af klasse, også når den foregiver det modsatte. Streetings historie rammer direkte ind i den nationale fortælling om, hvem der får adgang til magten.

Han er ikke formet af Eton, Oxbridge og arvet netværkskapital på den klassiske konservative måde. Han gik via lokalpolitik, elevaktivisme og senere universitetet i Cambridge, hvor han var aktiv i studenterpolitik. ^[1] For Labour er det vigtigt, fordi partiet i årevis har kæmpet med at overbevise vælgere om, at det stadig forstår mennesker, der ikke lever i den professionelle storbyklasse.

Streeting kan i teorien bygge bro mellem meritokratisk succes og arbejderklasseidentitet. Men netop det projekt er risikabelt. I Storbritannien bliver politikere hurtigt anklaget for enten at udnytte deres baggrund som brand eller for at have forladt den verden, de påstår at repræsentere.

Han er ikke en entydig helt for venstrefløjen

Streetings profil er skarpere end den sentimentalitet, hans opvækst kan invitere til. Han har været en markant kritiker af den hårde Corbyn-fløj, han har stået for en mere disciplineret og Atlantisk orienteret linje i udenrigs- og sikkerhedspolitik, og han har generelt tilhørt den del af Labour, der vil vinde magten i centrum frem for at definere sig i opposition.

Det gør ham spiselig for dele af erhvervslivet og for vælgere, der forlod Labour under Corbyn. Men det gør også, at han aldrig bliver et samlingspunkt for hele venstrefløjen. Hvis han skal nå toppen, bliver det ikke som kompromisløs ideolog, men som magtpolitiker.

Blik fremad

Det centrale spørgsmål er ikke længere kun, hvorfor Wes Streeting gik. Det er, hvad han vil bruge friheden uden for regeringen til.

Hvis Starmer fortsætter med at tabe autoritet, står Streeting pludselig som mere end endnu en utilfreds eksminister. Han står som en af de få, der både har en troværdig livshistorie, en reformprofil og et tydeligt motiv for at sige: Nu er det min tur.

Det gør ham ikke til den næste britiske premierminister. Men det gør ham til en politiker, man ikke længere kan nøjes med at læse som biperson i Labours krise. Han kan meget vel være hovedhistorien.

Wes Streeting sætter kurs mod premierministerposten

Wes Streeting nævnes nu som ny Labour leder

Wes Streeting forlader regeringen i opgør med Starmer