1992-konsensus er en politisk betegnelse for en forståelse mellem repræsentanter fra Taiwan og Kina om, at der kun findes ét Kina, mens parterne kan lægge forskellig betydning i formuleringen. Begrebet bruges især om forholdet på tværs af Taiwanstrædet og har i årtier været centralt i debatten om dialog, spændinger og suverænitet.
Hvad dækker begrebet over?
Udtrykket henviser til kontakter i 1992 mellem semi-officielle forhandlere fra Beijing og Taipei. Tilhængere beskriver konsensus som et praktisk kompromis: Begge sider kunne fortsætte samtaler og samarbejde uden først at løse det grundlæggende spørgsmål om, hvem der repræsenterer Kina. For Kinas ledelse betyder begrebet typisk, at Taiwan er en del af ét Kina. I dele af taiwansk politik, især hos Kuomintang, har formuleringen ofte været knyttet til idéen om "ét Kina, forskellige fortolkninger".
Samtidig er 1992-konsensus stærkt omstridt. Kritikere peger på, at der ikke nødvendigvis var en klart nedskrevet og fælles aftale i 1992, og at selve betegnelsen først blev brugt senere. I Taiwan afviser mange, især i lejre der lægger vægt på en særskilt taiwansk identitet, at konsensus giver et retvisende eller acceptabelt grundlag for relationen til Beijing.
Hvorfor er den vigtig?
I praksis har 1992-konsensus ofte fungeret som en politisk adgangsbillet til dialog mellem Taiwan og Kina. Når begge sider har accepteret den, er der typisk blevet lettere at føre samtaler om handel, transport og andre praktiske spørgsmål. Når den afvises eller fortolkes forskelligt, øges risikoen for fastlåste relationer og politiske spændinger.
Betydning i aktuelle nyheder
Begrebet dukker ofte op i dækningen af valg i Taiwan, kinesiske udmeldinger og internationale reaktioner i regionen. Derfor er 1992-konsensus vigtig at forstå, fordi den fortsat bruges som målestok for, om forholdet mellem Taiwan og Kina bevæger sig mod dialog, pres eller konfrontation.