En associeringsaftale er en formel aftale mellem to parter, ofte mellem EU og et land uden for unionen, som skal skabe tættere politisk og økonomisk samarbejde. Aftalen kan dække alt fra handel og investeringer til reformer, retsstatsprincipper og udenrigspolitisk dialog. Den er mindre vidtgående end et EU-medlemskab, men mere omfattende end en almindelig handelsaftale.
Hvad en associeringsaftale typisk indeholder
Det betyder i praksis, at et partnerland kan nærme sig EU's regler og institutioner uden at blive medlem. For virksomheder kan det gøre handel lettere, fordi krav og standarder i højere grad ligner dem, der gælder i EU. For borgere og politikere kan det også betyde tættere samarbejde om uddannelse, energi, transport eller sikkerhed.
Forskellen på samarbejde og medlemskab
Det er vigtigt at skelne mellem en associeringsaftale og fuldt EU-medlemskab. En associeringsaftale giver ikke automatisk adgang til alle dele af EU's indre marked, og den giver heller ikke medbestemmelse i EU's institutioner. Omfanget varierer fra aftale til aftale. Nogle har stærke handelsdele, andre lægger mest vægt på politisk dialog og reformer.
Et eksempel er EU's aftaler med nabolande, hvor målet ofte er at styrke stabilitet og økonomisk udvikling. I lande som Ukraine eller Armenien har spørgsmålet om associeringsaftaler derfor også fået stor geopolitisk betydning.