False Claims Act er en amerikansk føderal lov, der bruges til at bekæmpe svig mod staten. Loven gør det muligt for myndighederne at kræve penge tilbage, når en person eller virksomhed bevidst indsender falske eller vildledende krav om betaling til den offentlige sektor. Det kan for eksempel være regninger for arbejde, der aldrig er udført, eller krav om støtte, som bygger på urigtige oplysninger.
Hvad går loven ud på?
Kernen i False Claims Act er, at staten kan søge erstatning, hvis den er blevet påført tab gennem bedrageri. Loven er især kendt for, at den kan udløse meget store økonomiske sanktioner, fordi erstatningen ofte kan være højere end det oprindelige tab. Derfor er den et centralt redskab i USA mod svig i blandt andet sundhedsvæsen, forsvarskontrakter, lån og offentlige tilskudsordninger.
En vigtig del af loven er de såkaldte qui tam-sager. Her kan privatpersoner, ofte whistleblowere med kendskab til interne forhold, anlægge sag på statens vegne. Hvis sagen fører til, at staten får penge tilbage, kan whistlebloweren få en andel af beløbet. Det skal give medarbejdere og andre med indsigt et incitament til at afsløre misbrug.
Hvornår er der tale om en falsk påstand?
Det er ikke nok, at nogen har begået en simpel fejl. Normalt kræver False Claims Act, at der er handlet bevidst, groft uagtsomt eller med klar ignorering af, om oplysningerne var rigtige. Tvister kan derfor opstå om, hvorvidt et krav faktisk var falsk, eller om det byggede på en rimelig fortolkning af regler eller kontrakter.
I praksis ses loven ofte brugt i sager om overfakturering, fejlagtig medicinsk afregning eller skjult brud på kontraktkrav. False Claims Act er vigtig i den aktuelle nyhedsstrøm, fordi den viser, hvordan myndigheder forsøger at beskytte skatteborgernes penge og styrke kontrollen med offentlige midler.