En højrisikoperson er en person, som myndigheder, institutioner eller fagfolk vurderer kræver særlig opmærksomhed, fordi vedkommende kan udgøre en forhøjet risiko for skadelige handlinger, grænseoverskridelser eller alvorlige regelbrud. Begrebet bruges ofte i sammenhænge, hvor man arbejder med sikkerhed, beskyttelse og forebyggelse, for eksempel i sociale tilbud, kriminalforsorg, skoler eller sundhedsvæsen.
Hvad betyder begrebet i praksis?
At en person betegnes som højrisiko, betyder ikke nødvendigvis, at vedkommende har gjort noget ulovligt her og nu. Det betyder, at der er forhold, som giver anledning til skærpet vurdering. Det kan handle om tidligere adfærd, kendte mønstre, manglende respekt for grænser eller relationer, hvor andre kan være særligt sårbare.
Hvordan bruges ordet i debat og myndighedsarbejde?
Begrebet optræder ofte i sager om institutionel sikkerhed, forebyggelse af overgreb og beskyttelse af børn, unge eller andre udsatte grupper. En kommune eller organisation kan for eksempel udpege en person som højrisiko, hvis der er bekymring for manipulerende adfærd eller gentagne brud på retningslinjer.
Det er samtidig et følsomt begreb, fordi det kan have store konsekvenser for den person, vurderingen handler om. Derfor kræver det som regel klare kriterier, dokumentation og faglig vurdering. Hvis ordet bruges løst i offentligheden, kan det skabe stigmatisering eller forveksles med en dom.
Hvorfor er det vigtigt?
Begrebet er vigtigt, fordi det ligger i krydsfeltet mellem retssikkerhed, forebyggelse og beskyttelse. I aktuelle samfundsdebatter om institutioner, tillid og sikkerhed spiller vurderingen af højrisikopersoner en central rolle, når myndigheder og arbejdspladser skal forhindre skade, før den sker.