Individuel vurdering betyder, at en sag bedømmes konkret ud fra de oplysninger og omstændigheder, der gælder for den enkelte person eller situation. I stedet for at træffe en beslutning alene på baggrund af generelle regler eller standardkriterier ser man på helheden, herunder dokumentation, baggrund og særlige forhold.
Hvad betyder det i praksis?
I praksis bruges individuel vurdering, når myndigheder, domstole, arbejdsgivere eller fagfolk skal tage stilling til noget, der ikke kan afgøres retfærdigt med en fast skabelon. Det kan for eksempel være i asylsager, hvor hver ansøgning vurderes ud fra ansøgerens personlige historie, risiko ved hjemsendelse og troværdigheden af de fremlagte oplysninger. To personer kan derfor få forskellige afgørelser, selv om deres sager på overfladen ligner hinanden.
Begrebet bruges også uden for udlændingeområdet. I sundhedsvæsenet kan en patient få en individuel vurdering af symptomer, funktionsniveau og behandlingsbehov. I skolen kan en elevs behov for støtte bero på en konkret vurdering af elevens faglige og sociale situation. Fælles er, at beslutningen skal bygge på relevante fakta i den konkrete sag.
Hvorfor er det vigtigt?
Individuel vurdering er tæt knyttet til retssikkerhed og ligebehandling. Det kan lyde som en modsætning, men pointen er, at mennesker ikke altid behandles retfærdigt, hvis alle behandles helt ens. Nogle sager kræver, at man tager højde for særlige forhold for at nå frem til en rimelig og lovlig beslutning.
Samtidig stiller individuel vurdering krav til begrundelse og dokumentation. En myndighed eller institution skal ofte kunne forklare, hvilke forhold der er lagt vægt på, og hvorfor resultatet blev netop dette. Det gør begrebet centralt i aktuelle debatter om asyl, sociale ydelser, sundhed og forvaltning, hvor spørgsmålet ofte er, om systemet ser det enkelte menneske bag sagen.