En kategoriseret stigning er i cykelsport en bakke eller bjergstigning, som arrangørerne har vurderet og placeret i en bestemt sværhedskategori. Kategoriseringen bruges især i etapeløb som Tour de France, hvor stigninger får en klasse ud fra blandt andet længde, hældning og hvor på ruten de ligger. Jo hårdere stigningen er, desto højere kategori får den.
Hvordan vurderes en stigning?
Når en stigning bliver kategoriseret, ser man typisk på flere forhold samtidig. En lang stigning med høj gennemsnitlig stigningsprocent er mere krævende end en kort og mindre stejl bakke. Også placeringen i etapen spiller en rolle, fordi en stigning sent på dagen kan være langt mere afgørende, når rytterne allerede er trætte.
I mange løb bruger man kategorier som 4., 3., 2. og 1. kategori, og over dem findes ofte den særlige kategori hors catégorie, som bruges om de mest krævende stigninger. Det er ikke en helt fast videnskab, og arrangører kan vurdere lidt forskelligt fra løb til løb. Derfor handler kategorien både om terrænet og om løbets sportslige betydning.
Hvad betyder det i et cykelløb?
For seerne gør begrebet det lettere at forstå, hvilke dele af ruten der forventes at skabe forskelle. Hvis en etape har flere højt kategoriserede stigninger, peger det ofte mod en hård dag med angreb og tidsforskelle. Begrebet betyder derfor meget i sportsnyheder, fordi det hjælper med at forklare både løbets dramatik og rytternes præstationer i aktuelle cykelløb.