En regeringsmodel er den overordnede måde, et lands politiske system er indrettet på, når en regering skal dannes og fungere. Begrebet dækker både de formelle regler i forfatning og lovgivning og de politiske vaner, der præger samarbejdet mellem partier, parlament og statsoverhoved. En regeringsmodel handler altså ikke kun om, hvem der sidder i regering, men også om hvordan magten fordeles, og hvordan beslutninger bliver truffet.
Hvordan en regeringsmodel fungerer
I praksis beskriver regeringsmodellen, hvilke muligheder der findes for at danne regering. Det kan for eksempel være en flertalsregering, hvor regeringen har et sikkert flertal bag sig i parlamentet, eller en mindretalsregering, som må søge opbakning fra sag til sag. I nogle lande er koalitionsregeringer almindelige, fordi valgsystemet giver flere partier repræsentation og gør samarbejde nødvendigt.
Regeringsmodellen hænger tæt sammen med et lands demokratiske institutioner. I et parlamentarisk system, som det danske, skal en regering kunne tåle et flertal i Folketinget. I præsidentielle systemer er regeringslederen valgt på en anden måde, og forholdet mellem regering og parlament er derfor anderledes. Begrebet bruges også om mere konkrete styringsformer, for eksempel hvor centralt eller decentralt beslutninger træffes.
Eksempler og politisk betydning
Når medier omtaler forhandlinger efter et valg, handler det ofte om regeringsmodellen. Spørgsmålet er ikke kun, hvilke partier der vil samarbejde, men også hvilken type regering de ønsker. Skal der dannes en bred regering hen over midten, en smal étpartiregering eller en koalition mellem flere partier? Valget af model påvirker, hvor stabil regeringen bliver, og hvor let den kan gennemføre sin politik.
Regeringsmodeller har også betydning uden for valgaftener. De former den daglige politik, tempoet i reformer og forholdet mellem vælgere og magthavere. Derfor er begrebet vigtigt i aktuelle nyheder om valg, kriser, reformer og politiske forhandlinger, fordi regeringsmodellen ofte sætter rammen for, hvad der overhovedet kan lade sig gøre politisk.