Den transatlantiske orden beskriver det politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske samarbejde mellem USA og Europa. Begrebet dækker især de institutioner, normer og alliancer, der siden Anden Verdenskrig har skabt en fælles ramme for vestlige landes relationer. Det handler både om militært samarbejde, diplomati, handel, teknologi og fælles værdier som demokrati,
retsstat og menneskerettigheder.
Hvad dækker begrebet over?
Når man taler om den transatlantiske orden, tænker man ofte først på
NATO, som er den mest synlige sikkerhedspolitiske søjle i forholdet mellem Nordamerika og Europa. Men begrebet er bredere end forsvar. Det omfatter også samarbejde mellem USA, EU, Storbritannien og andre europæiske lande om
sanktioner, energi,
efterretninger,
cybersikkerhed og international handel.
Den transatlantiske orden er derfor ikke én enkelt organisation, men et netværk af aftaler, institutioner og politiske vaner. I praksis kan det ses, når USA og europæiske lande koordinerer deres reaktion på krige, terrortrusler, autoritære stater eller globale kriser. Samtidig rummer ordenen også spændinger, for eksempel når parterne er uenige om forsvarsudgifter, handelspolitik eller regulering af teknologi og data.
Hvordan er den blevet til?
Den moderne transatlantiske orden voksede frem efter 1945, hvor USA fik en central rolle i Europas sikkerhed og
genopbygning. Under den kolde krig blev samarbejdet styrket af den fælles modstand mod Sovjetunionen. Efter murens fald ændrede ordenen karakter, men den forblev vigtig som ramme for vestligt samarbejde.
I dag bliver begrebet ofte brugt i debatter om Europas sikkerhed, Ruslands rolle, Kinas voksende indflydelse og spørgsmålet om, hvor selvstændigt Europa bør agere i forhold til USA. Den transatlantiske orden betyder noget, fordi den stadig præger, hvordan vestlige lande reagerer på krig, handelstvister, teknologikonkurrence og internationale kriser.