En tro-og-love-erklæring er en formel erklæring, hvor en person bekræfter, at de oplysninger, vedkommende giver, er korrekte og sande. Den bruges ofte over for offentlige myndigheder, organisationer eller i administrative sager, hvor man ikke nødvendigvis skal fremlægge fuld dokumentation med det samme. Når man skriver under på tro og love, tager man personligt ansvar for rigtigheden af det oplyste.
Hvad betyder det i praksis?
Udtrykket betyder i praksis, at man afgiver en højtidelig forsikring om sandheden. Det kan for eksempel være i forbindelse med ansøgninger, bopælsforhold, økonomiske oplysninger eller andre forhold, som en myndighed skal lægge til grund for en afgørelse. En tro-og-love-erklæring er ikke bare en uformel tilkendegivelse, men en erklæring med juridisk vægt.
Hvis oplysningerne viser sig at være bevidst urigtige, kan det få alvorlige konsekvenser. Det kan blandt andet føre til, at en sag genoptages, at en ydelse bortfalder, eller at personen bliver mødt med strafansvar. Derfor er det vigtigt kun at underskrive en tro-og-love-erklæring, hvis man er sikker på, at oplysningerne er korrekte.
Hvornår bruges den?
Tro-og-love-erklæringer bruges i mange forskellige sammenhænge. I det offentlige kan de indgå i sager om sociale ydelser, folkeregisteroplysninger eller tilladelser. I foreninger og politiske partier kan de også bruges, hvis et medlem skal bekræfte, at vedkommende vil overholde bestemte regler eller principper. I sådanne tilfælde handler erklæringen både om faktiske oplysninger og om et formelt tilsagn.
Hvorfor er begrebet vigtigt?
Begrebet er vigtigt, fordi det bygger bro mellem tillid og kontrol. Samfundet fungerer ofte ved, at borgere og medlemmer afgiver korrekte oplysninger uden, at alt skal dokumenteres fra starten. Samtidig gør tro-og-love-erklæringer det tydeligt, at falske oplysninger ikke er uden konsekvenser. Netop derfor spiller begrebet en central rolle i aktuelle debatter om myndighedskontrol, medlemskab, tillid og ansvar i det offentlige rum.