Udvisning er en myndighedsafgørelse eller en dom, som betyder, at en person mister retten til at opholde sig i et land og skal forlade det. I dansk sammenhæng bruges ordet især om udlændinger, der udvises efter regler i udlændingeloven eller som led i en straffesag. Udvisning kan også ledsages af et indrejseforbud, så personen ikke må vende tilbage i en bestemt periode eller i nogle tilfælde varigt.
Hvad betyder udvisning i praksis?
Når en person bliver udvist, ophører den lovlige ret til at være i landet. Det kan ske administrativt, for eksempel hvis en opholdstilladelse bortfalder eller tilbagekaldes, eller ved dom, hvis en domstol vurderer, at betingelserne for udvisning er opfyldt. I straffesager ses udvisning ofte i sager om alvorlig kriminalitet, men vurderingen afhænger af både lovgrundlag og personens tilknytning til landet.
Udvisning er ikke det samme som almindelig hjemrejse. Der er tale om en formel beslutning med retsvirkninger, og den kan få stor betydning for arbejde, familieliv og fremtidig adgang til landet. En person, der har boet længe i Danmark eller har nær familie her, kan i nogle tilfælde være bedre beskyttet mod udvisning end andre.
Regler, rettigheder og begrænsninger
Myndigheder og domstole kan ikke udvise vilkårligt. Beslutningen skal have hjemmel i loven og skal vurderes op mod blandt andet menneskerettighederne, EU-regler og princippet om, at ingen må sendes til et land, hvor personen risikerer forfølgelse, tortur eller anden alvorlig overlast. Kollektive udvisninger er også forbudt.
I den offentlige debat optræder udvisning ofte i diskussioner om kriminalitet, asyl, integration og grænsekontrol. Derfor er begrebet vigtigt i aktuelle nyheder, fordi det ligger i krydsfeltet mellem retspolitik, menneskerettigheder og statens kontrol med, hvem der må opholde sig i landet.