I Kenya, Uganda og Tanzania står regeringerne over for at dæmpe importen af brugt tøj for at beskytte lokale producenter og miljøet. Uganda har indført en ekstra 30% afgift på import og sigter mod at styrke den lokale tekstilindustri. Tidligere forslag om et regionalt forbud faldt sammen efter pres fra USA, og debatten fortsætter derfor med store konsekvenser for forbrugere og små virksomheder.
Indledende signal
Hændelse 23. maj 23.55
48
Østafrika forsøger at dæmpe brugt tøj-importen – barriererne er store
Under udvikling·24. maj 01.34
Brugt tøj splitter Østafrika og rammer industrien
Se lignende artikler på Google
Podcast
0:00
1:11
Del artikel
Del denne artikel
Brugt tøj er igen blevet en politisk kampplads i Østafrika. Kenya, Uganda og deres naboer vil styrke lokal tekstilproduktion, men regionen er samtidig dybt afhængig af de billige importerede varer, som i Kenya sælges under navnet mitumba. [1]
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
En gammel plan er tilbage
Debatten er ikke ny. Allerede i 2016 lagde landene i East African Community op til gradvist at udfase importen af brugt tøj frem mod 2019. Målet var klart: flere lokale arbejdspladser, større efterspørgsel efter regional bomuld og mindre afhængighed af aflagt tøj fra USA, Europa og Kina. [2]
Planen løb hurtigt ind i modstand. Rwanda hævede i sin tid afgifterne markant, mens Kenya signalerede, at landet ikke kunne undvære de billige varer. USA pressede samtidig hårdt imod et bredt forbud, og det regionale fremstød mistede fart. [3]
Nye afgifter, samme grundproblem
Nu er spørgsmålet tilbage. Uganda har indført en ekstra importskat på 30 procent på brugt tøj. Regeringen kobler grebet til både industripolitik og miljøhensyn. I Kenya forsøgte finansministeriet kortvarigt at ændre beskatningen af brugt tøj, men trak forslaget tilbage efter kritik fra forbrugere og handlende, der frygtede højere priser. [1]
Kenya lægger i forvejen 30 procents told på import af brugt tøj, hvilket faktisk er mere end satsen på nyt tøj. Alligevel er landet blandt Afrikas største importører af brugt beklædning. Det siger noget om markedets tyngde. [1]
Billigt tøj slår lokal produktion
For lokale designere og producenter er regnestykket brutalt.
“We're competing with second-hand clothing, but we can't compete on price.”
Prisforskellen er enorm. I regionen importeres årligt langt flere stykker brugt tøj, end de lokale fabrikker producerer. Donerede og kommercielt eksporterede varer er med til at holde detailpriserne nede, især for lavindkomstforbrugere, men de lægger samtidig et konstant pres på den hjemlige industri. [4]
Gikomba-markedet i Nairobi, et vigtigt knudepunkt for videresalg, sortering og omsyning af brugt tøj i Østafrika
MapsDet store dilemma
Problemet for regeringerne er enkelt at beskrive og svært at løse. Strammere regler kan beskytte lokale producenter, men de kan også sende tøjudgifterne op for millioner af familier og presse markeder som Gikomba i Nairobi, der lever af videresalg, sortering og omsyning. [5]
Hvis Østafrika for alvor vil mindske importen, kræver det mere end toldsatser. Det kræver billigere lokal produktion, bedre adgang til kapital, stabil energi og en industri, der kan levere nok tøj til priser, almindelige forbrugere kan betale. Ellers vinder mitumba igen. [6]
Nævnte virksomheder
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Brugt tøj splitter Østafrika og presser industrien” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påeller
Læserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
Formatering0 / 10
Nøjagtighed0 / 10
Kvalitet0 / 10