Canadas militær får største rekrutteringsboom i 30 år

Canada går ind i 2026 med et usædvanligt forsvarsproblem, eller rettere det modsatte af det problem, landet har haft i årevis: Flere vil nu ind i uniform, end systemet længe har været gearet til at håndtere.

Fra "death spiral" til vækst

For blot to år siden lød vurderingen fra tidligere canadiske forsvarsministre og iagttagere, at de væbnede styrker var fanget i en "death spiral". Stillinger stod tomme, erfarne folk forlod systemet, og forsvaret havde svært ved både at rekruttere og fastholde personale. ^[1]

Det nye er, at Canada samtidig har gjort militæret mere økonomisk attraktivt.

Kyiv, Ukraine – placering i forhold til konflikten og Europas sikkerhedssituation i relation til Canadas rekrutteringsfremgang.

Maps

Penge betyder noget, og denne gang kom de faktisk

Det er ikke kosmetik. Når unge canadiere møder et arbejdsmarked med ungdomsledighed tæt på 14 procent, bliver fast løn, uddannelse og jobsikkerhed pludselig et langt stærkere argument, end det var under de stærkere år på arbejdsmarkedet. ^[1]

Ottawa, Ontario – hovedstadens placering som centrum for Canadas forsvarspolitik og finansiering.

Maps

Samtidig har Ottawa hævet forsvarsudgifterne markant. I marts meddelte regeringen, at Canada for første gang siden slutningen af 1980'erne nåede NATO-målet om at bruge 2 procent af BNP på forsvar. Det svarer til mere end 63 milliarder canadiske dollar på ét år. Regeringen har også tilsluttet sig målsætningen om at bevæge sig mod endnu højere forsvarsudgifter frem mod 2035. ^[4]

Trump-effekten er reel, men ikke hele forklaringen

Det har givet næring til en form for canadisk nationalfølelse, der normalt er mindre højlydt end i mange andre NATO-lande. I den sammenhæng er militærtjeneste ikke kun et job, men for nogle også et svar på et pres udefra.

Den svære del begynder nu

Flere rekrutter løser ikke automatisk Canadas forsvarsproblemer. Det flytter dem delvist videre i systemet.

Det er her, Reserve Force bliver central. Interne canadiske forsvarsdebatter peger på, at det vil være dyrt og langsomt kun at udvide den regulære styrke. Derfor arbejder man med en større og mere operativ rolle til reserven, ikke kun som supplement, men som reel kapacitetsreserve til både territorielt forsvar og internationale opgaver. ^[7]

Regulære styrker versus reserve

Det lyder rationelt, men det kræver også ledere, struktur og kontinuitet. Canadiske analyser peger på konkrete problemer i reserveledelsen, blandt andet med efterfølgerplanlægning og for få officerer i de rigtige karrierespor. Hvis den del ikke løses, bliver rekrutteringsboomet mindre værd i praksis.

Hvorfor denne bølge adskiller sig fra 1990'erne og 00'erne

Det gør bølgen mere strukturel end konjunkturel. Den er ikke kun drevet af én mission eller én krise, men af en mere varig ændring i Canadas sikkerhedspolitiske selvforståelse.

Hvad Ottawa vil bruge folkene til

Den del er afgørende. Canada har i årevis været blandt de allierede, som ofte talte pænt om alliancen uden at levere tilsvarende hård kapacitet. Flere soldater gør ikke alene forskellen, men uden flere soldater kan de øvrige investeringer hurtigt ende som planer på papir.

Bundlinjen

Canadas rekrutteringsboom er i høj grad et produkt af noget, landet længe manglede: En regering, der faktisk betaler, og en befolkning, der igen ser forsvar som nødvendigt.

Det betyder ikke, at krisen er ovre. En hær bliver ikke stærkere af ansøgninger alene. Den bliver stærkere, hvis den kan uddanne, fastholde og organisere de mennesker, der nu melder sig.

Det er den næste test for Ottawa. Ikke om flere vil ind, men om staten kan omsætte interessen til reel militær kapacitet, før den sikkerhedspolitiske situation bliver endnu mere krævende.