Eske Willerslev vil klimasikre afgrøder med dna

Eske Willerslev har længe arbejdet i grænselandet mellem det mulige og det, som først lyder usandsynligt. Nu er ambitionen større end de fleste forskeres normale komfortzone: at bruge urgammelt plante-dna til at gøre verdens afgrøder mere modstandsdygtige over for tørke, varme, kulde og salt, før klimaforandringerne udløser langt større fødevarekriser.

Det er kernen i AEGIS-projektet, som Willerslev selv omtaler i næsten eksistentielle termer. Pointen er enkel, men videnskabeligt krævende: Hvis planter tidligere har overlevet dramatiske klimaskift, kan deres genetiske spor måske afsløre, hvilke egenskaber der skal til for at klare fremtidens ekstreme vejr.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Jagten på fortidens overlevelsesgener

Projektet bygger på den disciplin, som har gjort Eske Willerslev til et internationalt navn: analyse af gammelt dna. Hvor arbejdet tidligere især vakte opsigt i forskning om mennesker, dyr og forhistoriske miljøer, er fokus her flyttet til planter og landbrug.

Ideen er at hente dna fra gamle planterester, frø, pollen og sedimenter og derfra kortlægge, hvordan vegetation reagerede på tidligere perioder med store klimaforandringer. Det kan være overgange mellem kulde og varme, lange tørkeperioder eller ændringer i jordens saltindhold. Hvis forskerne kan identificere de genetiske mekanismer bag robusthed, kan de i næste led forsøge at overføre den viden til moderne afgrøder.

Det er ikke et forsøg på at genoplive fortidens landbrug. Det er et forsøg på at bruge fortiden som genetisk databank.

Hvorfor det haster

Bag projektet ligger en hård realitet: Flere af verdens vigtigste afgrøder er allerede under pres. Hvede, majs, ris og soja reagerer mærkbart på varmebølger, vandmangel og ustabile nedbørsmønstre. Samtidig vokser verdens befolkning fortsat, og fødevaresystemet er i forvejen sårbart over for geopolitik, energipriser og tab af biodiversitet. ^[1]

Klimaforskningen peger på, at selv moderate temperaturstigninger kan reducere udbyttet i centrale dyrkningsområder, især hvis ekstremt vejr bliver hyppigere. Det gør jagten på mere robuste sorter til noget mere end et akademisk prestigeprojekt. Det er i stigende grad en sikkerhedspolitisk og økonomisk nødvendighed. ^[2]

Fra sedimentprøver til marker

Den store udfordring er, at sammenhængen mellem gammelt dna og fremtidens høstudbytter er langtfra lineær. At finde genetiske signaturer i fortidsmateriale er én ting. At omsætte dem til brugbare egenskaber i moderne afgrøder er noget andet.

Her ligger AEGIS-projektets egentlige tyngde. Arbejdet kræver, at forskere kombinerer palæogenetik, plantebiologi, bioinformatik og forædlingsteknologi. Først skal de genetiske spor identificeres troværdigt. Derefter skal man afgøre, om de faktisk påvirker planters evne til at klare tørke, frost eller salt stress. Til sidst skal egenskaberne enten avles ind eller potentielt indgå i mere avancerede bioteknologiske løsninger.

Det er derfor heller ikke en hurtig redningsplan. Hvis projektet lykkes, vil gevinsten komme over år, ikke måneder.

Derfor lyder det vildt

Når Willerslev siger, at folk tror, han er gal, er det ikke svært at forstå hvorfor. Der er en næsten filmisk kvalitet i tanken om at redde fremtidens høst med genetiske spor fra fortidens planter. Men bag den formulering ligger en forskningsstrategi, som faktisk følger en intern logik.

Fortidens økosystemer er i praksis store naturlige eksperimenter. Planter, der overlevede ekstreme skift, gjorde det ikke ved held alene. De gjorde det, fordi nogle genetiske kombinationer virkede bedre end andre. Hvis de kombinationer kan spores, giver det forskerne et andet udgangspunkt end blot at teste sig frem i nutiden. ^[3]

Det er samtidig værd at holde fast i begrænsningerne. Ikke alle fortidige tilpasninger kan overføres direkte til moderne landbrug, hvor afgrøder skal levere højt udbytte, ensartet kvalitet og fungere i industrialiserede systemer. Robusthed alene er ikke nok, hvis planten samtidig giver for lidt.

Et skifte i klimakampen

AEGIS peger på en bredere udvikling i klimaforskningen. I mange år har debatten været domineret af reduktion af udledninger, energisystemer og klimatilpasning i byer og infrastruktur. Fødevareproduktionen er nu rykket tættere på centrum, ikke kun som kilde til udledning, men som et af de områder, hvor klimarisikoen bliver mest konkret for almindelige mennesker. ^[4]

Netop derfor skiller Willerslevs projekt sig ud. Det handler ikke om at måle problemet bedre, men om at forsøge at bygge en biologisk buffer mod det. Hvis man kan udvikle afgrøder, som tåler mere, kan man potentielt dæmpe nogle af de værste følger af klimachok i de regioner, hvor fejlende høster hurtigt bliver til politisk ustabilitet og sult.

Det ændrer ikke ved, at klimatilpasning i landbruget også afhænger af vandforvaltning, jordkvalitet, infrastruktur og adgang til frø og teknologi. Genetik kan ikke alene løse et systemisk problem. Men den kan blive en afgørende del af løsningen.

Blik fremad

Den mest interessante del af historien er ikke, om Eske Willerslev formulerer sig stort. Det gør han. Det afgørende er, om AEGIS kan flytte urgammelt dna fra forskningslaboratoriet til noget, der faktisk virker på en mark under ekstreme klimaforhold.

Hvis det lykkes, kan projektet blive et sjældent eksempel på forskning, der forbinder fortid, teknologi og fødevaresikkerhed i samme greb. Hvis det mislykkes, vil det stadig have vist, hvor langt forskningen nu er villig til at gå i jagten på klimatilpasning, før regningen for passivitet bliver endnu større.

Willerslev satser på ældgamle plante-DNA for at bekæmpe sult