Grøn Treparts skovplan er allerede bagud nu

Grøn Treparts store skovløfte er allerede under pres. Danmarks Naturfredningsforening kræver nu, at aftalepartierne bliver kaldt sammen igen, fordi tempoet i skovrejsningen er så lavt, at et af de mest synlige mål i aftalen risikerer at glide ud af kurs. ^[1]

Det centrale tal er kendt: Danmark skal rejse 250.000 hektar ny skov frem mod 2045. Heraf skal 100.000 hektar være urørt skov, og 20.000 hektar skal være statslig urørt skov. Men selv om aftalen blev lanceret som et historisk kursskifte for både klima, natur og vandmiljø, er etableringen af ny skov kommet trægt fra start. ^[2] ^[3]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En nøglebrik i hele Treparten

Skovdelen er ikke et sideprojekt. Den er en bærende del af Grøn Trepart, hvor mindst 400.000 hektar landbrugsjord samlet set skal omlægges væk fra intensiv drift til skov, natur og vådområder. Derfor er den langsomme fremdrift mere end et problem for træerne. Den rammer også de øvrige løfter i aftalen. ^[2]

Skovrejsning er nemlig tænkt som et redskab med flere formål på én gang. Den skal binde CO2, dæmpe kvælstofudledningen, beskytte drikkevand og skabe mere sammenhængende natur. Klimarådet har peget på, at netop sammentænkningen er afgørende: Hvis skov placeres rigtigt, tæt på fjorde, vandløb og eksisterende naturområder, kan man få større effekt for både biodiversitet og vandmiljø, samtidig med at klimaeffekten bevares. ^[4] ^[5]

Det er også derfor, forsinkelsen vækker bekymring. Når skovplanen halter, udskydes ikke kun et arealmål, men også de afledte gevinster.

Tidsplanen er lang, men de første år er afgørende

Formelt løber skovmålet frem til 2045. Det kan lyde som god tid, men regnestykket er ikke til at misforstå. For at nå 250.000 hektar på 21 år kræver det i gennemsnit næsten 12.000 hektar ny skov om året. Hvis de første år bliver svage, stiger presset tilsvarende senere i forløbet.

Der findes endnu ikke mange offentligt kendte delmål, som gør det nemt for offentligheden at følge, om Danmark er foran eller bagud. Systemet bygger i høj grad på løbende opgørelser, blandt andet i marts, hvor der skal gøres status over ny skov og den lokale treparts bidrag til både arealmålet og kvælstofreduktionen. ^[6]

Det er netop fraværet af tydelige milepæle, der gør den aktuelle kritik politisk farlig. Når der ikke er klare mellemstationer, bliver det lettere at tale om ambitioner og sværere at dokumentere reel fremdrift.

Pengene er der, men det løser ikke alt

Grøn Trepart er understøttet af en arealfond på 43 milliarder kroner og af en bred finansieringsmodel, der også bygger på afgifter og regulering, blandt andet på landbrugets klimaudledninger og udledninger fra lavbundsjorde. Hertil kommer tilskudsordninger til skov- og naturprojekter, som blev åbnet i 2025. ^[2] ^[7]

Det betyder, at problemet ikke kan reduceres til et simpelt spørgsmål om mangel på penge. Den svære del ligger i gennemførelsen: jord skal findes, ejere skal sige ja, projekter skal designes, og lokale planer skal passe med nationale mål for både kvælstof, natur og klima.

Det er den klassiske danske arealflaskehals. Alle er enige om, at der skal ske store omlægninger, men den konkrete jord er allerede i brug, ejet af nogen og bundet ind i lokale hensyn, økonomi og drift. ^[8]

Klimaeffekten forsvinder ikke, men den bliver forsinket

Ifølge de seneste klimafremskrivninger ventes skovrejsning under Treparten at reducere udledningerne i LULUCF-sektoren med omkring 100.000 ton CO2e i 2030 og omkring 500.000 ton i 2035. Det er ikke uvæsentligt, men det er heller ikke her, de største hurtige gevinster ligger. ^[9]

Genopretning af drænede kulstofrige lavbundsjorde vurderes at give større og hurtigere reduktioner, omkring 300.000 ton CO2e i 2030 og 800.000 ton i 2032. Det ændrer dog ikke ved, at skovrejsning er central, fordi den leverer flere effekter samtidigt og over lang tid. ^[10]

Den langsomme start betyder derfor, at Danmark ikke bare udsætter CO2-binding i nye skove. Man skubber også forbedringer af vandmiljø og naturkvalitet foran sig, især hvis skovene skulle have været placeret strategisk i de mest belastede oplande.

Kritikken peger på styringen

Når DN nu vil have aftaleparterne samlet igen, er det i praksis en kritik af den politiske styring. En historisk aftale kan ikke bæres alene af langsigtede overskrifter, hvis den mangler operationel fremdrift på jorden. ^[1]

Spørgsmålet er ikke kun, om 2045-målet stadig kan nås. Spørgsmålet er også, hvor dyr og konfliktskabende opgaven bliver, hvis man venter for længe. Jo længere tid der går uden skovrejsning i skala, desto større bliver behovet for at hente forsinkelsen ind med mere hastværk, hårdere regulering eller dyrere jordopkøb.

Hvorfor det betyder noget

Skovplanen er blevet et tidligt stresstest for hele Grøn Trepart. Hvis staten og aftalepartnerne ikke kan få fart i et af de mest konkrete og folkeligt forståelige elementer, vil tvivlen brede sig til resten af aftalen.

Det er derfor, alarmen fra DN rækker videre end skovpolitik. Den handler om troværdigheden i den største danske arealomlægning i nyere tid. Hvis de første hektar ikke kommer i jorden hurtigt nok, bliver 250.000 hektar ikke et grønt gennembrud, men endnu et mål, der så godt ud på papir.

DN kræver nyt møde for at få Grøn Treparts skovplan i gang

Grøn Treparts skovplan er allerede bagud